Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvis man ikke taler dansk – så skal man ikke have dansk statsborgerskab

Da jeg i 2011 som nyvalgt folketingsmedlem blev indfødsretsordfører – så anede jeg ikke, hvad det var – og jeg havde ingen anelse om, hvad det ville føre med sig.

Jeg husker tydeligt det gruppemøde, hvor de forholdsvis få ordførerposter blev fordelt til de forholdsvis mange folketingsmedlemmer. 47 var der af os i Venstres gruppeværelse. Vi havde netop tabt regeringsmagten, og de forhenværende ministre satte sig vanen tro på de bedste poster, thi den, der har, skal gives, som der skrevet står.

Kristian Jensen – der var Venstres gruppeformand – kiggede ud over os og fortalte, at vi alle havde fået noget af det, vi havde ønsket os – og så var der nogle af os, der havde fået noget, vi ikke vidste, at vi ønskede os. »Og det gælder blandt andet Jan og Preben (Bang Henriksen) – i skal deles om indfødsretsordførerskabet – der er en masse papirer, der skal læses, og I er advokater, så det er lige noget for jer.«

Lille udvalg med meget arbejde

Indfødsretsudvalget er et lille, bitte udvalg med et smalt ansvarsområde – nemlig tildeling af statsborgerskab – til gengæld er arbejdsbyrden helt enorm. Jeg husker stadig det udvalgsmøde, hvor folketingsbetjentene kom op på mit kontor med to fyldte flyttekasser med flere end 400 enkeltsager på mennesker, der ønskede sig et dansk pas og stemmekort til folketingsvalget.

Betydningen af ordførerskabet viste sig imidlertid at blive stor. For journalisterne ved nemlig heller ikke, hvad indfødsretsudvalget laver, så når de skulle have en kommentar om et udlændingepolitisk emne, og udlændingeordføreren ikke tog telefonen – så ringede de til mig.

De første fire år så jeg måbende, hvordan det røde flertal gav dansk statsborgerskab til tusindvis af udlændinge, der ikke kunne så meget som ét ord dansk. Ansøgerne havde søgt om dispensation for sprogkravet, fordi de led af en sygdom, der ifølge lægeattesten medførte, at de ikke kunne lære dansk. Jeg husker et møde, hvor ordføreren fra Det Radikale Venstre gjorde gældende, at en person med spiseforstyrrelse burde have dispensation for danskkravet – men langt de fleste sager drejede sig om diagnosen PTSD.

Jeg undrede mig højlydt i landets aviser over, at regeringen ikke ville gøre noget for at forhindre terrormistænkte statsløse udlændinge i at få dansk statsborgerskab.

Efter 2015 blev det sværere at få dansk statsborgerskab

Ved valget i 2015 skiftede flertallet, og i de næste fire år blev det heldigvis langt sværere at få dansk statsborgerskab – både for dem, der ikke kan dansk, og dem, der ikke kan overholde straffeloven.

Det var også fire år med smykkelov, håndtrykslov, burkalov og meget mere, som ikke alt sammen var lige elegant, og da det samtidig blev serveret med othellolagkage og en retorik, der ikke altid fik nuancerne med, så blev det en dag så broget, at både vores udlændingeordfører Marcus Knuth og jeg selv blev fyret fra vores poster. Det er sådan, vi er bedst til at skabe ro i Venstre.

Nu er jeg imidlertid blevet hevet ind i udlændingemanegen igen og er blevet medlem af udlændinge- og integrationsudvalget og indfødsretsudvalget, hvor jeg er blevet forfremmet til næstformand – uden at have bedt om noget af det. Det er en af den slags nyheder, som totalt er druknet i de andre personvalg vi har haft på det seneste, men som ikke er uden betydning.

Mine retningslinjer som først indfødsretsordfører og nu næstformand for indfødsretsudvalget for, hvem jeg synes skal have dansk statsborgerskab, adskiller sig ikke væsentligt fra min forgænger på posten – nemlig dagens fødselar – Nikolai Frederik Severin Grundtvig.

Hvis man vil være dansker, så skal man naturligvis kunne tale dansk. Det giver jo næsten sig selv. Alle danskere taler dansk – og kun danskere taler dansk. Engelsk, fransk, spansk og arabisk tales i mange lande – dansk tales kun i ét.

Modersmål og fædreland

Dansk er vores modersmål. Danmark er vores fædreland. Vi er Danmarks sønner og døtre. Det er ikke tilfældigt, at folket beskrives med familiens terminologi.

I en familie forstår man hinanden, og man forstår hun hinanden, hvis man taler sammen på det samme sprog.

Grundtvig beskrev sammenhængen mellem folk og sprog i sangen: ”Folkeligt skal alt nu være”.

»Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil.«

Det vigtigste er, at man selv skal føle sig som dansker. Ingen er på forhånd udelukket, og ingen skal kunne gøre sig til dommer over, om andre føler sig danske.

Men følelsen er ikke nok – for Grundtvig fortsætter sangen med at opstille to krav:

»har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild.«

Det første – nemlig sprogøret – kan testes. Jeg husker en radioudsendelse, hvor journalisten havde spurgt en række almindelige danskere – som det hedder – om de fandt det rimeligt, at man skulle kunne tale dansk, hvis man ville være dansk statsborger, og den ene svarede ret snusfornuftigt, at når han var på charterferie og faldt i snak med en anden dansk turist ved swimmingpoolen, så ville han synes, at det var pænt mærkeligt, hvis den anden dansker ikke kunne tale dansk.

Grundtvig skrev ikke blot sange og salmer – han var som bekendt også medlem af Folketinget, og her holder man taler. I forbindelse med 2. behandlingen af lov om indfødsrets meddelelse den 1. marts 1850 sagde han følgende, der fortsat giver god mening.

»At vi skulle oplade Landet for alle Fremmede, det mener jeg vist aldrig vil falde det danske Folk eller noget andet Folk ind. Og vi vide ogsaa, at det ingenlunde er saa, at vi i andre Lande blot behøve at komme derhen, (…) for at faae Indfødsret eller lige politiske Rettigheder med Borgerne.«

Det er altså ikke nok at bo i Danmark for at få indfødsret.

Grundtvig fortsatte sin tale: »Naar jeg saaledes seer i Motiverne, at der om een af de foreslaaede Personer staaer: ,,Han har gode Vidnesbyrd om Duelighed, Redelighed og Færdighed i det danske Sprog”, saa mindes jeg derved om, at vi som kloge Folk dog aldrig bør meddele Indfødsret til Nogen, som ikke har denne Færdighed i vort Sprog og Modersmaal.«

Det er ikke nok at bo i Danmark – man skal også kunne tale dansk.

Og så kommer den sidste betingelse. Den med at have ild for fædrelandet: »Det følger iøvrigt af sig selv, at Den, der ikke har nogen Følelse af, at der er et eget lille Folk, som hedder det danske (…) han er ingen dansk Mand eller fortjener at være det.«

Der må godt bo udlændinge i Danmark – ligesom der bor danskere i udlandet

Det betyder jo ikke, at der ikke må bo udlændinge i Danmark. Selvfølgelig må der det – ligesom der bor danskere i udlandet. Familier får besøg. Gæsterne kan være gode venner eller forretningsforbindelser – og en sjælden gang får man uindbudte gæster i form af indbrudstyve eller hjemmerøvere.

De uindbudte gæster smider man selvfølgelig ud med besked om aldrig at vise sig igen. De andre gæster kan man blive så glade for, at de en dag bliver en del af familien. De får dansk indfødsret og får samme rettigheder som alle os andre.

Men har man hverken sprog eller ild, så får man ikke dansk indfødsret.

Som Grundtvig sluttede verset i ”Folkeligt skal alt nu være:”

»Resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.«

Skrevet i anledning af Grundtvigs fødselsdag – og statsborgerskabsdagen 2019.





Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Jan E. Jørgensen (f. 1965) er medlem af Folketinget for Venstre og er partiets EU-ordfører, kommunalordfører samt menneskerettighedsordfører. Han er desuden rådmand og første viceborgmester på Frederiksberg, hvor han også bor sammen med sin kone og deres to børn. Jan E. Jørgensen er uddannet advokat, men har haft orlov siden 2012, da han blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2011.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
21.02.20, 18:06
Den danske fregats deltagelse i den franske hangarskibsgruppe vil blive opfattet som dansk forståelse for den nye franske strategi. Og det kræver, at den danske politik i relation til det arktiske råd revideres. Læs mere
Af Marie Høgh
21.02.20, 13:45
Hvis samtykkeloven bliver en realitet, kvæles det personlige ansvar, tilliden og friheden i slipstrømmen på #MeToo, der næres af mistillid mellem kønnene. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.02.20, 16:54
Voldtægt skal stadig bevises, og det vil ofte være påstand mod påstand. Læs mere
Af Henrik Højlund
19.02.20, 14:23
Færre melder sig ud af folkekirken, viser de nyeste tal. Men folkekirken er efterhånden blevet så diffus og harmløs, at den gør sig selv overflødig. Læs mere
Af Rune Lund
19.02.20, 10:16
En enkelt lov har ødelagt din velfærd for milliarder af kroner Læs mere
Af Mikael Jalving
18.02.20, 12:03
Man er ikke ”krænkelsesparat”, fordi man kritiserer noget for at være dumt eller skadeligt. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
18.02.20, 07:55
Hvis vi vil komme fattigdommen i Danmark til livs, må vi anerkende, at den også eksisterer blandt ungdommen. Første skridt er at opgøre den, så studerende regnes med; det næste er at fordoble SU’en - og så skal boligerne være til at betale. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
18.02.20, 07:17
Dyr mad er en bekvem måde, man kan udvise sit kulturelle mereværd Læs mere