Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

En 1. majtale til en arbejderbevægelse, som kun har to problemer – der er for få arbejdere og meget lidt bevægelse.

Den 1. maj 2017 havde jeg fornøjelsen af at holde en såkaldt revsertale til de unge socialdemokrater i Frit Forum. Den skal Jyllands-Postens læsere ikke snydes for.

Kammerater! (Det har jeg glædet mig til at sige….)

Arbejderbevægelsen har to hovedproblemer: For det første så er der for få arbejdere! Og for det andet så er der meget lidt bevægelse. (Det havde jeg glædet mig endnu mere til at sige).

Og så er der måske dem, der mener, at det vel kan være lige meget. Der er jo heller ikke hund i hundekiks. Jeg mener nu, at det er et problem.

Socialdemokratiet er ikke længere et arbejderparti. Socialdemokratiet er blevet et arbejder-ikke-parti.

Et parti for dem på førtidspension og efterløn.

Et parti for dem på kontanthjælp og dagpenge.

Et parti, der bekæmper dem, der arbejder for meget, men er ligeglade med dem, der arbejder for lidt.

Socialdemokratiet er blevet et arbejder-ikke-parti

For nogle år siden havde vi fornemt besøg i Venstres gruppeværelse. Det var LO’s formand Harald Børsting, og han sagde ikke meget, som jeg kunne være uenig i. Han ærgrede sig især over Venstres slogan; ”det skal kunne betale sig at arbejde”. »Det skulle da være os – i arbejderbevægelsen – der havde det slogan.«

Men det er det ikke.

I en valgkamp havde jeg besøg af en elektriker fra TDC. Han skulle reparere min internetforbindelse, der var gået død, og det var ikke så rart at undvære midt i en valgkamp. Han så en stak pjecer og spurgte, om jeg var fra Venstre, og jeg overvejede et kort sekund at bilde ham ind, at det var min retarderede tvillingebror, der stillede op og jeg havde bare lovet ham at dele lidt pjecer ud, men jeg ville smide dem i papircontaineren. For jeg orkede ikke at gå ind i en politisk diskussion med ham. Og så sagde han: »Jeg har stemt på Venstre i mange år.« Forklarede om overarbejde. Han var træt af at betale topskat.

Berlingske havde en 1. majreportage for snart en del år siden, som gjorde et stort indtryk på mig. Avisens fotograf havde fundet et godt motiv. En stilladsarbejder i bar tatoveret overkrop. Stegt både af solen og de mange øl, han havde tømt. Han røg sig en lille bønne og fik ikke det store ud af at høre på de mange taler. En forarget pige – formentlig et medlem af Frit Forum fra Roskilde – skælder ud over, at fotografen er mega fordomsfuld, for sådan er det altså ikke alle arbejdere, der ser ud. Da så journalisten taler med stilladsarbejderen, så fortæller han, at han ikke stemmer rødt. Han stemmer på Venstre – for det er man jo nødt til, når man tjener over 400.000 kr.

Hvordan kan man som arbejderparti være modstander af, at det skal kunne betale sig at arbejde?

Jeg fatter virkelig ikke Socialdemokratiets modstand mod eksempelvis kontanthjælpsloftet.

En familie med tre børn, hvor både far og mor er på kontanthjælp, kan årligt få 454.215 kr. før skat i samlede årlige ydelser. Hvis I kan huske tallet, så har I nok set det på busser og billboards i valgkampen. Er man så fattig? Vel er man da ej. Er det ikke meget rimeligt, at der er en mærkbar forskel på, om man sidder i supermarkedet og arbejder eller ligger på sofaen? Ja, jeg synes også, at det er synd for folk på kontanthjælp – men det er først og fremmest synd, at de ikke har et arbejde – ikke at deres ydelser er for lave, for det er de ikke.

Men hvad siger en socialdemokrat? Han siger noget i retning af følgende:

»Jamen kontanthjælpsmodtagerne gør jo alt, hvad de kan for at finde et arbejde… Det er faktisk kun Dovne Robert, der ikke gider at arbejde… Og i øvrigt har jeg hørt, at han vist nok er en skuespiller, som Venstres pressetjeneste havde købt og betalt…. Men alle de andre er faktisk helt vilde i varmen for at komme ud og arbejde i regn og slud, i sne og frost skal posten ud, når man er post – og hvis der bare var noget arbejde at få, så kan jeg love dig for, at så skulle folk nok tage imod det arbejde, og hvis det endelig er nogens skyld, så er det i hvert fald ikke den enkeltes skyld – det er samfundets skyld. Det er regeringens skyld – medmindre der rent undtagelsesvist er en socialdemokratisk regering, så er det naturligvis den forrige regerings skyld.«

Men kammerater. I er ikke i sync – som det vist hedder nu om stunder – med befolkningen. Ifølge noget der hedder Ugebrevet A4, som vist ikke kan beskyldes for at være højreorienteret, så mener 63% af befolkningen, at det er kontanthjælpsmodtagerne selv, der har hovedansvaret for at komme i arbejde. 15 pct. mener, at det er kommunen. 8 pct. peger på regeringen. 6 pct. siger virksomhederne. 8 pct. ved det ikke.

Og 53 pct. mener, at de godt selv kunne gøre en større indsats for at komme i arbejde. 27 pct. mener, at de ikke kan gøre mere, end de allerede gør. 20 pct. ved det ikke.

Og så er der topskatten. Jeg fatter virkelig ikke Socialdemokratiets skatteforelskelse. Er det ikke meget rimeligt, at man kan få lov til at beholde lidt mere af sin overarbejdsbetaling? Jeg synes det – men I gør ikke.

Vi knuges under stat og love - vi flås af skattens skarpe klo

Helt ærligt - hvornår gik det galt for jer?

Jeg elsker arbejdersangbogen – ikke mindst ”Internationale”. Og ikke kun for den smukke og svulstige melodi, men også for teksten.

»Vi knuges under stat og love
vi flås af skattens skarpe klo«

Tænker man på det kongelige danske socialdemokrati, når man hører de linjer? Eller tænker man på os i Venstre?

Eller hvad med sidste vers – her i en nyere oversættelse fra 1978.

»Vi arbejder- og bondemasser
er jordens mægtigste parti;
vi gavner jorden! De der nasser
må finde sig et nyt logi.«

Jeg tænker på Venstre. Ikke mindst, fordi bønderne kom med i verset, naturligvis.

Hvis udlændinge vil arbejde i danske virksomheder, så må de gøre det i udlandet

Og så er der den internationale solidaritet. 35 år tog det, før Socialdemokratiet opdagede problemerne med en del af de udlændinge, der bor i Danmark. På trods af de socialdemokratiske borgmestre, der længe havde råbt højt om problemerne. Men nu er det til gengæld som at være sammen med en ryger, der lige er holdt op. De er som bekendt de mest fanatiske antirygere, der findes. I har nu kastet jer ind i kampen og kæmper nu om at overhale Venstre højre om sammen med jeres nye venner hos Dansk Folkeparti.

Og her kommer uviljen mod det arbejdende folk igen frem i jer. Udlændinge skal aldeles ikke komme til Danmark – og da slet ikke, hvis de kommer for at arbejde. Hvis udlændinge vil arbejde i danske virksomheder, så må virksomhederne flytte til udlandet.

Og det gør de så.

I har sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten sat beløbsgrænsen op, så der i dag er virksomheder, der ikke kan få besat ledige stillinger med kvalificeret arbejdskraft – medmindre man naturligvis vil give den udenlandske ansatte mere i løn end hans danske kollega. Det vil nok ikke blive så godt modtaget, tænker jeg.

Denne kategori af udlændinge bidrager fra dag et. Den årlige nettogevinst er 84.000 kr. for statskassen. Sammenlagt taler vi om 6 mia. kr. Det kan man få mange skattelettelser for. Eller uddannelse – hvis I foretrækker det.

Jeg forstår jer ikke. Vi skal gøre det lettere for virksomhederne at få arbejdskraft. Ikke sværere. Den indiske it-medarbejder tager ikke noget fra nogen. Han giver noget til nogen. Vi lever i en globaliseret verden, og hvis virksomhederne ikke kan få kvalificeret arbejdskraft i Danmark – så flytter de.

Så kære Frit Forum, scient.pol.’ere, sambassere og humbassere i Roskilde og København. Foren jer i kampen for Danmark, for danske arbejdspladser og danske arbejdere – og udenlandske arbejdere i det omfang, der er brug for dem.

I går den forkerte vej.

Vend om – så vi sammen kan skabe vækst og velstand.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Jan E. Jørgensen (f. 1965) er medlem af Folketinget for Venstre og er partiets EU-ordfører, kommunalordfører samt menneskerettighedsordfører. Han er desuden rådmand og første viceborgmester på Frederiksberg, hvor han også bor sammen med sin kone og deres to børn. Jan E. Jørgensen er uddannet advokat, men har haft orlov siden 2012, da han blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2011.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
06.12.19, 13:22
Kinesernes strategiske hensyn kan blive rigsfællesskabets værste mareridt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.12.19, 10:45
Hold fingrene fra at kriminalisere jødisk omskæring. Forslaget om, omskæring skal betragtes som vold, gør danske jøder hjemløse. For omskæring er en gammel religiøs nødvendighed. Læs mere
Af Jens Kindberg
05.12.19, 22:40
Den laveste socialgruppe bor primært til leje i almene boliger - ikke ligefrem er et miljø, som er befordrende for at komme frem i verden. Der er brug for et politisk holdningsskift. Læs mere
Af Signe Munk
05.12.19, 14:30
Det kniber fortsat med at tage ansvar for den globale opvarmning. Den rammer ikke de største syndere hårdest – tværtimod. Og på COP 25 skal de rigeste lande igen holdes op på løfter om at spytte i bøssen. Læs mere
Af Harun Demirtas
05.12.19, 14:13
Jeg væmmes over de politikere, der sætter sig imod, at vi hjælper afviste udlændinge - bare fordi de er dem, de er. Og selv om mange frivillige er villige til at hjælpe. Læs mere
Af Nauja Lynge
04.12.19, 11:24
Vi har ikke brug for flere hovsaløsninger, som ikke indeholder andet end en ommøblering af dækstolene på Titanic. Læs mere
Af Rune Lund
04.12.19, 09:59
Hvor er det skønt, at vi er sluppet af med den borgerlige regering! Læs mere
Af Isabella Arendt
04.12.19, 08:22
1 pædagog mere for hvert 185. barn. Det er en ommer, SF. Det er en ommer, kære regering. At ville være børnenes statsminister er en titel, man skal fortjene – i børnehøjde – ikke et slogan, man kan lyve om i valgkampen. Læs mere
Af Alex Vanopslagh
03.12.19, 20:38
Denne finanslov gør velfærden dyrere under påskud af at hjælpe borgerne. Men allerede til næste års finanslov - og de mange, der kommer efter - vil vi opleve, at velfærden stadig er utilfredsstillende trods de øgede antal milliarder. Kuren mod den evige fordyrelse af den offentlige sektor er mere frit valg, mindre bøvl og bureaukrati, mere tillid og meget mere konkurrence. Læs mere