Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

121 forskellige partier kæmper om at komme på stemmesedlen – de kommer ikke alle i Folketinget – og deres eksistens er på samme tid opløftende og deprimerende

Stram Kurs og Cirkuspartiet er to forskellige partier.

På det seneste har Rasmus Paludan og hans parti, Stram Kurs, tiltrukket sig en hel del opmærksomhed. Før ham var det partiet og manden af samme navn Klaus Riskær Pedersen, der var i medierne konstant, og han afløste Pernille Vermund og hendes tropper i Nye Borgerlige.

Oprør mod gammelpartierne

Fællesnævneren mellem de tre partier er opgøret med det, som Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, i sin tid kaldte gammelpartierne – og det var ikke venligt ment. Det ligger også i navnene på i hvert fald to af de nye partier, at de næppe selv regner med at holde 100-års jubilæum – sådan som eksempelvis Venstre og Socialdemokratiet har gjort. Man kan jo ikke blive ved med at hedde Nye Borgerlige – på et tidspunkt bliver man vel lige så gammel og grå som alle de andre borgerlige. Og kan partiet Klaus Riskær Pedersen eksistere, når partistifteren ikke længere gør det?

Når de nye partier bliver gamle

Af samme grund må man formode, at Ny Alliance skiftede navn til Liberal Alliance. De var tidligere meget i vælten, men nu er heller ikke det parti lige så nyt og moderne, som da det blev stiftet. Det samme kan siges om Alternativet, der i enkelte meningsmålinger har været tæt på spærregrænsen. Nyhedens interesse er væk, og partiet må nu kæmpe på lige fod med alle de gamle partier. Navnet antyder også, at partiet næppe selv tror på, at Uffe Elbæk ender som statsminister. I så fald ville det jo blive alle de andre partier, der var alternativet til Alternativet.

Det er svært for nye partier at blive gamle

Historisk har det vist sig, at det er meget svært for de nye partier at slå rod og blive til gamle partier. Kristendemokraterne er det eneste tilbageværende af de partier, der stormede ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 – og partiet ser ikke ud til at komme i Folketinget igen. Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet har opgivet kampen.

Et hav af venstrefløjspartier er også døde og borte – Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, Socialistisk Arbejderparti og Kommunistisk Arbejderparti. Og så var der Danmarks Humanistiske Parti, der også forsøgte sig – uden held.

Planetpartiet, Veganerpartiet og Feministisk Initiativ

Til næste valg er der mange, der er i gang med at samle underskrifter. Veganerpartiet, Feministisk Initiativ og partiet Jorden Frihed Kundskab – der deler initialer med Kennedy, JFK. Ikke helt tilfældigt, da partiet sværmer for en række konspirationsteorier.

De Mentale Krigere, De Progressive og Planetpartiet er andre nye partier sammen med Respektpartiet, Værdighedspartiet og Værdipartiet. De to sidste kunne man godt komme til at forveksle.

Og så er der en række partier, som har nogle navne, der er så gode, at man næsten får lyst til at stemme på dem: Sund Fornuft, Folkets Stemme og Bedre Danmark for at nævne tre.

Enkeltsagspartierne

Der er enkeltsagspartier som Partiet for de hjemløse og socialt udsatte. En snæver – men i hvert fald sympatisk – dagsorden. Andre partier med kun ét punkt på dagsordenen er Fri Cannabis, Klimapartiet og Dyrenes Parti Danmark – forkortet DPD. Hvis dyrene havde stemmeret, så skulle de nok kunne blive valgt.

Der er også en række partier med lidt mystiske navne: Blankt Folkeparti, Jydsk Parti, Krydset, Kælderpartiet og ikke mindst partiet Lilla. De er sikkert glade for Prince.

De sjove partier

Endelig er der nogle partier, som nok ikke er helt seriøse: Valgfest med mexicansk tema, Cirkuspartiet og Menneskerettigheder til krager – NU !

Og der er mange flere. 121 partier alt i alt.

Der sidder sikkert mange engagerede mennesker bag en del af partierne – og i andre af partierne er det nok noget andet end engagement, der ligger til grund for det nye parti.

Opløftende og deprimerende med de mange nye partier

Der er noget på samme tid opløftende og deprimerende bag de mange nye partier. Opløftende, at så mange søger demokratisk indflydelse og går i kast med det kæmpe arbejde, som det må være at stable et nyt parti på benene. Deprimerende, fordi der er så mange, som ikke føler, at de etablerede partier er nok. En del vælgere savner noget hos os i de gamle partier. Hvad det er, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg tror, at en af forklaringerne er, at partier i stigende grad er noget, man vælger fra – og ikke noget, man vælger til.

Fravalg frem for tilvalg

Hvis en enkelt politiker siger eller gør noget dumt – eller bare noget, som man er voldsomt uenig i, ja så holder man op med at stemme på partiet. Det hænder, at jeg får mails fra folk, der påstår, at de tidligere har stemt på Venstre, og som nu føler trang til at fortælle mig, at jeg er grunden til, at de ikke længere stemmer på Venstre. Det er da et mærkeligt argument. Så kan man da bare stemme på en anden kandidat – alene i Københavns Storkreds er vi 12 kandidater, så hvis man er utilfreds med mig, så skulle man da tro, at man kunne finde én blandt de øvrige 11 kandidater, man var mere enig med.

Så længe vi ikke har fem millioner forskellige partier, så vil det aldrig kunne lykkes at finde et parti, som man er 100 pct. enig med i et og alt.

Spærregrænsen på 2 pct. sætter en grænse på højst 50 partier, hvis de alle lige præcis opnår de magiske 2 pct. af stemmerne. Hverken mere eller mindre. Det ville sikkert blive lidt nemmere at finde et parti, man sympatiserede med, men til gengæld ville det blive ret besværligt at danne regering – og lave politik.

Selv med alle de gamle partiers fejl og mangler, så er systemet nok det bedste opnåelige. Men måske skal vi blive bedre til at forklare, at vi ikke er kloner af hinanden, selv om vi er fra samme parti. Og forklare, at man som vælger bør gøre sig selv den tjeneste at lære de enkelte kandidater bedre at kende. Så bliver det nemlig lettere at finde et sted at sætte sit kryds.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Valgdebat

Kronik: Det forpligter at koble sig på Team Thunberg

Anna Ebbesen
De senere år har vist, at der kan være politisk succes i at definere sig som anderledes end de andre, men faldet kan være tilsvarende brat, når realiteterne viser, at man er som de andre.

Debat: Man kan ikke se enden på socialdemokratiernes krise

Christoph Arndt
Det er svært at se, hvordan det europæiske socialdemokrati vil genopstå som folkeparti ved EU-valget eller i den nærmere fremtid. De fleste socialdemokratiske partier i Europa har ikke fundet en løsning på krisen.

Kronik: Jobcentre gør mennesker syge – politikerne må handle nu

Anders Beich
Hvis man ikke kan fungere på arbejdsmarkedet, ej heller få timer i et fleksjob, så skal man kunne førtidspensioneres, uden først at skulle gennem et mangeårigt opslidende og nedværdigende forløb, som dræner den sidste livsvilje ud af enhver.
Der er:
00 dage
00 timer
00 minutter
00 sekunder
til valgstederne åbner

Få folketingsvalget direkte i indbakken Tilmeld dig nyhedsbrevet skrevet af vores politiske journalister og få hånd­plukkede historier om folketingsvalget

Modtag kl.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}