Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Er meningsmålinger svindel og humbug købt og betalt af EU?

Det korte svar er: nej. Ikke desto mindre støder jeg på den type påstande tit og ofte.

Senest har Altinget stillet fire spørgsmål til et repræsentativt udsnit af vælgerne:

Hvilket udsagn om Danmarks forhold til EU er du mest enig i?

  • Danmark skal afskaffe alle forbehold og integreres fuldt og helt i EU-samarbejdet
  • Danmarks tilslutning til EU skal fortsætte på samme niveau som i dag
  • Danmark skal blive i EU, men EU skal have mindre indflydelse på danske forhold end i dag
  • Danmark skal melde sig ud af EU

Resultatet blev, at 13 pct. vil af med samtlige forbehold, og 36 pct. ønsker en tilslutning til EU som i dag. Samlet set ønsker 49 pct. altså mindst lige så meget EU som i dag. Jeg kunne ønske mig en valgmulighed, der gik ud på, at Danmark skulle afskaffe et eller flere af forbeholdene, men den mulighed er der ikke – og sådan er det.

35 pct. vil gerne blive i EU, men EU skal have mindre indflydelse på danske forhold end i dag. Og så er der sølle 8 pct., som vil have Danmark helt ud af EU. Endelig er der 8 andre pct., der ikke ved, hvad de skal mene.

Meningsmålinger preller af på EU-modstandere

Den slags meningsmålinger gør ikke det store indtryk hos en del af EU-modstanderne, som man kan følge med i på de sociale medier. Deres indvendinger kan opdeles i følgende grupper:

Ingen har spurgt mig

”Jeg er ikke blevet spurgt – og alle dem, jeg kender, vil ud af EU, så jeg tror ikke på det”.

Hertil kan jeg sige, at jeg heller ikke er blevet spurgt – og alle dem, jeg kender, vil blive i EU, hvis vi lige ser bort fra mine kollegaer i Folketinget fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti. I meningsmålinger kan man i sagens natur ikke spørge alle – der er tale om et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på typisk omkring 1.000 mennesker. Så sandsynligheden for at komme med i en meningsmåling er ret lille.

Meningsmålingerne er købt og betalt af EU

”Den slags undersøgelser er jo købt og betalt af EU – så det kan man ikke stole på”.

EU finansierer ganske rigtigt meningsmålinger – de såkaldte Eurobarometer-undersøgelser – men alle mulige andre laver også meningsmålinger – politiske partier, aviser – og som i den konkrete undersøgelse: Altinget. Man kan købe en meningsmåling, men man kan ikke købe et resultat. Hvis man kunne, så må det da undre, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten så ikke bare splejser til en meningsmåling, der viser, at det kun er 8 pct., der ønsker at blive i EU.

Meningsmålingerne tager jo altid fejl

”Meningsmålinger tager jo altid fejl. Se bare på Brexit og Trump. Der ramte de jo også helt vildt skævt.”

Det er korrekt, at de fleste meningsmålinger forudså, at briterne ville blive i EU, og at Hillary Clinton ville blive præsident. Man glemmer bare, at tallene lå ret tæt. I brexit var der enkelte meningsmålinger, der forudså, at så mange som 55 pct. ville stemme for at blive i EU – og som bekendt var det ”kun” 48 pct., der endte med at være remainers. Der var således en forskel på 7 procentpoint. Der er meget langt fra de 8 pct., der vil ud af EU ifølge Altinget, og så til et flertal, hvilket som bekendt kræver 50 pct.. Helt præcist 42 procentpoint. Og man glemmer også, at Hillary Clinton også i det endelige valgresultat fik flere stemmer end Trump. Med andre ord – så skæve er meningsmålingerne trods alt heller ikke.

I tør jo ikke møde vælgerne

”Hvis I er så sikre på de meningsmålinger, hvorfor udskriver I så ikke bare en folkeafstemning? I tør jo ikke, fordi I ved, at der vil være stort flertal mod EU”.

Man skal aldrig udskrive en folkeafstemning, hvis man ikke ønsker ændringer. De hidtidige folkeafstemninger er blevet udskrevet, fordi EU har ændret sig, og fordi et folketingsflertal har ønsket, at Danmark fortsat skulle være en del af det fornyede EU. Derfor har en folkeafstemning været nødvendig.

Men hvorfor skulle et flertal udskrive en folkeafstemning om noget, som flertallet ikke ønsker? Det giver ikke mening – og da slet ikke, når samtlige meningsmålinger viser, at et kæmpe flertal blandt befolkningen er enigt med flertallet i Folketinget.

Er det udemokratisk? Nej da. Det er jo heller ikke sådan, at mindretallet af republikanere i Folketinget kan forlange af flertallet, at der udskrives en folkeafstemning om en afskaffelse af kongehuset.

Vi har i øvrigt heller ikke nogen folkeafstemning om, hvorvidt vi skal være medlemmer af Nato, Nordisk Råd, FN eller Europarådet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Jan E. Jørgensen (f. 1965) er medlem af Folketinget for Venstre og er partiets EU-ordfører, kommunalordfører samt menneskerettighedsordfører. Han er desuden rådmand og første viceborgmester på Frederiksberg, hvor han også bor sammen med sin kone og deres to børn. Jan E. Jørgensen er uddannet advokat, men har haft orlov siden 2012, da han blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2011.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
10.12.19, 23:44
Send pandaerne retur, og send Statsministeren på kursus i, hvordan man bedst beskytter den danske stat mod trusler fra Kina.   Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.12.19, 17:05
En kombination af befolkningsudskiftning og svensk politisk korrekthed er årsagerne. Læs mere
Af Martin Ågerup
10.12.19, 14:13
Vores skattesystem straffer helt almindelige mennesker for at være flittige Læs mere
Af Nauja Lynge
10.12.19, 12:15
Forsvarsminister Trine Bramsen kaster aben videre i svindelsagen i forsvaret, men på nuværende tidspunkt burde hun nøjagtig vide, hvornår alvoren gik op for departementschefen. I mellemtiden er der flere ting, politikerne kunne gøre for åbenheden. Læs mere
Af Henrik Højlund
09.12.19, 19:44
Game of Thrones og Bachs juleoratorium lokker med noget stort i vores små liv. Læs mere
Af Peter Kofod
09.12.19, 12:21
Når EU-tilhængerne taler løsninger i det europæiske samarbejde, taler de desværre om et EU, der ganske enkelt ikke findes. Læs mere
Af Nauja Lynge
09.12.19, 09:29
USA er ikke en venlig kolonimagt, som skal fortælle danskerne, hvad vi skal mene. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
08.12.19, 18:27
De seneste års nedskæringer i uddannelsessystemet, den mangelfulde klimaindsats og alvorligt forringede velfærd rettes ikke op med denne finanslovsaftale. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er slet ikke nok – og de små forbedringer skyldes kun bevægelsernes utrættelige kamp. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.12.19, 15:18
Ole Hasselbalch vil for altid tjene som inspiration for nationalt sindede danskere. Læs mere
Af Nauja Lynge
08.12.19, 12:16
Hvis bare alle danske statsborgere ville følge hans eksempel. Læs mere