Socialdemokratiet er imod løndumping. Det er vi bestemt også i Venstre. Historien om filippinske chauffører, der kører lastbil for 15 kr. i timen og sover i en container, er et eksempel på en totalt uanstændig måde at behandle andre mennesker på, og politiet efterforsker da også den pågældende arbejdsgiver for menneskehandel.
Der er langt fra 15 kr. til 162 kr.
Ja – 15 kr. i timen er løndumping og noget forbandet svineri, men 162 kr. i timen er altså ikke løndumping. Det burde alle kunne være enige i – bortset fra socialdemokraten Morten Bødskov. Han rejser nemlig rundt med en vild påstand om, at en løn på 162 kr. i timen skulle være udtryk for løndumping.
Læs det lige igen: En medarbejder, der er ansat til 162 kr. i timen med pension oveni, er efter Socialdemokratiets opfattelse systematisk underbetalt. Det kræver ikke meget at gennemskue, at der selvfølgelig er tale om det pure spin fra socialdemokraternes side.
For skulle det være rigtigt, ja så er der talrige faggrupper i Danmark på retmæssige offentlige eller private overenskomster, som tjener en hæderlig løn, der gør sig medskyldige i løndumping.
Er det den butiksansatte, SOSU-assistenten, programmøren eller landbrugsmedarbejderen, Socialdemokratiet anklager for at undergrave det danske arbejdsmarked?
Virksomhederne har brug for udenlandsk arbejdskraft
Alt det her udspringer af et forslag fra regeringen om at gøre det nemmere for gode, danske virksomheder at rekruttere kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft ved at sænke den såkaldte beløbsgrænse.
Lige nu er grænsen på 418.000 kr. om året, hvilket desværre forhindrer vores virksomheder i at ansætte det antal medarbejdere, de har behov for inden for de områder, hvor den overenskomstmæssige løn er under dette beløb.
Talrige erhvervsledere fra mange forskellige brancher har råbt op om, hvor stort behovet for udenlandsk arbejdskraft er. Vi burde være glade for, at det går godt i Danmark, og at virksomhederne har brug for udenlandsk arbejdskraft. Den arbejdskraft kan de desværre ikke få – og så flytter arbejdspladserne til udlandet – hvor man som bekendt kan få masser af udenlandsk arbejdskraft.
Det kan vi takke Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF for, som har stemt regeringens forslag om en lavere beløbsgrænse ned – og som har gjort det ved at misbruge begrebet løndumping.
Ved Bødskov mon, hvad almindelige lønmodtagere tjener?
Ved at gøre et spørgsmål om noget så vigtigt som arbejdskraft og vækst – og deraf øget velfærd – til et spørgsmål om løndumping skyder mine gode kolleger i S ikke bare sig selv i foden. De nedgør samtidig den store del af befolkningen, som uden prangende lønninger hver dag løfter nogle af samfundets vigtigste opgaver.
Ved Morten Bødskov mon ikke, at langt de fleste danskere faktisk arbejder til lønninger, som ikke overstiger 330.000 kr. om året?
De er ikke løndumpere. De er helt almindelige mennesker, som hver dag står op og går på arbejde og bidrager til den kernevelfærd, som skal være til gavn for vores børn, vores ældre, vores syge og dermed vores alles tryghed.