Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

100 mio. kr. til stigende energipriser er nærigt, når man har 2,7 mia. kr. at flytte med

Det er ikke rimeligt, at så mange får problemer med at betale sig ud af de voldsomme energistigninger.

Energipriserne stiger. Det har mange allerede oplevet, og priserne vil forventeligt være høje også i år. Det rammer os alle, men jo først og fremmest de børnefamilier, som kun netop får økonomien til at løbe rundt.

Den grønne omstilling skal ikke betales af kolde hjem. En bæredygtig fremtid er netop IKKE en fremtid, hvor vi har lavere livskvalitet, færre mulighed eller skal spinke og spare for at varme vores hjem op. En bæredygtig fremtid skal være en lys fremtid – både i ånden og i pærerne.

Regeringen har fundet 100 mio. kr. til at løse problemet. Det er ca. 1 mio. til hver kommune, som de skal fordele ud fra, hvor der er størst behov. SF og EL vil så forlange af ældre mennesker, at de skal søge om penge, gennemskue, hvor og hvordan man ansøger, og så vente på at få pengene. Det er ikke rimeligt, og alt for mange af dem, som virkelig har brug for hjælp, får måske ikke søgt og står endnu værre stillet.

Samtidig kan staten varme sig ved en merindtægt på 2,7 mia. kr. fra de stigende energipriser. Det skyldes dels, at staten skal betale færre tilskud til biogasanlæg og vindmølleejere. Dels, at CO2-kvoternes pris stiger, så staten tjener ca. 30 kr. ekstra pr. kvote. Disse penge kan man ikke bruge på strukturelle udgifter. For falder prisen igen, forsvinder merindtjeningen, og energimarkedet er særdeles bevægeligt og uforudsigeligt.

Hvis vi ikke finder langsigtede løsninger med stabil, grøn energi i en hidtil uset skala, så frygter jeg, at energipriserne vil fortsætte med at stige, til vi fryser fast.

Derfor burde vi gennemføre en automatisk regulering på afgifter, som vi gør med tilskud. Sikre, at når energiprisen stiger, så falder afgiften, og når prisen falder, stiger afgiften igen. På den måde har staten altid en forudsigelig indtægt, og forbrugerne en forudsigelige udgift. Staten skal jo ikke tjene på, at Putin regulerer for gaspriserne, eller at folk er ved at gå fra hus og hjem.

KD tog problemet op allerede før jul i finanslovsdebatten i folketingssalen, da prisstigningerne var på sit højeste. Og vi har sendt et brev til vores forligspartnere bag finansloven og bedt regeringen om at indkalde os for at finde løsninger.

På den lidt længere bane skal vi have en seriøs debat om, hvordan vi sikrer et tilstrækkeligt udbud af grøn energi i Europa, i takt med at efterspørgslen heldigvis stiger. Vi kan ikke regulere prisen direkte, men vi kan sikre, at vi i fremtiden har langt mere stabil produktion af grøn strøm, i en større skala og med flere forskellige energikilder end i dag – herunder kernekraft.

Hvis vi ikke finder langsigtede løsninger med stabil, grøn energi i en hidtil uset skala, så frygter jeg, at energipriserne vil fortsætte med at stige, til vi fryser fast.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen