Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det er sæson for to rådne kulturer: druk og sexisme

Der er sandelig brug for, at vi står sammen mod en rådden kultur, når det handler om respekt og sexisme på arbejdspladserne. Og her bliver vi altså nødt til at rydde op i debatten:

Det handler IKKE om mænd og kvinder, men om magt og respekt.

Det handler IKKE om, hvem der gjorde hvad engang. Det handler om at undgå, at der er medarbejdere, der på mandag har oplevelser om krænkelser fra weekendens fester.

Og så bliver jeg nødt til at sige det: Det handler også om alkohol og en rådden drukkultur i Danmark.

Det er ikke en undskyldning, at man er fuld, hvis man krænker andre. Der er aldrig en undskyldning!

Men alt for mange forfærdelige historier starter med en for høj promille. Så faktisk er problemet to rådne kulturer. Og bare for lige at tage en mulig misforståelse i opløbet også: Det handler ikke om forbud mod alkohol. Og jeg ligestiller ikke krænkelser med en øl for meget. Men begge problemer sameksisterer, og vi bliver nødt til at gøre op med begge dele.

Det handler om en generel drukkultur, hvor en høj promille bliver målet i sig selv, og hvor sociale relationer, respekt og værdighed viger for det mål. Det er problemet. Det handler om mængde, ikke om forbud.

Vi trænger til et grundlæggende kulturopgør. Ikke en heksejagt eller en polariseret debat mellem kønnene. Men en helt grundlæggende kultur, hvor målet bliver, at man kan feste, drikke og være sammen med en grundlæggende respekt for hinanden.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen