<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Der er ikke meget frihed tilbage i kvindekampen

I dag er det så meningen, at jeg skal gå på barrikaderne for kvindekamp og argumentere for lige netop min udgave af at være kvinde. Det vil jeg altså ikke! Jeg vil hellere have familiens suverænitet tilbage, sikre frihed til at vælge sin hverdag og så ellers ikke blande mig i, hvor mange hjemmepassere, direktører, politikere, musikere eller barslende kvinder, der er. Det må de selv om.

Jeg har altid haft et ambivalent forhold til netop denne dag. Som kvinde forventes det, at jeg bakker op og går på barrikaderne for mit køn. Mit problem med dagen er bare, at kvinder jo ikke er én homogen gruppe. Der er ligeså mange ønsker til livet som kvinde, som der er kvinder. Det forsvinder nemt på en dag som i dag.


Der er kvinder, som vil arbejde i hjemmet og kvinder, som vil have bestyrelsesposter. Der er kvinder, som kæmper imod sexisme og kvinder, som udøver sexisme. Der er kvinder, som drømmer om moderskabet og kvinder, som ikke vil have børn.


Kvinder er ikke én gruppe. Vi er millioner af forskellige mennesker med forskellige drømme, behov og kampe. Vi er en del af samfundet og står ofte sammen med mænd i vores kamp, drømme og behov.


Måske tiden endelig er moden til, at vi har lidt mere fokus på frihed frem for lighed. Jeg er faktisk ligeglad med, hvor mange kvindelige bestyrelsesmedlemmer der er i Danmark, så længe vi vælger de bedste til posterne. Jeg er også ligeglad med, om kvinder har lyst til at blive mor eller ej. Hvis alle kvinder har frihed til at vælge den fremtid, de selv drømmer om, så vil jeg ikke gøre mig til dommer over, om deres valg er “ligestillet nok”.


Jeg har længe kæmpet for tilskud til hjemmepasning og får af såkaldte søstersolidariske feminister at vide, at jeg åbenbart bekæmper ligestillingen ved at lade kvinder vælge mere frit, hvad de vil bruge deres liv på. Der findes kvinder, som vil have karriere - dem hører vi ofte til. Der findes også kvinder, som gerne vil være fuldtidsmødre derhjemme - dem udskammer samfundet som problemer for ligestillingen.


Det forstår jeg ikke.


Burde ligestilling ikke handle om frit valg? Frem for samme valg?


Medmindre de solidariske søstre faktisk tror, at der kun er én rigtig måde for halvdelen af verdens befolkning at tænke på - og det tror de vil ikke reelt? - så bliver de nok nødt til at indstille sig på en verden, hvor ikke alle kvinder er ligesom dem.


Det kunne være fedt, hvis man som kvinde - og mand - fik rammerne til at vælge som man har lyst til. At vælge at arbejde eller være hjemme. At barslen var til fri fordeling og at hjemmepasning og institutioner blev økonomisk ligestillet. Det betyder så, at der er mennesker som ender med en lavere pension og lavere anciennitet på arbejdsmarkedet end andre. Ja. Men hvis de selv har valgt det, hvad er så helt præcist problemet? Er det fordi søstersolidariteten ikke rækker til at tro på, at kvinder i dag kan træffe deres egne valg i livet og forstå konsekvenserne?


Når jeg som kvinde skal vælge min fremtid, så rådfører jeg mig altså ikke med feministiske slogans. I dag er det så meningen, at jeg skal gå på barrikaderne for kvindekamp og argumentere for lige netop min udgave af at være kvinde. Det vil jeg altså ikke! Jeg vil hellere have familiens suverænitet tilbage, sikre frihed til at vælge sin hverdag og så ellers ikke blande mig i, hvor mange hjemmepassere, direktører, politikere, musikere eller barslende kvinder, der er. Det må de selv om.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Isabella Arendt (f. 1993) er formand for KD - Kristendemokraterne. Hun siger ofte noget om børn og brænder for alt, der har med vores hverdag og familieliv at gøre. Derudover er hun inkarneret klimaoptimist med tillid til det gode i mennesker. Hun har arbejdet med lykkeforskning, skrevet rapporter om arbejdslyst og er uddannet bachelor i statskundskab. Privat er hun gift med Caspar og bor i København.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
21.04.21, 00:00
Engang var organisationen noget med udviklingen i de varme lande. I dag handler det om udviklingen i de kolde lande. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
20.04.21, 10:30
Teknokraterne på markedsuniversitetet spytter ligegyldige artikler ud, som ingen læser. Vi skal have det borgerlige universitet tilbage Læs mere
Af Uffe Elbæk
20.04.21, 09:59
Ud med dansk trumpisme og nationalkonservativ identitetspolitik og ind med internationalt samarbejde, demokratisk sindelag og respekt for mangfoldigheden. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.04.21, 15:23
Kineserne klasker sig på lårene af grin over USA’s og Vesteuropas kurs mod den multietniske afgrund. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
18.04.21, 14:30
Hallo, hallo, er du til stede, Lars? Læs mere
Af Mikael Jalving
18.04.21, 10:00
Tak til den store tyske menneskekender Arthur Schopenhauer, der allerede for 200 år siden slog fast, at viljen er umættelig og ideologisk. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.04.21, 17:57
Samtidig bæver jeg ved reaktionerne fra både EU og Danmark. Læs mere
Af Martin Ågerup
17.04.21, 13:09
Fastholdelsen af forsamlingsforbud på 10 tilsidesætter en grundlovssikrede rettigheder uden saglig grund Læs mere
Af Marie Høgh
16.04.21, 14:00
Hvis du tror, at socialdemokraterne er nationalkonservative, er du faldet for et snedigt orkestreret blændværk. Læs mere