Jeg har altid haft et ambivalent forhold til netop denne dag. Som kvinde forventes det, at jeg bakker op og går på barrikaderne for mit køn. Mit problem med dagen er bare, at kvinder jo ikke er én homogen gruppe. Der er ligeså mange ønsker til livet som kvinde, som der er kvinder. Det forsvinder nemt på en dag som i dag.
Der er kvinder, som vil arbejde i hjemmet og kvinder, som vil have bestyrelsesposter. Der er kvinder, som kæmper imod sexisme og kvinder, som udøver sexisme. Der er kvinder, som drømmer om moderskabet og kvinder, som ikke vil have børn.
Kvinder er ikke én gruppe. Vi er millioner af forskellige mennesker med forskellige drømme, behov og kampe. Vi er en del af samfundet og står ofte sammen med mænd i vores kamp, drømme og behov.
Måske tiden endelig er moden til, at vi har lidt mere fokus på frihed frem for lighed. Jeg er faktisk ligeglad med, hvor mange kvindelige bestyrelsesmedlemmer der er i Danmark, så længe vi vælger de bedste til posterne. Jeg er også ligeglad med, om kvinder har lyst til at blive mor eller ej. Hvis alle kvinder har frihed til at vælge den fremtid, de selv drømmer om, så vil jeg ikke gøre mig til dommer over, om deres valg er “ligestillet nok”.
Jeg har længe kæmpet for tilskud til hjemmepasning og får af såkaldte søstersolidariske feminister at vide, at jeg åbenbart bekæmper ligestillingen ved at lade kvinder vælge mere frit, hvad de vil bruge deres liv på. Der findes kvinder, som vil have karriere - dem hører vi ofte til. Der findes også kvinder, som gerne vil være fuldtidsmødre derhjemme - dem udskammer samfundet som problemer for ligestillingen.
Det forstår jeg ikke.
Burde ligestilling ikke handle om frit valg? Frem for samme valg?
Medmindre de solidariske søstre faktisk tror, at der kun er én rigtig måde for halvdelen af verdens befolkning at tænke på - og det tror de vil ikke reelt? - så bliver de nok nødt til at indstille sig på en verden, hvor ikke alle kvinder er ligesom dem.
Det kunne være fedt, hvis man som kvinde - og mand - fik rammerne til at vælge som man har lyst til. At vælge at arbejde eller være hjemme. At barslen var til fri fordeling og at hjemmepasning og institutioner blev økonomisk ligestillet. Det betyder så, at der er mennesker som ender med en lavere pension og lavere anciennitet på arbejdsmarkedet end andre. Ja. Men hvis de selv har valgt det, hvad er så helt præcist problemet? Er det fordi søstersolidariteten ikke rækker til at tro på, at kvinder i dag kan træffe deres egne valg i livet og forstå konsekvenserne?
Når jeg som kvinde skal vælge min fremtid, så rådfører jeg mig altså ikke med feministiske slogans. I dag er det så meningen, at jeg skal gå på barrikaderne for kvindekamp og argumentere for lige netop min udgave af at være kvinde. Det vil jeg altså ikke! Jeg vil hellere have familiens suverænitet tilbage, sikre frihed til at vælge sin hverdag og så ellers ikke blande mig i, hvor mange hjemmepassere, direktører, politikere, musikere eller barslende kvinder, der er. Det må de selv om.
