Familien er grundstenen i vores samfund og det første fællesskab, vi som mennesker bliver en del af. Familien er for mange af os vores base gennem livet. Sådan skal det også være. Det betyder også, at børn er forældrenes ansvar først og fremmest. Børn er ikke først og fremmest statens ansvar. Selvom man nogle gange kan få den tanke, når man ser på familiepolitikken i Danmark i dag. Det virker af og til som om, at staten betragter børnene som små halvfærdige skatteborgere, der skal kontrolleres og ensrettes - og betragter forældre som et nødvendigt onde i børnenes liv.
Når det kommer til skolestart kan det derfor virke fuldstændigt gak, at der er regler for, hvornår børn skal begynde i skole. Vi har undervisningspligt i Danmark, men altså mig bekendt ikke regler for, hvornår den undervisning skal foregå. Om barnet er 5, 6 eller 7 år på første skoledag bør simpelthen ikke være noget, som staten blander sig i.
Forældrene skal have frihed til at sende deres elskede barn i skole, når barnet er klar til det. (Og parentes bemærket afsted på den skole, som forældrene vælger, uanset om den er offentlig eller privat.)
Det bør derfor være en klar borgerlig mærkesag, at forældre får frihed til at udskyde skolestart, hvis barnet har brug for det. Det handler om kampen for frihed for den enkelte borger. En klassisk borgerlig værdi, som passer fint sammen med kampen for familiens suverænitet til selv at bestemme, hvordan deres hverdag skal se ud.
Så er der undtagelserne, ja. Der er børn, som mistrives og hvor staten eller kommunen bliver nødt til at gribe ind og sende barnet i skole mod forældrenes vilje. Men det er heldigvis undtagelser. Langt de fleste forældre er ansvarlige, kærlige voksne i deres børns liv. Langt de fleste forældre kan give deres børn en god barndom. Derfor må vi også som samfund have tillid til, at det er forældrene - og ikke staten - som bestemmer om første skoledag er i barnets 5. 6. eller 7. år. Det er trods alt - som altid - forældrene, som kender barnet bedst.
