<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Mennesker med handicap er tvunget i isolation - fordi de blev glemt

I mange kommuner forsvandt ledsagerordningerne, da krisen kom. Det har for mange mennesker med handicap betydet, at de er tvunget i isolation, selvom de ikke er i risikogruppen.

Da samfundet lukkede ned, gik det pludselig stærkt. Vores hverdag blev ændret drastisk. Regeringen fik sat gang i mange gode hjælpepakker, for at forhindre at krisen havde for store konsekvenser for virksomheder, udsatte børn og lønmodtagere. Det sætter vi pris på.


Desværre blev mennesker med handicap glemt. Det endnu mere frustrerende er, at det næsten ikke kom bag på dem. Mennesker med handicap bliver alt for ofte glemt i lovgivningen, glemt når der skal findes penge - og nu også glemt, der der skulle findes hjælp.


I mange kommuner forsvandt ledsagerordningerne, da krisen kom. Det har for mange mennesker med handicap betydet, at de er tvunget i isolation, selvom de ikke er i risikogruppen. Simpelthen fordi de ikke længere får den hjælp, de har brug for og ret til. Mennesker med handicap er ikke syge. Handicap er ikke en sygdom, det er et livsvilkår. Men det gør ikke automatisk at man er mere udsat for corona, fordi man ikke kan se. Det gør til gengæld, at man nu sidder derhjemme - isoleret i ugevis, fordi man blev overset af regeringen og kommunerne.


Det er under al kritik, at vi ikke husker på ALLE vores medborgere i en krisetid. Især når man tænker på, at mange af vores medborgere med handicap går på arbejde i denne tid også. De bidrager til at holde samfundet igang. Samfundet kvitterer så med at trækker den støtte væk, som holder deres hverdag igang. Det betyder reelt, at vi har mennesker med handicap som går på arbejde, men som ikke kan komme ud at handle eller på apoteket. Der er frivillige ordninger og søde naboer, som hjælper til. Men staten har glemt dem. Igen.


Vi burde sikre, at den støtte man har ret til som menneske med handicap holder oppe også i krisetiden. Handicappet er ikke forsvundet, behovet er det samme. Vi skylder at vise samme samfundssind til vores medborgere med handicap, som de viser os!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.