Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Fodbold samler

VM i fodbold starter i dag og i de næste uger vil en hel verden være tryllebundet af spillet

 Fodbold har en enorm fascinationskraft. Det er der flere grunde til.

Først og fremmest er spillet enkelt. Der er 22 spillere på banen, og det hold, der scorer flest mål, har vundet. Basta. Reglerne er nemme at forstå, og selv off-sidereglen er til at forklare for de tungnemme. Det kræver ikke dyrt udstyr som andre sportsgrene. Det er nok med en bold og et areal at spille på – om det så er i en baggård, på gaden, på græsplænen eller på et hyperfint stadion. Derfor ser man også børn over alt i verden spille med bolden – ofte under helt umulige vilkår. Men de gør det, fordi de elsker det.

Fodbold samler. Reglerne på banen er de samme for alle – om det så er Jørgen Hattemager eller Kong Salomon, som spiller. Fodbold nedbryder sociale, kulturelle og etniske skel. Det gælder i de lokale samfund men også mere overordnet.

Vist er der også racisme i fodbold, men det er bemærkelsesværdigt, at man har taget hånd om problemet med målrettede kampagner, hvor også stjernespillerne deltager. Ved VM i Rusland vil vi se mange etnisk blandede hold, som afspejler de samfund, de er en del af. Det gælder også det danske landshold. Pione Sistos forældre var flygtninge fra Sydsudan, han er sort som kul i ansigtet men taler med den danske dialekt, som man nu taler i Tørring (hvor man lovpriser bysbarnet). Vi er stolte af ham, ligesom vi er af Zanka, Yussef Poulsen og Martin Braithwaite, som også til dels har en anden etnicitet. Vi jubler med Nadia Nadim, når hun efter et elegant løb scorer for kvindelandsholdet. En DF-politiker kom ikke godt fra det, da hun sidste år udtalte, at hun var træt af, at Nadim skulle fremhæves som ”udlænding”.

Fodbold samler nationer. Lande, som er martret af indre spændinger, finder sammen om deres fodboldlandshold. I Spanien er konflikten mellem Catalonien og centralregeringen eskaleret, men de catalanske spillere falder fint ind på landsholdet, som hele landet bakker op. I Belgien er det landsholdet, som er blevet samlingspunkt i et land, som risikerer at falde fra hinanden. Under det seneste VM var det rørende at se, hvordan tusindvis af mennesker i et splittet USA - på tværs af race, sprog og religion - fulgte det amerikanske landshold på storskærme i et ellers ”soccer-fremmed” land. I Tyskland var det ved VM i 2006 bemærkelsesværdigt, hvordan en sund nationalfølelse pludselig piblede frem. Tyskland vandt ikke VM, men de spillede godt og arrangementet var fremragende. Nu kunne de pludselig juble med tyske flag foran storskærmene og køre rundt med tyske flag på bilerne – efter at de i mange år havde puttet med deres tyskhed.

Nogle vil sige, at det er opium for folket. At sporten bliver brugt af kyniske magthavere til at styrke deres egen position og til i et kort øjeblik at lindre smerterne over de ulykker, de påfører befolkningen. Det er på mange måder korrekt, ligesom det er evident, at sport og politik ikke kan adskilles. Hvad Putins ambitiøse VM-arrangement er et godt eksempel på.

Men det kan også anskues fra en anden synsvinkel. Forandringer forudsætter optimisme, positiv energi og gode eksempler. Når spillere fra ellers fjendtlige lande spiller en kamp på fair vilkår og bagefter siger tak for kampen og i mange tilfælde omfavner hinanden, giver det os alle den tanke, at tingene faktisk kan være anderledes. Når fans fra forskellige lande efter kampen mødes på bodegaerne, synger, skåler og drikker sig fulde sammen, er der tale om en mellemfolkelig forståelse, som ikke er beskrevet i FN-Pagten eller i de diplomatiske håndbøger, men som ikke desto mindre er lige så betydningsfuld.

Sport misbruges af magthaverne, men kan også opbløde konflikter. Under et besøg i Kosovo for nogle år siden blev jeg meget betaget af en dansker ved navn Anders Levinsen. Han har i en række konfliktområder rundt om i verden oprettet fodboldskoler, hvor børn og unge gennem fodboldspillet lærer at acceptere dem, de ellers opfatter som fjender. I Kosovo handlede det konkret om, at Kosovo-serbere, Kosovo-albanere og Romaer skulle lære at spille sammen og imod hinanden på en fodboldbane, hvor reglerne ikke var den vold, de ellers var opdraget med. Politikerne og forældrene var i starten negative, men det blev vendt til noget positivt. Sådanne græsrodsinitiativer ændrer selvsagt ikke hele verden, men er et godt eksempel på, at sport kan dæmpe konflikter og at det bør bruges mere målrettet også i udenrigspolitikken.

Ligesom det bør være tilfældet i integrationspolitikken. Nadia Nadim og Pione Sisto er rollemodeller for andre flygtninge og indvandrere: der er plads til jer, hvis I vil. Nadim har udtalt, at legen med bolden for hende var den vigtigste indgang til det danske samfund. Tilsvarende med Sisto og de mange andre af anden etnisk oprindelse, som befinder sig på de danske fodboldbaner – i både Superligaen og serie 5. Men vi kan gør det bedre.

Og hvem vinder så VM? Jeg håber som altid på Brasilien. Deres elegance, tekniske færdigheder og leg med bolden ligger klasser over de fleste andre hold. Men som i resten af samfundet er heller ikke fodbolden præget af den højere retfærdighed. Jeg husker stadig VM i 1982, hvor Brasilien stillede med et formidabelt landshold, som spillede sublimt. Lige indtil de (og især deres målmand) mødte muren i form af kyniske italienere, som indtil da havde spillet elendigt men som alligevel vandt 3-2 og i øvrigt senere blev verdensmestre. Som mange andre følte jeg med de hulkende brasilianere da Tyskland pulveriserede dem ved det seneste VM. Den tyske sejr var fortjent, men ydmygelsen af Brasilien var rent ud sagt hjerteskærende. De har fortjent oprejsning.

Og jeg er overbevist om, at både de og andre hold vil levere kampe, så fuglene synger.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Sport

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her