Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Israel 70 år

D. 14. maj er det 70 år siden, staten Israel blev oprettet.

 Det fejres på behørig vis. Jødiske nationalister jubler i gaderne, alle er stolte over, at sangeren Netta vandt det europæiske melodi-grandprix og Netanyahu’s arrogance vil få et ekstra nyk, når han kan byde den amerikanske ambassade velkommen til Jerusalem.

Anderledes med palæstinenserne. For dem er d. 14. maj ikke en glædens dag, men det modsatte. De taler om al-Nakba, Katastrofen. Oprettelsen af staten Israel betød, at mere end 700.000 palæstinensere måtte flygte. De blev fordrevet fra de områder, hvor de og deres familier havde boet i generationer for i stedet at bosætte sig i nabolandene. I dag lever mere end 4 millioner palæstinensere som flygtninge, og der er ikke den store udsigt til, at de kan vende tilbage.

Siden 1948 har striden mellem den israelske stat og palæstinenserne givet anledning til talrige konflikter – som også har påvirket resten af Mellemøsten. I mange år var sympatien i Danmark på Israels side. Det var den lille David, der kæmpede imod den store Goliath i form af den arabiske verden. Danmark havde givet et stort bidrag til at hjælpe jøder til Sverige under 2. verdenskrig og som et lille land var Danmark populær i Israel. Mange danske unge tog i Kibbutz – hvor de kunne deltage i fællesskabet og bidrage til opbygningen af landet. Da 6-dageskrigen brød ud i 1967 var der i den danske offentlighed ingen tvivl om, at sympatien lå på Israels side.

Der var således heller ikke den store refleksion, da Israel efter krigen besatte Østjerusalem og Vestbredden, som før krigen havde tilhørt Jordan. Man havde næppe i tankerne, at Israel i dag - 51 år senere – fortsat er en besættelsesmagt. Ej heller, at udviklingen er gået fra slem til værre med en palæstinensisk befolkning, der bliver stadig mere radikaliseret. Ligesom det i euforien over den nye stat glemtes, at den – ved siden af andre forhold - også var kommet til verden gennem terrorhandlinger imod de britiske myndigheder og etnisk udrensning af palæstinenserne.

Jeg støttede i mange år Israel og mener stadigvæk, at den zionistiske vision om en demokratisk jødisk stat, der også kan omfatte andre religioner, er smuk. Men jeg må tilstå, at det nuværende Israel befinder sig et helt andet sted.

Israel er fortsat en besættelsesmagt, der holder Vestbredden i et jerngreb. Palæstinenserne må leve med daglige ydmygelser når de skal passere de israelske check-points. De er retsløse overfor de israelske bosættere, når de med Biblen i hånd gør krav på ”det hellige land”. De må i Gaza leve i noget, der bedst kan karakteriseres som verdens største udendørs fængsel.

Terrorisme kan aldrig forsvares – heller ikke selvom den udføres af mennesker, der føler sig så trængte, at de ikke ser andre muligheder. For der er andre muligheder end at affyre missiler fra Gaza, udløse selvmordsbomber i byområder eller overfalde tilfældige israelere med knive. Og terror har ikke hjulpet palæstinenserne nærmere på noget som helst, der kan forbedre deres livsvilkår.

Der blev tændt et håb, da Israel og PLO indgik Oslo-aftalerne i 1993. Terror blev afløst af politiske forhandlinger, hvor perspektivet var en langsom proces imod en selvstændig, levedygtig palæstinensisk stat. Den såkaldte to-statsløsning har siden været det pejlemærke, alle fredsforhandlinger har taget udgangspunkt i.

Desværre leverede Oslo-processen ikke de ønskede resultater, og den er i dag tæt på at være stendød. Det er der flere grunde til. Nogle af dem ligger på den palæstinensiske side. Man fik ikke et livskraftigt, demokratisk selvstyre men i stedet et regime, der i al for høj grad var præget af magtfuldkommenhed, korruption og inkompetence. Heri ligger også en grund til at de moderate kræfter har mistet terræn til yderliggående bevægelser som Hamas.

Det største problem har dog været Israels arrogance og specielt den israelske bosætterpolitik. De israelske bosættelser på Vestbredden og ved Østjerusalem umuliggør i sidste ende en sammenhængende palæstinensisk stat. De palæstinensiske områder reduceres til isolerede øer, hvor man får en begrænset mulighed for at udøve indflydelse men ellers må leve på den israelske stats nåde.

Giver det en fremtid for palæstinenserne at skulle leve som andenrangsborgere uden de mest elementære rettigheder? Naturligvis ikke. De vil reagere. Kan Israel i sidste ende overleve som en demokratisk stat, når med tiden et flertal af befolkningen lever som pariaer uden rettigheder? Jeg tvivler.

Fornuftige israelere ved udmærket, at den nuværende kurs er uholdbar og at det er nødvendigt med en fredsløsning, der også omfatter en selvstændig palæstinensisk stat. Meget tyder desværre på, at det er ved at være for sent.

Det har så heller ikke gjort tingene lettere, at Trump har besluttet at underkaste sig Netanyahu og hans politik. Flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem vil gøre ondt værre. Den palæstinensiske præsident Abbas har afskrevet USA som fredsmægler og sætter nu sin lid til EU. Desværre har EU ingen samlet politik i forhold til Mellemøsten. Man kunne godt lægge pres på Israel gennem den handelsaftale, der er indgået. Men EU tøver. Det ser ikke godt ud.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil

Holger K. Nielsen (f. 1950) blev valgt ind i Folketingen første gang i 1981. Siden da har han været partiformand for SF, skatteminister og udenrigsminister. I dag er Holger K. Nielsen EU-, forsvars- og udenrigsordfører for SF. Holger blogger om konflikter i verdens brændpunkter og Danmarks svar herpå.

Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
22.10.18, 23:03
Som sædvanlig glimter fraværet af kritiske røster ved Arctic Circle-konference. Læs mere
Af Casper Hedegaard
21.10.18, 21:41
Meningsmålinger viser, at tilslutningen til EU er den største i mange år. For få år siden var situationen en helt anden, hvor opbakningen vaklede, og tilliden til det europæiske fællesskab kunne ligge på et lille sted. Har vi i virkeligheden stået i EU’s midtlivskrise, hvor de trygge og forudsigelige rammer gjorde projektet for usynligt og folkefjernt? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.10.18, 19:43
I næsten otte år er den samme anekdote blevet gentaget gang på gang af useriøse journalister. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.10.18, 14:10
Kineserne siger, at ingen kan eje månen. Men man må, som kineser, åbenbart gerne lave sin egen. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.10.18, 08:20
Uhyggeligt at fanatikere vil forhindre skatteministeren i at tale med tobaksindustrien Læs mere
Af Mikael Jalving
21.10.18, 07:30
Demokrati er et slagord i Vesten, længe før det kan nå at slå rod i Østen. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.10.18, 20:34
Tonen i debatten er en trussel mod folkestyret Læs mere
Af Nauja Lynge
20.10.18, 18:21
De senere måneders skandaler i den private sektor, ikke mindst i bankverdenen, må få os til at overveje, om den markedsøkonomi, som i dag er grundlaget for den vestlige verdens konstante fokus på vækst og profit, er gået for langt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.10.18, 16:03
Det mener flertallet i det australske senat ikke. Så er man nemlig »white supremacist«. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
19.10.18, 12:29
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling. Milliarder, som kunne bruges på sundhed, de ældre, uddannelse osv., ryger i de forkerte hænder. Og vi gør meget lidt for at undgå det. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her