Coronaen fortsætter i en engelsk variant, og man undgår ikke en vis forstemthed i bekymring for, om der kommer nye varianter, som måske er endnu mere aggressive. (En japansk variant har været antydet for nylig). Og hvornår dukker der en ny pandemi op med helt nye virusser, som igen kræver mindst et års benhårdt medicinsk arbejde, før man kan håbe på vacciner, som igen kræver mindst et halvt års vaccinetid, før en befolkning er gennemvaccineret?
Er lidelsen kommet for at blive?
Ja, jeg skrev ”lidelse”. Og der tænker jeg slet ikke kun på de sygdoms- og dødsramte, men mindst lige så meget på alt det andet, der følger med nedlukning af samfundet: ensomhed, operationsudsættelser, økonomisk ruin, presset personale i mange sammenhænge mv.
Hvor er Gud i al denne lidelse? Det spørgsmål dukker af og til op. Ikke mindst fra dem, der står på den kritiske side af det med Gud og religion. Coronapandemien synes for dem at forstærke argumenterne imod troen på Guds eksistens.
Hvis nogen forventer, at jeg nu vil forsøge at få troens regnestykke til at gå op, må jeg med det samme skuffe. Den kristne tro har ikke en tilbundsgående forklaring på al lidelse. Overhovedet ikke. Kristendommen – eller mere præcist kristendommens grundbog, Biblen - giver derimod rum for alle slags oplevelser af lidelsen, fra følelsen af det som komplet meningsløst til følelsen af noget, der giver mening, fra behovet for at sætte Gud på anklagebænken til fuld tillid til Guds omsorg og magt midt i lidelsen.
Den gudløse, ateistiske tilgang til lidelsen udtrykkes f.eks. gennem en af ateismens største talsmænd, Richard Dawkins ord, når han siger, at livet ”er tomt, og formålsløst, en ørken af meningsløshed og mangel på betydning”, og at det er ”barnligt” at prøve at finde nogen form for åndelige ressourcer eller mening, når man står overfor lidelsen.
Det er jo ærlig snak, men Gud fri mig vel for det syn på tilværelsen. Ja, netop: Gud, fri mig vel. Gud sætter mig fri fra denne totale meningstomhed, som betyder, at der sådan set kun én eneste ting at håbe på: at man tilhører de heldige, der slipper mest mulig for lidelse. Inden døden uden barmhjertighed eller mening tager det hele fra os.
Naturligvis vælger jeg ikke troen på Gud for at slippe for meningsløsheden. En sådan tro ville snart vise sig meningsløs. Men når troen på Gud af helt andre grunde melder sig, så melder der sig også en helt anden tilgang til tilværelsens lidelser. Langt ovenover det, der opleves uforklarligt meningsløst, er der Én, der ved alt og har styr på det, som vi ikke kan finde nogen som helst hoved eller hale i.
Og dertil kommer troens bevidsthed om, at dette liv kun er begyndelsen.
Min kone og jeg genså i sidste uge Ringenes Herre. Tolkien, som skrev dette værk, der i England blev kåret til århundredets bog, har gennem hele værket en underliggende tone af hans kristne tro. I Ringenes Herre får vi bl.a. antydningen af, at dette liv kun er begyndelsen. På et tidspunkt langt henne i fortællingen finder en meget afgørende kamp om byen Minas Tirith sted. Det ser længe sort ud. Troldmanden Gandalf og den lille hobbit Pippin ser nederlaget i øjnene fra byens høje mure. Følgende dialog udspilles:
Pippin: Jeg troede ikke, det ville ende sådan.
Gandalf: Ende? Nej, rejsen ender ikke her. Døden er blot endnu en sti, som vi alle må vandre ad. Denne verdens gardiner af grå regn åbnes, og alt bliver til forsølvet glas, og da vil du se det.
Pippin: Hvad, Gandalf? Se hvad?
Gandalf: Hvide kyster og hinsides. Et uendeligt grønt land under en stigende sol.
Pippin: Nå… Det lyder ikke så slemt.
Gandalf: Nej, det er det ikke.
I den kristne tro har selv den mørkeste lidelse altid dette perspektiv med sig.
