Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ateismen lever i mange folkekirkedanskere

Formanden for Ateistisk Selskab hævder i mindeartikel om den omstridte præst Thokild Grosbøll, der ikke troede på en skabende Gud, at mange medlemmer af folkekirken er ateister. Det tror jeg, han har ret i. Men ateismen er også en tro.

Den berømte og berygtede folkekirkepræst Thorkild Grosbøll døde for nylig.

Det var ham, der i begyndelsen af det nye årtusinde blev kendt et godt stykke udenfor landets grænser for at være en præst, som ikke troede på det, han var ansat til at formidle. Eller mere præcist: Han troede ikke på en skabende og opretholdende Gud, men kun på ”gud” som et andet navn for noget mellemmenneskeligt.

Når man læser Grosbølls bøger, forstår man, at han endte med at vedkende sig ateismens tro. Det er ikke uden grund, at formand for Ateistisk Selskab, Simon Nielsen Ørregaard, skrev en hyldest-kronik til Grosbøll i forbindelse med Grosbølls død, hvori han blandt andet hævder, at mange folkekirkemedlemmer ret beset er ateister.

Det tror jeg, han har ret i.

Hvilket dog ikke er det samme som, at de er holdt op med at tro. Ateismen er også en tro.

Mange bilder sig ind, at ateisme bygger på viden, mens religion bygger på tro. Det er desværre en myte, som er gentaget så ofte, at den har fået karakter af objektiv sandhed.

Nyere undersøgelser viser, at et flertal af naturvidenskabelige forskere anser sig selv for at være moderate eller dybt religiøse. Og tallet er stigende.

I 1916 foretog en amerikansk psykolog en undersøgelse blandt videnskabsmænd, hvori han spørger, om de tror på en Gud, der aktivt kommunikerer med mennesker, f.eks. gennem bøn. 40% svarede ja, 40% svarede nej, 20 % var ikke sikre. I 1997 gentog to andre amerikanere undersøgelsen med nøjagtig de samme spørgsmål. Resultatet blev offentliggjort i det anerkendte naturvidenskabelige tidsskrift Nature. I løbet af de 80 år var der ikke nogen signifikant ændring i svarprocenterne.

Dertil kommer det, som den franske filosof Simone Weil skriver et sted: ”Man har kun valget mellem Gud og afgudsdyrkelse. Hvis man fornægter Gud, tilbeder man nogle af denne verdens ting i den tro, at man kun opfatter dem sådan, men i virkeligheden – selv om man ikke selv er klar over det – tillægger man dem guddommens attributter”.

Sagt på en anden måde: Når man dropper troen på Gud, opstår der uvilkårligt en erstatningstro. En ”tilbedelse” af andre livsmomenter, en dyb afhængighed af andre ting i livet, som man hægter alle sine håb og drømme op på.

Det er, som en af folkekirkens lærefædre, Martin Luther, allerede gennemskuede det for 500 år siden:

”Det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud”.

Det betyder så også, at vi alle, uanset aldrig så meget bevidst tilslutning til kristen tro, med dertil hørende bøn og gudstjeneste og den slags, er udfordret af, hvad man kunne kalde praktisk ateisme. Altså at man i praksis, uanset tro, lader sit hjerte hænge ved og stoler mere på alt mulig andet end Gud.

På den måde har Simon Nielsen Ørregaard mere ret, end han er klar over. Folkekirken er også pænt repræsenteret med alle os, som nok vedkender os troen på Gud, men i praksis er vi konstant fristet af at fæste al vores lid til noget andet. Mange ateister vil givetvis råbe: Så gør det dog! – drop Gud og sæt jeres lid til noget andet. Men to forhold advarer stærkt imod det.

For det første, at Gud ikke forsvinder, fordi vi fravælger ham. Og alt for meget viden peger mere i retning af Guds eksistens end modsat.

For det andet er alternativet værre: mennesket selv som gud. ”Selvets religion”, som Svend Brinkmann kalder det.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Højlund (f. 1960) er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke, tidligere sognepræst i Østjylland og på Nørrebro og fhv. formand for Evangelisk Luthersk Netværk, debattør og forfatter, gæstelærer på Menighedsfakultetet.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
11.07.20, 11:00
Biologi betyder også noget, og tak for det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
11.07.20, 10:21
Vi bliver nødt til at forholde os til om udlændinge skal bestemme, hvem der må være i Danmark. Læs mere
Af Marie Høgh
10.07.20, 16:30
Det er bekymrende, at det eneste, der kan samle borgerligheden, er kampen mod islam. For hvis der er noget, vores egen kultur har brug for, er det et selvopgør. Læs mere
Af Martin Ågerup
09.07.20, 16:51
Sidste blog i sommerserien: Sådan kan de borgerlige trække Danmark i en blå retning Læs mere
Af Peter Kofod
09.07.20, 15:20
Angela Merkel risikerer at ødelægge Europa med sin planlagte reform af EU´s asylpolitik. Hendes "wir schaffen das"-politik spøger stadig. Læs mere
Af Isabella Arendt
09.07.20, 11:42
Del 2 i mine tanker her hen over sommeren. Tanker om borgerligheden i fremtiden og de borgerlige partiers mulighed for at finde noget at være fælles om. I dag skal det handle lidt om, at vi har glemt at sætte borgerens magt i centrum. Vi skal kæmpe for folkestyret helt lokalt og sikre, at der ikke er længere i skole, end at børnene kan cykle dertil. Læs mere
Af Utku H. Güzel
08.07.20, 19:10
For mig forekommer det vildt hyklerisk, at man kan støtte en diktator som Erdogan samtidig med, at man brokker sig over frihedsrettigheder herhjemme i Danmark. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.20, 13:54
Hvor kært at sidestille en demokrat som undertegnede med en kommunist og derfor antidemokrat og voldsparat. Læs mere
Af Nauja Lynge
07.07.20, 18:55
Lad mig slå fast: Langt de fleste unge grønlændere klarer sig godt og bruger deres stemme på en god måde. Men tiden er for farlig til, at vi kan lade enkelte grønlændere bruge ord som ”decolonize” til at piske en stemning op under betegnelsen kunst. Læs mere