Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kollektivt anfald af massehysteri, overreaktion og selvdestruktion. Var det rigtigt at lukke samfundet ned?

Vi er en del, der hele tiden har rumlet med en skepsis overfor nedlukningen, fordi vi mere eller mindre intuitivt har anet, at den på den lange bane kunne koste langt mere, end det ville have kostet, hvis vi havde beholdt en del af samfundsåbenheden.

Jeg har lige læst Tom Buk-Swientys bog Det ensomme hjerte, om tyskeren Hans Horn med sønderjyske rødder. Et menneske som sent i livet skrev sine erindringer om tiden op til og under Anden Verdenskrig, hvor han blandt andet tilbragte en barsk periode som soldat ved Østfronten og slap mirakuløst fra det med livet i behold.

Bogen inddrager sideløbende med hovedhistorien om Horn den større historiske ramme, som blandt andet giver indblik i den meget tankevækkende optakt til krigen, nemlig udviklingen i Tyskland og internationalt fra Første til Anden Verdenskrig.

Som bekendt spillede udgangen af Første Verdenskrig en enorm rolle for optakten til Anden Verdenskrig. Ydmygelsen af Tyskland skabte grobund for den kommende krig. Men – hvad jeg ellers har været tilbøjelig til at tro - udviklingen var ikke noget nær uundgåelig. Det gik nemlig ikke kun uafbrudt nedad bakke for Tyskland efter 1918. På et tidspunkt begyndte det tværtimod at gå den modsatte vej, opad. Weimarrepublikken fik vind i sejlene. Det internationale pres fortog sig. De interne borgerkrigslignende tilstande lagde sig. Demokratiske kræfter vandt gehør, økonomien gik den rigtige vej. Blandt andet i kraft af store lån fra USA. Men så kom 1929. Og det hele væltede. Økonomien først og dermed alt andet. Også den normale, demokratiske sundhed. Hitler fik chancen. Han og Nazipartiet, som ellers var en lille ubetydelighed, stormede pludselig frem ved valget i 1932, og resten er – tragisk – historie.

Mens jeg læste om dette, slog det mig, hvordan én slags krise kan medføre en helt anden og langt større krise. Jeg kom uundgåeligt til at koble det med den økonomiske krise, som corona-nedlukningen kan medføre. Vi ved endnu ikke, hvor langt og dybt den økonomiske krise vil gå. Vi håber selvsagt, at det glider over i løbet af ikke alt for lang tid. Men risikoen for, at det stikker dybere og længere, end vi har kunnet forudse, er til stede. Og hvad værre er: Vi ved slet ikke, hvad det så vil kunne føre med sig af andre typer kriser. Uro i samfund, sult og anden ukontrolleret sygdom i visse dele af verden med langt flere døde til følge, radikale politiske magtskifter, og hvem ved: nye kriser og krige lande imellem.

Jeg ved absolut intet og forsøger ikke at spille profet. Min pointe er denne: Med god grund glæder vi os over epidemiens meget dæmpede sygdoms- og dødseffekt i Danmark. Men den dæmpede effekt kommer efter alt at dømme af den dramatiske samfundsnedlukning. Her og det meste af verden over.

Vi er en del, der hele tiden har rumlet med en skepsis overfor denne nedlukning. Vel vidende – ikke mindst nu i bagklogskabens lys – at en ikke-nedlukning formodentlig ville have kostet en del flere liv. Men vi har blandt andet rumlet med skepsissen, fordi vi mere eller mindre intuitivt har anet, at nedlukningen på den lange bane kunne vise sig at koste langt mere, end det ville have kostet, hvis vi og større dele af verden havde beholdt en del af samfundsåbenheden.

Jeg har ingen idé om, at vi kommer til at se en ny Hitler i vor tid træde frem i støvet af det mulige globaløkonomiske krak. Men mindre kan også gøre det, hvis vi taler om kriser, der kan vise sig langt større end den epidemiske sundhedskrise.

Nedlukningen har for det store flertals vedkommende været set på som det eneste etisk forsvarlige. Man er blevet etisk ugleset, når man har givet udtryk for skepsis overfor nedlukningen. Men sandheden er, at der fra begyndelsen har været mere på spil etisk set end konkret sygdom og død i kølvandet af Covid-19.

Der har hele tiden været alternative røster i forhold til den dominerende røst om samfundsnedlukning.

Forleden kunne man i en anden avis læse om en amerikansk-engelsk journalist og forfatter, Lionel Shriver, som siger, at eftertiden vil se tilbage på nedlukningen som et kollektivt anfald af massehysteri, overreaktion og selvdestruktion.

Den slags har hun næppe scoret mange point for at sige. Endnu. Men på den længere bane – hvem ved?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Højlund (f. 1960) er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke, tidligere sognepræst i Østjylland og på Nørrebro og fhv. formand for Evangelisk Luthersk Netværk, debattør og forfatter, gæstelærer på Menighedsfakultetet.
Seneste blogs
Af Isabella Arendt
04.07.20, 15:03
I et års tid nu har vi alle ventet på, hvad de borgerlige partier mon stiller op med sig selv. Vi har brug for en fælles borgerlig vision. Ikke som krisehåndtering eller valgflæsk, men som en reel vision for, hvor Danmark skal bevæge sig hen om ikke bare fire år, men 40 år. Læs mere
Af Mikael Jalving
04.07.20, 14:00
Hvis Grønland bliver selvstændigt, vil selvstændigheden vare ca. 15 minutter og en ny kolonisering begynde. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
03.07.20, 15:00
Den står på ferie i Danmark, og på vej rundt i landet er der stor rigdom at hente i kirkernes kalkmalerier, for de fortæller også en historie om det moderne menneske. Læs mere
Af Nauja Lynge
03.07.20, 10:14
Det nytter ikke at give danskerne skylden for de mange fordomme mod grønlændere, som lever i bedste velgående og forhindrer grønlændere i Danmark i at kunne hvile i deres identitet. Læs mere
Af Mikael Jalving
02.07.20, 14:14
Er det tilladt at maskere forbrydernes etnicitet for befolkningen? Læs mere
Af Martin Ågerup
02.07.20, 08:47
Der er forskel på at være pragmatisk (en nødvendighed i politik) og at være principløs. Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.07.20, 19:05
Vores forbrug og vækstfokuseret levevis har tydeligvis en negativ effekt på klimaet. Læs mere