<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Samfundet lukker ned. Sindet kan lukke op

Måske får vi en chance forærende, når vi sendes hjem og alting lukker pga. corona. Kirkeligt er vi i fastetiden, og vi kan jo benytte lejligheden til at faste fra noget af det, der ellers overfylder vores tilværelse.

Hvor er det mærkeligt med denne nedlukning af samfundet. Og jeg mener det ikke som en kritik af politikernes beslutning. Jeg har ganske vist i et stykke tid været noget irriteret over det enorme fokus på coronaepidemien, fordi jeg havde svært ved at se, hvorfor det skulle have så ufattelig meget mere fokus end store influenzaepidemier, som på verdensplan kan koste hundredtusinder af liv. Omend jeg har fattet, at smitsomheden er betydeligt større med corona end med influenza. Men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er fagmand, så jeg er nødt til at bøje mig for faglighedens anvisninger.

Nuvel, det var det med nedlukningen. Jeg er præst. Vi lukker ned for omtrent alt i kirken nu og de næste par uger. Og hvem ved – måske endnu længere. Jeg underviser også udenfor kirken, men også der er der lukket. Min kone er lærer. Nedlukning af skolen. I går aftes var jeg på jazzcafé. Lukker ned fra i dag. Biografer, teatre, koncerter, museer; alt lukker ned.

Vel, der er vel stadig en del arbejdspladser, der holdes åbne? (Og især da sygehusene) Men ikke desto mindre – et samfund, der lukker halvt eller trekvart ned. På alle mulige niveauer.

Hvad skal man dog lave? Livet går i stå. Hverdagens meningsfylde siver væk. Hvad skal jeg? Hvad er jeg til for? Hvem er jeg?

Okay, jeg overdriver måske lidt. Der er givetvis dem, der vil tage det som en dejlig gratisferie. Eller anledning til at få lidt styr på haven. Eller huset. Eller andet, som længe har trængt til en overhaling.

Men alligevel. Der er noget med denne pludselige, ufrivillige opstandsning af hverdagslivet, som kan skabe rastløshed og uro i sjælen.

Det kan minde lidt om det, der sker, når man vælger at drosle ned med noget i fasten. Disse cirka 40 dage inden kirkens påskefejring, som i den kristne tradition har været brugt til forskellige former for faste. Altså faste fra noget, der almindeligvis fylder i ens hverdag. Mad kan være én ting at faste fra, men der er så meget andet, man kan vælge at faste fra. Sociale medier, tv, alkohol, rygning osv. Fravalget handler ikke om, at der er noget forkert ved disse ting. Det handler bare om, at fasten kan være en tid til at skære ned og ind til benet for at blive mindet om, hvad der er det væsentlige i livet. Hvad der skal være det virkeligt meningsgivende i mit liv.

For en kristen handler det selvsagt om at få rettet sit fokus mod det, han/hun er overbevist om, er det altafgørende meningsgivende: Påskens begivenheder, korset og opstandelsen.

Men i almindelighed kan det for os alle sammen, uanset tro, være en anledning til at finde ud af, hvad der kan holde mit liv oppe i meningsfylde, når store dele af det, der almindeligvis fylder i min hverdag, forsvinder.

Og det kan godt blive en udfordring. Man går rundt derhjemme med børn og ægtefælle og skal finde ud af at være sammen i døgndrift. Det er vel ikke anderledes end i ferien? Nej, men al erfaring viser, at det lige netop kan være ret udfordrende for en del. Undersøgelser viser, at skilsmisseantallet har det med at stige i forlængelse af sommerferier.

Omvendt er der jo også historien om, at antallet af børnefødsler steg markant i forlængelse af en anden, meget voldsommere samfundsopstandsning, nemlig Anden Verdenskrig. Så hvem ved – måske kommer vi til at se flere børnefødsler om en ni måneders tid. Hvilket da bare ville være et dejligt udtryk for, at nogen mennesker pludselig fik mere tid til at finde hinanden på ny i den mest glade og intime nærhed.

Lad os se, hvad der sker i løbet af de næste uger. Måske har vi fået en mulighed forærende. En mulighed for noget, vi ellers har meget svært ved finde frem til af os selv. En mulighed for at skære ind til benet. Eksistensens ben. Hvad er jeg her for? Hvad er det gode liv?

Og så håber og beder vi selvfølgelig om, at færrest mulige må blive ramt på livet af coronaen. Og kan vi på nogen måde hjælpe de mest sårbare, så gør vi det! Lad os inspirere af de undertrykte kinesiske kristne i Wuhan-provinsen, som har valgt at trodse den kinesiske regerings totale nedlukning af provinsen og går rundt og deler masker og mad ud til de udsatte. Lige nu er en præst anholdt for at hjælpe. Det risikerer vi ikke her. Så lad os hjælpe.

Skrev jeg i øvrigt ”håber og beder”? ”Beder”… Ja, naturligvis. Lægevidenskab og bøn. En fin kombi. Som en læge sagde til mig for

nylig, da han var færdig med at forklare mig om hjerteflimmer, og jeg var på vej ud ad døren: ”Og så sender vi nogle bønner afsted til Gud, ik”.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Højlund (f. 1960) er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke, tidligere sognepræst i Østjylland og på Nørrebro og fhv. formand for Evangelisk Luthersk Netværk, debattør og forfatter, gæstelærer på Menighedsfakultetet.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
20.10.20, 13:02
Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men jeg har nået kvalmegrænsen. Læs mere
Af Jens Kindberg
20.10.20, 11:06
Kære SF og Enhedslisten – I har nu en gylden mulighed for at få nedbragt pelsdyrproduktion i Danmark, og Socialdemokratiet har fundet pengene for jer. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
20.10.20, 07:47
MeToo er den nye magt, som medierne må behandle lige så kritisk, som andre magter behandles. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
19.10.20, 12:13
Hvorfor reagerer statsministeren ikke på, at en dansk lærer er blevet svinet til efter at have skrevet en støtteerklæring til den franske lærer, der blev halshugget? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.10.20, 11:17
Endnu en pind til ligkisten med venstreorienteret, socialkonstruktivistisk tankegang. Læs mere
Af Nauja Lynge
18.10.20, 12:25
Tænk, hvis tanken om at sagsøge skulle mutere til andre erhvervsdrivende. Danmark har ikke brug for flere økonomiske og sundhedsfarlige udfordringer. Læs mere
Af Mikael Jalving
18.10.20, 10:00
Først overtager de universitetet, så overtager de samfundet. Det er leninisme på svensk. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.10.20, 13:21
Når løgn, forstillelse og amoral hører til i kernen af ens politiske bevægelse Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
17.10.20, 11:37
Alle må bidrage til genindførelse af ligestillingen - for begge køn Læs mere
Af Isabella Arendt
17.10.20, 11:35
Det er skræmmende, at vores alkoholkultur er så rodfestet og urørlig, at vi tilsyneladende ikke engang nu tør tale højt om, at vi bogstaveligt talt drikker fornuften ud. Læs mere