Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ateisterne kan tage det med ro: Folkekirken er i færd med et langsomt selvmord

Færre melder sig ud af folkekirken, viser de nyeste tal. Men folkekirken er efterhånden blevet så diffus og harmløs, at den gør sig selv overflødig.

I 2009 udkom en bog med titlen Gudløse hjerner, skrevet af teologen Lars Sandbeck og historikeren Lars Christiansen. Den indeholdt et frontalt angreb på ateisterne, et angreb fyldt med stærkt nedladende ord og vendinger rettet mod ateisterne. Jeg ærgrede mig meget over denne nedladenhed, fordi den overdøvede sagligheden i angrebet.

Men der var noget andet i bogen, jeg ærgrede mig endnu mere over.

Som et argument imod ny-ateisternes angreb på folkekirken fremhævede Sandbeck og Christiansen folkekirken som en aldeles ufarlig størrelse. Hvad hyler disse ny-ateister dog op for? Folkekirken gør jo ikke en kat fortræd. Den forkyndelse, der lyder fra folkekirkens prædikestole er ”typisk helt i tidens ånd et ukontroversielt, apolitisk, personligt budskab om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, ikke dømme, men tilgive, hjælpe de svage og syge, nyde livet og ellers sætte vor lid til Gud, når vi står over for udfordringer, vi ikke selv kan magte”. Folkekirkens forkyndelse er ”decentreret og diffus”. Uenigheden om kirkens budskab er ”medvirkende til at gøre kirken beundrings- og eftertragtelsesværdigt vag”. Forfatterne fandt den diffuse folkekirke beundringsværdig.

Og, skrev forfatterne, skulle der være en svipser fra denne diffuse forkyndelseskonsensus, er skaden yderst begrænset, da så få mennesker kommer til søndagens højmesse. Og dertil kommer selve statskirkeordningen. ”Ved at have en offentlig, statskontrolleret religion undgår vi at have for meget religion i offentligheden.” Statens formynderi over kirken betyder, at kirken hele tiden er nødt til at holde sig i tøjlerne. ”Landets største religion bliver kontrolleret af det sekulære samfund.” Stauning citeres med tilslutning: Staten holder styr på de hellige, ”for ellers er Fanden løs”.

Pointen var til at fatte: Folkekirken er statens lydige lænkehund. Så længe folkekirken holder sig til et mildt og harmløst budskab om næstekærlighed og Gud til husbehov, forstyrrer den ikke nogen mors sjæl. Heller ikke de mange sjæle som i praksis hælder mest til ateismen.

Jeg kom til at tænke på denne bog igen, fordi man i en anden af dagens aviser kan læse om nogle nye tal fra Danmarks Statistik, som siger at antallet af udmeldelser af folkekirken er det laveste i 12 år.

Ateisternes udmeldelseskampagner synes ikke rigtig at have brændt igennem.

I samme avisartikel interviewes flere eksperter. En af dem er ovennævnte Lars Sandbeck. Og ikke overraskende begrunder han ateisternes manglende succes med kampagnerne, som han gjorde det i bogen fra 2009: ”De fleste danskere ser folkekirken som enten en positiv eller harmløs institution, og de er i virkeligheden for ligeglade med religion til, at der for alvor kan mobiliseres modstand mod folkekirken.”

Min anke mod Sandbecks udtalelse – og bog – går ikke på, at han har uret. Jeg tror tværtimod på, at han har ganske meget ret i sin analyse. Min anke går på, at han åbenlyst tilslutter sig denne folkekirkelige harmløshed. Og ligeledes – i praksis - mange andre folkekirkelige aktører.

At det lige nu og i noget tid fremover betyder, at ateisterne ikke rigtig brænder igennem med deres udmeldelseskampagner, er kun en stakket frist for kirken. Ateisterne derimod behøver ikke at være ked af det. Folkekirkens højt besungne rummelighed for en kristendom, som kan se ud som næsten hvad som helst, er i virkeligheden folkekirkens meget langsomme selvmord. Folkekirken gør lige så stille kristendommen mere og mere udflydende, vag, tilpasningsdygtig og spiselig for hvem som helst. Hvilket til syvende og sidst betyder: helt uspiselig, smagløs, ligegyldig.

En amerikansk religionssociolog besøgte for nogle år siden Norge, som har meget lignende folkekirkelige forhold som i Danmark. Han konkluderede, at et folk kan hænge ved en religions ritualer og ceremonier 200 år efter, at folket egentlig har forladt troen.

Kort sagt: Ateister, I behøver ikke at sætte gang i flere udmeldelseskampagner. Folkekirken klarer det selv med sin fremhævelse af decentreret, diffus og harmløs kristendom.


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Højlund (f. 1960) er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke, tidligere sognepræst i Østjylland og på Nørrebro og fhv. formand for Evangelisk Luthersk Netværk, debattør og forfatter, gæstelærer på Menighedsfakultetet.
Seneste blogs
Af Lars Boje Mathiesen
07.04.20, 10:22
Jeg er dødtræt af de partier, som mener, kunstnerne skal have bedre vilkår end alle andre. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
07.04.20, 07:57
Det er godt for folkesundheden, at statsministeren har fokus på hygiejnen. Men utroligt, at det skal være nødvendigt at lære os at være renlige. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
06.04.20, 23:30
Markedsøkonomien er – med alle sine mangler – den eneste form for økonomi, der kan bringe velstand og derfor også mere fred og fordragelighed. Læs mere
Af Nauja Lynge
06.04.20, 22:22
Men vi må gerne stille spørgsmål ved, om alle grupper i samfundet er tænkt ind i genåbningsstrategien. Selvfølgelig må vi det i et demokrati. Grønlændere i Danmark er ikke tænkt ind. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.04.20, 12:54
Partiet ønsker statsstøtte til aktionærer. Og viser dermed sit sande ansigt - og hvem, de mener, der skal slippe for at være med til at betale for krisen. Læs mere
Af Isabella Arendt
06.04.20, 10:35
KD vil gøre op med den helt grundlæggende fejl i systemet, at alle arbejdsløse bliver betragtet som lønmodtagere og dermed afhængige af, at andre giver dem et job. Vi har brug for et system, hvor man først og fremmest ses som et ansvarligt menneske, der selv kan skabe sin indtægt. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
06.04.20, 02:00
Klimakrisen er den absolut største og mest katastrofale udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået over for. Men efter coronaen ved vi nu, at vi kan løse den. Det kræver blot, at vi vil. Læs mere
Af Nauja Lynge
05.04.20, 20:29
Kriser har sine ofre - og vi er ikke forpligtet til at holde hånden under dem, der alligevel ikke ville klare sig. Eller rigmændene. Læs mere
Af Nauja Lynge
05.04.20, 18:44
Lad os vinke til dem, i stedet for at gå en stor bue udenom: Corona rammer alle, men særligt udfordrende er det at være udsat og uforstående overfor forandringer langt væk hjemmefra. Læs mere