Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Guds vigepligt for demokratiet? Nej, omvendt! For demokratiets skyld

Mattias Tesfayes udtalelser om, at noget står over Gud, er tåbelige. Et samfund, som tror, at dets egne demokratisk vedtagne værdier er de højeste værdier og sandheder, ender med at udøve en form for skjult diktatur.

»Visse etniske borgere, der kommer til Danmark, skal erkende, at noget står over Gud,« sagde statsministeren for nylig. Og hendes udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, sagde det lidt mere popsmart: »Gud har vigepligt.«

De fleste finder sikkert udtalelserne meget rigtige, nærmest selvfølgelige.

Men lad lige udtalelserne stå et øjeblik: »Gud har vigepligt.« »Noget står over Gud.«

Udsagnene er sagligt set meningsløse. Hvis Gud er den Gud, vi synger om i den salme, som dronning Margrethe engang erklærede som sin yndlingssalme, Petter Dass’ ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”, hvori vi synger: ”Gud er Gud, om alle mand var døde” – altså den Gud, der ikke er en projektion af det menneskelige, men omvendt: Gud før og over alle mennesker – hvis Gud er denne virkelige Gud, er det på grænsen til den rene tåbelighed at sige, at der er noget, der står over denne Gud, og at han har vigepligt.

Nu kan man selvfølgelig hævde, at det er sådan, det vender med Gud og religion for de to nævnte politikere og utallige andre danskere. Men det ændrer ikke ved to ting: Dels at det absolut ikke vender sådan for en del andre danskere. Ergo må det formuleres på en anden måde, som også giver plads til dem. Og dels er det på et dybere plan højst diskutabelt, om det er sundt og godt for et moderne samfund med denne prioritering, hvori de fleste hylder samfundets og demokratiets værdier som det højeste.

Med hensyn til det sidste: Mange tror, at anerkendelsen af det demokratiske samfunds vedtægter og værdier som absolut øverste norm for alt og alle er lig med den største frihed for alle, det bedst tænkelige samfund.

Men hvad med, om det moderne demokratiske samfund er blevet til som frugt af en helt anden tænkemåde, nemlig at der over ethvert samfunds vedtægter altid er en højere og mere absolut norm? Vores demokratis fædre havde denne tænkemåde. Den har mange sluppet i dag i troen på, at vi kun fremmer friheden desto mere, når vi slipper normen uden for os selv helt og aldeles.

Men gør vi det?

Min påstand er, at vi tværtimod lige så stille taber friheden.

Et samfund, som tror, at dets egne demokratisk vedtagne værdier, ja, at demokratiet i sig selv, er de højeste værdier og sandheder, ender med at udøve en form for skjult diktatur. Man er simpelthen nødt til at håndhæve demokratiets værdier med hårdere og hårdere midler, fordi alle skal forstå, at det er de højeste værdier. Demokrati bliver til demokratur. I stedet for det langt sundere og sandere, at man indser, at demokratiet er den mindst dårlige styreform til at holde sammen på store modsætninger mellem mennesker og især give plads til mindretallets rettigheder.

De første mange kristne generationer var i en situation, som til forveksling ligner den, vi nærmer os i det meste af Europa og USA. I Romerriget var der et virvar af forskellige religioner og opfattelser af alt muligt. Det var der frihed til, når blot alle i Romerriget til enhver tid var klar til at anerkende selve imperiets guder og kejserens egen guddommelige autoritet. Anerkendelse af kejserens guddommelige ophav var i virkeligheden anerkendelsen af, at der ikke fandtes noget højere end imperiet. Man kunne sagtens have sine guder og sin religion i fred, så længe man anerkendte, at imperiet var det højeste. Man kunne godt have sine private autoriteter, så længe man anerkendte, at den højeste fællesautoritet var det kejserlige imperiums autoritet.

De første kristne brød samfundets borgfred. De anerkendte ingen andre guder, heller ikke imperiets guder og kejserens guddommelige autoritet. De sagde: Jesus er den eneste sande Gud, vi bøjer os kun for ham.

Og valget var klart: Enten fandt de sig i at tåle risikoen for forfølgelse. Eller man bøjede nakken, det vil sige, man bøjede knæ for kejserens billede og anerkendte imperiets øverste autoritet.

De første kristne var den spirende begyndelse til det, der langt senere blev et friere samfund end Romerriget, som satte sig tungt på alt og alle som øverste norm.

Den norske biskop Eivind Berggrav skrev en bog under Anden Verdenskrig, mens han sad i husarrest. I bogen kigger han ind i fremtiden, i tiden efter statstyranniet. Han forudser et nyt tyranni, i demokratisk forklædning. Det tyranni, der opstår, når staten bliver sin egen øverste dommer. »Hvis statens frihed ikke skal betyde alles undertrykkelse, må der være en anden myndighed end statens. Med andre ord: Staten styrkes ved, at den ikke er alene-suveræn.«

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Højlund (f. 1960) er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke, tidligere sognepræst i Østjylland og på Nørrebro og fhv. formand for Evangelisk Luthersk Netværk, debattør og forfatter, gæstelærer på Menighedsfakultetet.
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
23.02.20, 14:43
Denne krig handler ikke om vestlige værdier, men udstiller endnu en gang Vestens hykleri og dobbeltmoralske politik. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.02.20, 10:30
Dannelse skal hverken afspejle eller efterligne demokratiet, men hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det. Læs mere
Af Martin Ågerup
22.02.20, 00:34
Den danske SU er i forvejen den mest generøse i verden Læs mere
Af Nauja Lynge
21.02.20, 18:06
Den danske fregats deltagelse i den franske hangarskibsgruppe vil blive opfattet som dansk forståelse for den nye franske strategi. Og det kræver, at den danske politik i relation til det arktiske råd revideres. Læs mere
Af Marie Høgh
21.02.20, 13:45
Hvis samtykkeloven bliver en realitet, kvæles det personlige ansvar, tilliden og friheden i slipstrømmen på #MeToo, der næres af mistillid mellem kønnene. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.02.20, 16:54
Voldtægt skal stadig bevises, og det vil ofte være påstand mod påstand. Læs mere
Af Henrik Højlund
19.02.20, 14:23
Færre melder sig ud af folkekirken, viser de nyeste tal. Men folkekirken er efterhånden blevet så diffus og harmløs, at den gør sig selv overflødig. Læs mere