Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

De forbandede år og det forbandede fokus på sit eget livs lykke

Jeg var med fruen i biffen forleden og så den nye danske film De forbandede år. Jeg anbefaler den på det varmeste. Vi var begge stærkt bevægede af den.

Noget af hensigten med den – også ifølge instruktøren Anders Refn – været at få alle nuancerne frem i forhold til besættelsessituationen fra april 1940. Altså en hensigt som følger tråden fra nyere tid, hvor historikere og skribenter har forsøgt at fremstille samarbejdspolitikken som en lige så hæderværdig og nødvendig reaktion på besættelsen som modstandsbevægelsen.

Filmen lykkes rigtig godt med at stille en lang række etiske dilemmaer op i besættelsessituationen. Selvsagt sker det i komprimeret form, som det altid gør i en film, der trods alt skal afvikle en meget omfattende historie på en 2-3 timer. Men filmen kan det, som gode film kan, og som kompenserer for manglende tid til alle historiens mellemregninger: Den kan sætte følelserne i gang hos tilskueren. Man drages ind i historien på andet end tankens og argumenternes plan.

Jeg blev ikke efterladt i den tvivl, der kan følge i kølvandet af nuanceringen. Tværtimod. Jeg sad og harmedes over den måde, samarbejdspolitikken blev begrundet på. Hele tiden dette: for folkets skyld. For mest mulig fred og fordragelighed for folket, så Danmark kunne slippe nogenlunde uskadt gennem de forbandede år.

I disse tider hvor Danmark ser ud til at ville pålægge sig selv en enorm økonomisk byrde for at nedbringe CO2-udslippet, selvom alle ved, at det i sig selv vil have nul konkret effekt på klimaet, men vi skal gøre det, får vi at vide, fordi vores lille nation skal være et forbillede for resten af verden i kampen mod klimasammenbruddet – i disse tider, hvor det synes at være en indiskutabel sandhed, skal vi altså samtidig lære at forstå, at samarbejdspolitikken må hædres for sin pragmatiske erkendelse af, at lille Danmark naturligvis ikke kunne gøre den mindste forskel i kampen mod det mægtige nazi-rige og derfor blot skulle holde sig under radarhøjde og vente på, at andre klarede kampen. Mærkeligt at der i lyset af klimakamps-idealismen ikke er en langt mere ensidig hæder af nazimodstands-idealismen, som den kom til udtryk i modstandsbevægelsen. Mærkeligt med dette behov for at tildele Scavenius og co. en solid portion ære for det, der på bundlinjen var rædselsfuld servil omgang med Hitler og nazisterne, som reelt handlede om at overlade kampens lidelser til andre, for at Danmark kunne slippe med færrest mulige skrammer.

Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor både mor (i Norge) og far var med i modstandsbevægelsen med risiko for liv og lemmer. Jeg har hørt deres store suk over samarbejdspolitikken og ikke mindst det efterfølgende forsvar af det, som selvfølgelig er det store flertals selvforsvar for den pragmatiske, selvreddende vej gennem krigens år.

Jeg er lykkelig for, at der fandtes sådan nogen som min mor og far, som turde sætte livet på spil for en højere sandhed end den at sikre sin egen lille eksistens. Den sandhed, som enhver af os er stærkt fristet til hele tiden at lade os styre af, i småt og stort.

Min mor beskriver i sin selvbiografi denne fristelse som meget nærværende også i krigens tid, også for dem der som hende havde valgt side. ”Faren for opgivelse og eftergivelse var hele tiden latent. Den nemme udvej lå hele tiden og fristede. ”Vi må hellere få det bedste ud af situationen”. ”

Gid vi hele tiden må have foregangsmænd og -kvinder for dette at turde opgive sit eget liv for de mange livs skyld.  

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Højlund (f. 1960) er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke, tidligere sognepræst i Østjylland og på Nørrebro og fhv. formand for Evangelisk Luthersk Netværk, debattør og forfatter, gæstelærer på Menighedsfakultetet.
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
05.06.20, 14:51
Eller hvorfor Mette Frederiksen ikke er nogen Václav Havel. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
05.06.20, 14:16
En ulykkelig død og højst sandsynligt en uacceptabel handling fra politimandens side, men George Floyd var på stoffer og havde fem tidligere domme. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.06.20, 10:30
Begrav den magtarrogante statsminister og find den side frem, der lægger alle oplysninger frem, så vi fortsat kan have tillid til, at alt går rigtigt til. Læs mere
Af Signe Munk
04.06.20, 16:00
Grønne ildsjæle har i årtier kæmpet for at få fjernet de store miljøbomber, vi kalder generationsforureninger. Nu har vi endelig sort på hvidt, at der skal ryddes op efter fortidens synder. Læs mere
Af Utku H. Güzel
03.06.20, 22:05
Lad nu dansk udenrigspolitik blive formet på Christiansborg og ikke blive dikteret fra Washington. Læs mere
Af Nauja Lynge
03.06.20, 21:20
Danskere, islændinge og grønlændere er velkommen på Færøerne – selvom Færøerne overhovedet ikke blev nævnt, da statsministeren åbnede Danmark lidt mere op. Læs mere
Af Henrik Højlund
03.06.20, 17:40
Formanden for Ateistisk Selskab hævder i mindeartikel om den omstridte præst Thokild Grosbøll, der ikke troede på en skabende Gud, at mange medlemmer af folkekirken er ateister. Det tror jeg, han har ret i. Men ateismen er også en tro. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
03.06.20, 15:53
Tyskland fjerner rejserestriktionerne, mens Danmark stædigt holder fast uden sundhedsfagligt belæg Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
03.06.20, 08:13
Det er latterligt, når borgerlige debattører stempler Frederiksen-kritikere som onde mennesker Læs mere