Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Woke-tilhængerne fylder alt for meget i forhold til, hvor få de er

Fordi de færreste politikere orker eller har forudsætningerne for at sætte sig ind i, hvad wokeisme egentlig går ud på, støtter de sig til, hvad der kommer ind af høringssvar fra ngo’er og eksperter.

Professor ved Aarhus Universitet, Michael Bang Petersen, har set nærmere på antallet af mennesker, der støtter diverse woke dagsordener som for eksempel revision af traditioner eller kuratering af Højskolesangbogen i det øjemed at undgå, at nogen skulle føle sig krænket.

Det store billede er, at omkring en femtedel af svarpersonerne abonnerer på de woke dagsordener, mens de resterende fire femtedele er skeptiske.

Det er godt, at den problemstilling bliver undersøgt empirisk. Men jeg synes, professorens fortolkning af egne data rammer ved siden af.

Af Jyllands-Posten bliver han for eksempel spurgt, om krænkelsesdebatterne fylder for meget. Og svaret lyder: »Problemet er, at opmærksomheden kan skabe opfattelser af, hvordan andre politiske grupper tænker. Højrefløjen tænker: Nu stikker det helt af for dem på venstrefløjen – og omvendt. Det kan afføde polarisering i et samfund. Men disse opfattelser reflekterer en ophedet debat på de sociale medier, hvor det er dem med de mest ekstreme holdninger, der ytrer sig, frem for det stille flertal.«

Min opfattelse er, at man bør begynde et helt andet sted.

Hvis man gennem en længere periode har arbejdet med wokeisme, er det absolut ikke nogen overraskelse, at de woke dagsordener har en begrænset genklang. Eksempelvis: For hver kommentar i pressen eller på de sociale medier, der stræber efter at udskamme, får jeg fire-fem personlige henvendelser, der opfordrer mig til at fortsætte kampen.

Problemet med wokeisme kan man bedst forstå, hvis man sammenligner den med kravet om ureguleret indvandring til Danmark. Der har formentlig aldrig været mere end 20-25 pct. af befolkningen, der gik ind for den form for ureguleret indvandring til Danmark, der var præmissen for udlændingeloven i 1983.

Alligevel blev loven vedtaget, og det tog årtiers kamp at rulle den tilbage, så indvandringen fik et mere fornuftigt leje.

Det er de woke, der skal tage bestik af situationen. De tilhører et ret lille mindretal. Og de kan ikke forlange, at flertallet skal tage alle deres skøre idéer alvorligt og indrette sig på dem.

Hvorfor? Fordi en uforholdsmæssig stor del af de 20-25 pct. tilhørte en ekstremt indflydelsesrig elite. Denne elite havde for det første definitionsmagten, fordi den sad på tunge poster i medieverdenen, i forskningsverdenen, i ngo’er og i centraladministrationen. For det andet havde eliten en uforholdsmæssig stor indflydelse på det politiske system. Netop i kraft af punkt ét.

Først ville eliten smugle et eller andet radikalt tiltag ind i lovgivning og bekendtgørelser via sin placering i centraladministrationen og dermed sin indflydelse på det lovforberedende arbejde. Derpå ville forslaget gå i høring – som man siger – og af svarene fra forskere og interesseorganisationer ville intetanende politikere kunne læse, at det bare var fjong og tiptop i orden med noget mere ureguleret indvandring.

At nedkæmpe denne elite med de ufolkelige synspunkter var en enorm opgave. Og de, der oprindelig tog kampen, taler stadig om hvor mærkede de føler sig af al den udskamning og stigmatisering, de blev udsat for. Ene og alene, fordi de holdt fast i, at dansk udlændingepolitik skulle være i overensstemmelse med, hvad det store flertal i befolkningen mente.

I dag forholder det sig på samme måde med wokeismen. De 20-25 pct., der er tilhængere af den, har en uforholdsmæssig stor indflydelse på dagsordenen i medierne, i forskningsverdenen, i ngo’erne og i centraladministrationen.

Derfor bliver der hele tiden smuglet woke dagsordener ind i de papirer, vi arme politikere skal tage stilling til.

Normkritik og socialkonstruktivisme. Juridisk kønsskifte til små børn. Enøjet og tendentiøs kritik af ”kolonialisme”. Politiserede og absurde definitioner på ”racisme”. Det ene latterlige forsøg på sprogrensning efter det andet. Der er ingen ende på, hvad en elite af woke holdningsmennesker forsøger at bilde det politiske system ind, at det bør støtte.

Fordi de færreste politikere orker eller har forudsætningerne for at sætte sig ind i, hvad wokeisme egentlig går ud på, støtter de sig til, hvad der kommer ind af høringssvar fra ngo’er og eksperter.

Men tænk Dem engang: Det er forbundsfællerne til den politiserende centraladministration, der skriver høringssvarene og ekspertudtalelserne, og andre forbundsfæller, der kommenterer i medierne. Derfor tror vore dages politikere det samme om wokeismen, som datidens politikere troede om den ukritiske indvandring: at det var den eneste rigtige politik at føre.

Wokeisme er i bedste fald sludder og vrøvl. Og i værste fald farlige, splittende og udemokratiske tendenser i samfundet. Derfor skal den til enhver tid – og med det store flertals opbakning – afvises. Det er flere og flere politikere heldigvis ved at opdage.

Tilbage står en lang række virksomheder, som i deres naivitet har forestillet sig, at de fleste mennesker bakker op om wokeisme. For det første kan de have gavn af at læse Michael Bang Petersens resultater. Men for det andet fortjener de kritik for deres opportunisme og manglende mod til at stole på den sunde fornuft.

Selvfølgelig skal man kunne købe en kagemand. Selvfølgelig må der være bondegårdsdyr i et Lego-sæt. Selvfølgelig må Barbie være en prinsesse, og Ken en prins. Den samme kritik er de woke ngo’er hjemfaldne til. Man må gerne sige abekopper. Man må gerne sige sort energi.

Og nu, vi er i gang: Kritikken bør også ramme offentlige institutioner. Børn må gerne holde en indianerfest. Voksne må gerne gå med sombrero.

Det er de woke, der skal tage bestik af situationen. De tilhører et ret lille mindretal. Og de kan ikke forlange, at flertallet skal tage alle deres skøre idéer alvorligt og indrette sig på dem. Nøjagtig som det i sin tid forholdt sig med den uregulerede indvandring.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.