Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Derfor bliver der aldrig færre regler

De, der har gavn af bureaukrati, vil altid være stærkere end dem, det går ud over.

Hvordan var det egentlig at leve i 1997?

Den it, man brugte, kunne ikke så meget som den, man bruger i dag. Bilerne havde ikke så meget udstyr dengang, som de har nu. Det tekniske apparatur på hospitalerne var heller ikke så avanceret som det, der findes nu om stunder.

På alle disse punkter og på alle punkter, der minder om dem, er verden blevet bedre, end den var for 25 år siden.

Men er verden også blevet bedre, når det gælder regulering af samfundet?

Var det regelværk, man levede efter som ansat på en skole eller i en socialforvaltning meget mere primitivt dengang? Var det regelværk, en typisk virksomhed skulle følge, træls og plagsomt i forhold til i dag? Var det voldsomt indviklet at være en lovlydig borger for 25 år siden, hvis man sammenligner med i dag?

Her tror jeg ikke, fremskridtene har været nær så store, som de har været på det tekniske område. Eller hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg tror, at den evigt voksende reguleringsbyrde, som ikke modsvares af tilsvarende fremskridt og gevinster i livskvalitet, har gjort livet under det danske regelværk meget værre, end det var for et kvart århundrede siden.

På tæt ved ethvert område, man kan komme i tanke om, findes en regulering, der er mere kompleks og mere uoverskuelig end den regulering, man havde i slutningen af det 20. århundrede.

Men ingen stopper nogensinde op og spørger, om den samlede gevinst ved at regulere er så meget større end den samlede ulempe, at det giver mening.

Selvfølgelig bliver det marginalt mere sikkert at gå ind i et øltelt, hvis det kræver enten en certificering eller en byggetilladelse at sætte det op. Men bliver det så meget mere sikkert, at det retfærdiggør det øgede bureaukrati og den arbejdskraft, der er nødvendig for at certificere? Det kan man godt tillade sig at tvivle på. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at ulykker forårsaget af sammenbrasede øl- og festivaltelte var meget hyppigere før 2015 (hvor man fik de nu gældende regler), end de er i vore dage.

Er skolen blevet meget bedre af det enorme bureaukrati, der er blevet iværksat de seneste 25 år? Det er blevet evalueret utallige gange, og svaret er helt entydigt nej. Dengang var der nøjagtig det samme antal børn og unge, der aldrig fik lært at læse og skrive ordentligt, som der er i dag. Der var bare langt mindre regulering af lærernes hverdag.

Man skal regulere, når det giver mening. Hospitalerne er for eksempel blevet langt bedre til at håndtere kræft de seneste 25 år, fordi man har gennemført et stort antal helt konkrete og velbeskrevne forbedringer. Men for hvert succeseksempel på regulering, der giver mening, er der et langt større antal eksempler på regulering, der ikke giver nogen mening overhovedet. Jeg har allerede nævnt folkeskolen. Men gymnasierne og universiteterne er ikke blevet bedre af at blive reguleret tungere. Beskæftigelsesindsatsen er ikke blevet bedre. Socialforsorgen er ikke blevet bedre. Integrationen heller ikke.

Så hvorfor vedtager Folketinget ikke, at nu tager vi udgangspunkt i en kombination af de rettigheder og pligter, borgerne har i dag, og den udformning af regelværket, det havde for 25 år siden?

Det vil sige: Vi tager udgangspunkt i, at mennesker skal have 2022-rettigheder og pligter. Men i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre, beskriver vi rettighederne og pligterne ved hjælp af det lovværk, der fandtes i 1997.

Det, der i så fald ville ryge ud, var blandt andet en hel masse krav til processer, en hel masse kontrol og en helt uendelig mængde af detaljer.

Men det sørgelige svar er: Intet Folketing ville nogensinde gennemføre en sådan reform. Hvor lovgivningens kompleksitet så at sige fryses fast på niveauet omkring år 2000, og det alene er de rettigheder og pligter, borgerne har, der opdateres.

Det hænger sammen med flere ting.

For det første eksisterer der massevis af regler, som udelukkende tjener til at dække over, at medlemmerne af en forligskreds i virkeligheden ikke er enige.

Et skrækindjagende eksempel er optagelsesreglerne for gymnasiet. Når de er så meningsløse, som tilfældet er, skyldes det, at de røde partier ville have en lavere grænse for adgang end de blå partier. Her kunne parterne i virkeligheden ikke nå hinanden. Så i stedet udformede man et regelsæt, der var så indviklet, at alle kunne hævde, at det var blevet sådan, som de ønskede.

For det andet eksisterer der en masse regler, der ikke er andet end enkelte politikeres kæpheste. Det foregår på den måde, at lobbyorganisation X overtaler politiker Y til at forlange, at dette eller hint sæt af betingelser skal være opfyldt for, at politiker Y’s parti vil indgå en aftale.

Et godt sted at lede, hvis man vil se eksempler på lobbyorganisationer, der gennem politikere forlanger ekstrem bureaukratisering, er hele godstransporten.

Endelig skal man være opmærksom på, at der faktisk er mange mennesker, der har gavn af overregulering.

For store virksomheder er det ikke så besværligt at overholde kompleks lovgivning, som det er for små. Derfor brokker de store virksomheder sig sjældent over kompleks lovgivning. Den har den vidunderlige bivirkning (som man ikke behøver at tale højt om), at den forhindrer små konkurrenter i at etablere sig og blive farlige.

De mennesker, der har deres udkomme ved at udføre kontrol og gennemføre alverdens processer (revisorer, advokater, konsulenter, it-sektoren, en række akademiske professioner) brokker sig heller ikke over regulering. Den er jo – selv om den ikke gavner særlig mange andre end dem selv – trods alt, hvad der betaler huslejen og de daglige fornødenheder.

Så faktum er: Verden er ikke blevet væsentligt bedre af den regulering, der er blevet gennemført de seneste 25 år. Og de fleste af de rettigheder og pligter, der faktisk har forbedret livet for almindelige mennesker, kunne sagtens rummes i det lovværk, man havde dengang.

Alligevel bliver det aldrig lavet om. Fordi interesserne i et komplekst lovværk, der skader almindelige borgere, virksomheder og medarbejdere, i sidste ende er stærkere og mere velorganiseret end dem, der lider under reguleringen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.