Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det er for plat at gøre en tragedie til identitetspolitik

Det er tragisk, at der sågar findes mennesker, der er villige til at forsøge at slå politisk mønt af en frygtelig tragedie, som drabet i Aalborg er.

Er det i orden at sige, at det er kvinders natur at være ondskabsfulde, fordi det er et faktum, at der er ganske mange kvinder, der er den udfarende kraft i sager om samværschikane? Eller er det i orden at sige, at det er muslimers natur at slå uskyldige ihjel, fordi der eksisterer en hel del sager om islamistisk terrorisme?

Det er selvfølgelig ikke i orden at sige nogen af delene. Både samværschikane og terrorisme – så forskelligartede fænomener, der end er tale om – er overtrædelser af normer og lovgivning, som de fleste kvinder og stort set alle ikke-islamistiske muslimer tager skarp afstand fra.

Langt hovedparten af alle mænd tager skarp afstand fra voldelige overgreb mod kvinder. Derfor er det nødvendigt, at vi som samfund sætter ind imod volden over for kvinder uden at forfalde til den form for identitetspolitik, som kommer til udtryk, både når man beskylder alle muslimer for at være potentielle terrorister, alle kvinder for at være klar til at trampe på fædres rettigheder og alle mænd for at billige vold mod kvinder. Ingen af delene er i nærheden af at være sande. Derfor bør man selvfølgelig afholde sig fra at føre dem frem i offentlige debatter.

Jeg er ikke selv ekspert i mænd, der er dømt for vold. Men jeg har en god ven, som er. Hun har gennem en længere årrække været ansat som psykolog i Kriminalforsorgen. Lad os for nemheds skyld blot kalde hende Psykologen.

En af de ting, der gjorde stort indtryk på mig, var, da Psykologen engang sagde til mig, at uanset hvor mange tæsk en indsat sad inde for at have uddelt, kunne man som en tommelfingerregel gå ud fra, at han i løbet af sin barndom og opvækst havde modtaget flere.

Mennesker fødes med andre ord ikke som forråede væsener. De bliver med årene kolde, uempatiske og voldsparate, hvis de vokser op i en familie, der er kold, uempatisk og voldsparat. Hvor det altså både er sådan, at volden finder sted, og sådan, at den på et moralsk plan anses for at være en acceptabel måde at handle.

Skal man bryde den onde cirkel, gælder det med andre ord om at standse forældrene, før de fuldkommen har ødelagt deres børn. Både de drenge, der tager voldskulturen til sig og oplever den som naturlig, og de piger, der muligvis ikke siger fra. Og muligvis ligefrem opfatter de voldelige drenge som mere maskuline og dermed attraktive end de ikke-voldelige.

En anden ting, Psykologen har fortalt mig, og som har gjort indtryk, er, at mennesker godt kan handle på måder, de tager afstand fra. Det vil sige: Man kan sagtens møde et menneske, der har det som en dyb og inderligt oprigtig overbevisning, at man ikke må slå andre mennesker. Men som ikke desto mindre er kommet i en situation, hvor vedkommende alligevel har gjort det.

Problemet er her, at det ikke nytter noget, hvis man vil forsøge at overbevise et sådant menneske om, at vold ikke er løsningen. For det mener personen i forvejen af hele sit hjerte.

Det, der er brug for her, er, at man prøver at forhindre mennesker i at komme så langt ud, at de handler på måder, der strider imod deres egne inderste overbevisninger.

Det bedste eksempel på situationer, man skal forhindre, fordi de får mennesker til at handle på måder, de ikke billiger moralsk, er selvfølgelig krige. Hvor pæne og ordentlige mennesker drager i felten og myrder andre, som heller aldrig har overvejet alvorligt at gøre andre mennesker ondt.

Men andre situationer, hvor tingene går op i en spids, skal mennesker også lære at håndtere, før det går galt. Det kan i den milde ende være vejvrede. Og i den dybt graverende ende taler vi om partnervold og partnerdrab.

Der er simpelthen ingen mænd i den danske flertalskultur, der roser vold mod kvinder (eller vold i det hele taget), og der er ingen situationer, hvor en mand i den danske flertalskultur vil stige i hierarkiet, hvis det kommer frem, at han er voldelig (hverken imod mænd eller kvinder).

Det, der er problemets kerne, er den hvidglødende vrede. Den er fremragende beskrevet her. Når et menneske rammes af den, bliver det bogstavelig talt ude af sig selv. Og når først mennesket er ude af sig selv, er det ikke godt at vide, hvad det kan finde på.

Jeg synes personligt, det er alt for let og billigt at sige, at så har det enkelte menneske bare et personligt ansvar for ikke at blive vred. Tag for eksempel vejvreden (som jeg selv har en snert af: Jeg kan faktisk godt finde på at sidde bag rattet i min bil og råbe ad andre, der kører totalt idiotisk).

Det første og vigtigste er selvfølgelig – og sådan må det altid være – at man lærer at beherske sig. Man må tælle til 10. Sætte den begåede brøde i det rette perspektiv, så den skrumper ind til en passende størrelse. Eller i værste fald køre ind på en rasteplads og køle af.

Men bare fordi den enkelte bilist har et ansvar for at styre sin vrede, er det stadig ikke i orden at trække lige ud foran en bil, der skyder en langt højere fart. Eller at cruise betydeligt langsommere, end reglerne tillader, i overhalingsbanen.

Det tror jeg i grunden, de fleste kunne blive enige om. I hvert fald i en diskussion, der ikke var kørt op i en ideologisk spids, og som ikke var grebet af identitetspolitik. Man må aldrig stikke andre mennesker en flad. Men betyder det, at alle og enhver har en ret til at være øretæveindbydende? Det vil nogen sikkert hævde ud fra et sæt af ubøjelige principper. Personligt mener jeg, at det er en kunst at leve sammen med andre mennesker. Og at kunsten netop består i at hæve sig op over den primitive rethaveriskhed i ethvert af livets forhold.

At det ikke kun er min ven Psykologen, der har gjort sig visse overvejelser over, hvad det er for en slags mænd, der ender i fængsel for personfarlig kriminalitet, kunne man forleden læse i Avisen Danmark.

Her fortalte psykologen Charlotte Kappel og tidligere kriminalinspektør Bent Isager-Nielsen om mænd, der begår vold mod kvinder. Og de er inde på meget af det samme.

Når det gælder partnervold, er det som regel den helt ukontrollable vrede over et eller andet, der har været drivkraften. Når det gælder den såkaldte fjernvold (hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden), er det mest almindelige billede, at det drejer sig om en afvigende personlighed. Det kan være alt fra afstumpethed i et omfang, der må betegnes som afvigende, til psykopati og tilsvarende lidelser.

Det betyder, at ”kultur” er en af de allerdårligste forklaringer på, at mænd udøver vold mod kvinder.

Skal man tage ordet kultur alvorligt som et fagligt begreb, så betyder det et sæt af normer, der håndhæves kollektivt ved hjælp af uformel straf og uformel belønning. Handler et menneske i overensstemmelse med kulturen, vil vedkommende blive belønnet med for eksempel ros eller opstigning til en højere plads i hierarkiet. Handler et menneske i strid med kulturen, vil vedkommende blive straffet med kritik og i sidste instans udstødelse af det gode selskab.

Der er simpelthen ingen mænd i den danske flertalskultur, der roser vold mod kvinder (eller vold i det hele taget), og der er ingen situationer, hvor en mand i den danske flertalskultur vil stige i hierarkiet, hvis det kommer frem, at han er voldelig (hverken imod mænd eller kvinder).

Tværtimod: I flertalskulturen er det sådan, at en mand bliver udstødt af det gode selskab, hvis han bliver dømt for vold. Og specielt hvis han bliver dømt for vold imod en person, der er svagere end ham selv.

I forhold til den tragiske sag i Aalborg har jeg på den helt uvidenskabelige fornemmelse, at hvis, ifald og såfremt vi havde dødsstraf i Danmark, og morderne engang med tiden blev dømt, ville det ikke blive særlig svært at finde frivillige til at eksekvere straffen. Almindelige mænd er rasende over, at sådan en udåd har kunnet finde sted, og ønsker, at de skyldige bliver idømt den strengeste straf, loven giver mulighed for.

At det forholder sig sådan, forekommer mig ikke spor mærkeligt. Alle mænd har en mor. De fleste har også en søster, en datter eller en hustru. Det får selvfølgelig ikke mænd til at hade kvinder, at nogle af de vigtigste personer i deres liv er det. Tværtimod.

Den identitetspolitiske forklaring på, at kvinder bliver udsat for vold, voldtægt og drab, holder ikke en meter. For det første af de grunde, jeg har angivet ovenfor. For det andet, fordi det generelt er sådan, at identitetspolitik ikke holder.

Derfor synes jeg, det er tragisk, at der sågar findes mennesker, der er villige til at forsøge at slå politisk mønt af en frygtelig tragedie.

Men det viser for enhver, hvad identitetspolitik er i sin kerne: en tendens til at ville opsplitte samfundet i stridende og uforsonlige grupper. Et bevidst, politisk forsøg på at ødelægge den tillid, der præger det danske samfund – og som vi alle burde glæde os over og være stolte af.


Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.