Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ren "gaslighting" at påstå, at identitetspolitik ikke findes i Danmark

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme. Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og erfaringer.

Ved De, hvad ”gaslighting” er? Det er en strategi for at manipulere, hvor man prøver at få den person, man gerne vil forvirre, til at tvivle på sine egne erfaringer eller sin egen viden om et eller andet.

Oprindeligt talte man mest om gaslighting inden for psykologien. Et barn eller en hel børneflok kunne for eksempel mene, at der foregik ting og sager i barndomshjemmet, der ikke var i orden. Og en manipulerende forælder kunne modgå ved at sige, at sådan er det såmænd i alle hjem, eller at nu skal man også huske at se på tingene i deres rette sammenhæng. Og en-to-tre: Kritikken opløser sig i det rene ingenting. Det er gaslighting.

I vore dage har gaslighting fået en ekstra dimension. Det er blevet en af de foretrukne strategier for dem, der gerne vil have identitetspolitiske dagsordener gennemført i det skjulte.

Til den ende forsøger man sig ofte med gaslighting: Kathleen Stock blev næsten ikke presset ud af sin stilling ved University of Sussex (jo – det blev hun. Det er hævet over enhver tvivl). Der er praktisk taget ingen eksempler på, at identitetspolitik har negative konsekvenser i Danmark (jo – der er masser. Medmindre man i overført forstand har valgt at stikke sine egne øjne ud).

Men for nu alligevel at gå en lille smule ind på gaslighternes dagsorden: Hvordan ligger det med beviser for, at identitetspolitik har alvorlige, negative konsekvenser i Danmark?

Et af de steder, hvor man tydeligst ser, at identitetspolitikken fylder og har problematiske konsekvenser, er i spørgsmålet om grupperettigheder.

Muslimer har i mange år krævet en form for grupperettighed til at få islamiske regler anerkendt og respekteret – også af mennesker, der ikke bekender sig til islam. Det er et klokkeklart eksempel på en identitetspolitisk logik, der allerede fylder alt for meget.

Men feminismen er også gået ind i en fase, hvor det ikke handler om at forhindre diskrimination af den enkelte, men om at kvinder har en grupperettighed til en andel af alle attraktive stillinger, der modsvarer deres andel i befolkningen.

Generelt er det sådan, at alle forskere over et vist niveau er nødt til at indrette sig på, hvordan forholdene er i Storbritannien og USA. Det hænger sammen med, at de har en uskreven pligt til at publicere i tidsskrifter, der udgives i disse to lande. Bliver redaktører og bedømmere ved britiske og amerikanske tidsskrifter woke, er danske forskere nødt til at indrette sig på det. Ellers vil de ikke få en karriere i Danmark.

Der findes mange eksempler, men jeg vil fremdrage et nyligt: Institut for Menneskerettigheder har kastet sig ind i kønsfordelingen ved kommunalvalget. Her finder man, at der er for få kvinder i landets kommunalbestyrelser. Ikke fordi der er blevet diskrimineret imod individuelle kvinder. Men fordi den grupperettighed, man implicit hævder, at kvinder har til 50 pct. af alle poster i landets kommunalbestyrelser, angiveligt er blevet trådt på.

Det rejser så det interessante spørgsmål, hvem der nu skal stå op for menneskerettighederne? For når Institut for Menneskerettigheder åbenbart har valgt at gøre sig selv til Institut for Grupperettigheder, kan de ikke længere være den rette institution. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis man giver grupperettigheder forrang over individuelle rettigheder, så vil de individuelle rettigheder – som instituttet egentlig skulle forestille at stå vagt om – uvægerligt blive trådt under fode.

Så for at samle op: Når det drejer sig om muslimers krav om grupperettigheder og feministers krav om grupperettigheder, står vi som samfund allerede konfronteret med to meget velorganiserede, identitetspolitiske aktører, der allerede har haft en betydelig indflydelse på samfundets indretning.

Når det drejer sig om identitetspolitik inden for det kønspolitiske område, er en betydelig modsætning under opsejling mellem Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og Danmarks Idrætsforbund, DIF.

Hvor IOC lægger op til, at transkvinder må konkurrere i kvinderækkerne ved OL, lægger DIF op til det modsatte: at være født og opvokset som mand giver i voksenlivet så store fordele inden for sport, at transkvinder ikke bør have adgang til kvinderækkerne.

Det bliver med garanti en stor konflikt, hvor det sidste ord ikke vil blive sagt før om mange år.

Til sidst er der så de videregående uddannelser.

Generelt er det sådan, at alle forskere over et vist niveau er nødt til at indrette sig på, hvordan forholdene er i Storbritannien og USA. Det hænger sammen med, at de har en uskreven pligt til at publicere i tidsskrifter, der udgives i disse to lande. Bliver redaktører og bedømmere ved britiske og amerikanske tidsskrifter woke, er danske forskere nødt til at indrette sig på det. Ellers vil de ikke få en karriere i Danmark.

Alene derfor er det sludder og vrøvl, at identitetspolitik ikke har negative konsekvenser for danske forskere allerede. I det omfang, identitetspolitikken har indflydelse på britiske og amerikanske tidsskrifter, har den også direkte indflydelse på danske forskeres hverdag. Det mest berømte eksempel på dette er naturligvis de ubehageligheder, der for nogle år siden overgik freds- og konfliktforskeren Ole Wæver.

Identitetspolitik har kostet både rektor og en fastansat lektor ved Kunstakademiet deres stillinger. Den har også i et eller andet omfang været medvirkende til, at Marianne Stidsen har følt sig presset ud af den offentlige debat. Altså de facto er blevet ”cancelled” – aflyst.

Identitetspolitik har massiv indflydelse på indkøbspolitikken ved danske kunstmuseer. Godt illustreret ved fejden mellem de to kunsthistorikere Lennart Gottlieb og Mikael Wivel om kvaliteten af Bertha Wegmanns kunst og det rimelige i, at der i disse år investeres så mange penge og så megen tid i hende.

Identitetspolitik førte til et forsøg på at få professor Thomas Hoffmann afskediget og anklaget for videnskabelig uredelighed – altså cancelled – fordi han havde blandet sig i en debat mellem Weekendavisens Søren K. Villemoes og en norsk ph.d.-studerende.

Vi taler altså ikke om småting. Vi taler om konflikter, der rammer mennesker på deres levebrød. Og beslutninger til mange millioner kroner – der senere får indflydelse på de mest anerkendte museers udstillingspolitik.

Senest har to medarbejdere ved Den Danske Filmskole så meddelt i tidsskriftet Ekko, at de ikke vil vise film, der krænker de studerende.

I et klima, hvor (en del af) skolens studerende i forvejen retter alle mulige woke anklager imod filmskolen, betyder det, at en hvilken som helst woke studerende nu kan censurere, hvad der må vises på filmskolen. Alt, hvad det kræver, er en påstand om, at for eksempel ”The Birth of a Nation” eller ”Triumph des Willens” er krænkende. Så garanterer i hvert fald to af lærerne, at disse hovedværker i filmkunstens historie aldrig vil blive vist på filmskolen.

Det er fuldstændig absurd gaslighting at hævde, at der ikke allerede i dag er store problemer med identitetspolitik i Danmark. Den har store konsekvenser på det kønspolitiske område. Den har store konsekvenser i forhold til muslimer i Danmark. Den har store konsekvenser på kunstens område. Og den har store konsekvenser for de videregående uddannelser i Danmark. Hvor konsekvenserne hver gang trækker i samme retning: et Danmark og nogle danske institutioner, der i politisk henseende bliver mindre liberale og mindre frie.

At stå op for det politisk liberale samfund er ikke fanatisme og ikke noget, der kun optager minoriteter (jævnfør Danmarks Idrætsforbunds glædelige udmeldinger for hele kvindeidrætten).

Til gengæld er det udtryk for den mest enøjede fanatisme at prøve at gaslighte den danske offentlighed til ikke at stole på sin egen viden og sine egne erfaringer.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen