Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Forbrydere med anden etisk baggrund

Er det sådan, at RUC er ved at udvikle sig til et sted, hvor man specialiserer sig i at bagatellisere og relativisere og hvidvaske alle de problemer, der specifikt har at gøre med stormellemøstlig kultur, der møder Danmark?

Er det rimeligt at kritisere en doktordisputats på baggrund af en pressemeddelelse? Nej, det er det helt sikkert ikke. Men er det rimeligt at kritisere det udvalg af konklusioner, doktoranden i samarbejde med universitets presseafdeling mener er essensen af hele værket? Ja, så afgjort.

Derfor vil jeg tillade mig at kritisere den essens af Hakan Kalkans doktordisputats ”Veje til respekt – om gadens liv på Nørrebro”, som han sammen med RUC har ladet tilflyde offentligheden.

Essensen af disputatsen er blandt andet, at »de unge lever et dobbeltliv – de lever ét liv på gaden og et andet derhjemme. Når deres forældre ringer for at høre, hvad de laver, siger de ikke, at de sidder og ryger joints eller planlægger et indbrud, men at de bare spiller fodbold«, som Hakan Kalkan fortæller i pressemeddelelsen.

Men hvorfor hænger de unge så ud på gaden? Det har Kalkan også et bud på: »Mange af dem bliver stemplet som ballademagere, og det bliver så en identitet, de tager på sig, da den er status-givende, både blandt dele af de andre elever på skolen og i det liv, de lever på gaden. Den anerkendelse, de ikke oplever at få i skolesystemet, finder de i det parallelle gadeliv.«

At »blive stemplet« lyder af uretfærdighed. Du har ikke stjålet noget. Men du bliver stemplet som tyv. Det er uretfærdigt.

Jeg er sikker på, at Hakan Kalkan har udførlig dokumentation for, at de unge ikke rent faktisk er ballademagere. For hvis de laver en masse ballade i skolen og ødelægger undervisningen for andre, så er de jo ikke »blevet stemplet« på nogen måde. Så er de bare blevet beskrevet på en retvisende måde.

Måske pressemeddelelsen havde stået stærkere, hvis Kalkan var gået nærmere ind i diskussionen af, om der vitterligt er tale om uretfærdig stempling, eller om det ville være bedre at sige, at de ret præcist og nøgternt er ballademagere? Det synes jeg.

Alt i alt er det vigtigste budskab i disputatsen, at gadelivet på Nørrebro er et socialt problem. Det vil jeg belyse ved et længere citat fra pressemeddelelsen. Det starter her: »Hakan Kalkan påpeger, at gadekulturen ikke er kommet til Danmark udefra. Den er opstået på gaden i Danmark og eksisterede, længe før der kom indvandrere til Danmark. Allerede i 1950’erne så man unge mænd, der begik kriminalitet og havde voldelige kampe mellem forskellige baggårde på Nørrebro,« fortæller Hakan Kalkan. Nogle af de ældste fra de etniske minoriteter i gadelivet fra Nørrebro har fortalt ham, hvordan de i 1980’erne sloges med grønjakker. De her unge er arbejdsløse, fattige, og de oplever ringeagt og fremmedgørelse. Min forskning viser, at det her primært er et klasse- og fattigdomsproblem,« siger Hakan Kalkan. Et eksempel kunne være en ny cykel; noget der udover den åbenlyse brugsværdi også kan give anerkendelse fra vennerne. Men i det her miljø har mange af forældrene ikke råd til en cykel til hvert barn. De unge kan derfor stå over for et valg om, hvorvidt de skal stjæle en cykel eller ej. Et valg, som man som dreng fra middelklassen ikke står over for, siger Hakan Kalkan.« Citat slut.

Jeg er sikker på, at der i selve disputatsen er redegjort udførligt for, hvorfor blot nogenlunde øvede avislæsere altid kan gætte, om forbrydelser er begået af personer fra Stormellemøsten eller ej. Også i de tilfælde, hvor der ikke står noget i medierne om etnicitet.

Handler det for eksempel om at bortføre børn til fremmede lande, for at de ikke skal blive på en bestemt måde, er det så godt som altid nogen fra Stormellemøsten, der står bag. Handler det om at myrde eller forsøge at myrde nogen, fordi de har bragt skam over familien, er det så godt som altid nogen fra Stormellemøsten, der står bag. Handler det om gruppeoverfald på sagesløse i den hensigt at ydmyge og dominere dem, er det så godt som altid nogen fra Stormellemøsten, der står bag. Handler det om at køre ekstremt hurtigt i store biler i tæt befolkede områder uden nogen form for hensyntagen til andre, er det så godt som altid nogen fra Stormellemøsten, der står bag.

Man kunne næsten få lyst til at opsummere sagen på den måde, at der helt åbenbart findes forbrydere med anden etisk baggrund. Og at forbrydere med anden etisk baggrund så godt som altid er fra Stormellemøsten.

Men Hakan Kalkan må have en meget grundig analyse i sin disputats af, hvorfor det alligevel ikke er sådan, som de fleste observante nyhedslæsere tror. Den glæder jeg mig til at høre.

En ting, der overrasker mig, er, at RUC og Hakan Kalkan ikke gør mere reklame for, at de har opdaget, at den såkaldte Situational Action Theory (forkortet SAT) er forkert. Den er udviklet ved Cambridge University af blandt andre den svenske professor Per-Olof Wikström, og regnes normalt for at være en af de stærkeste kriminologiske teorier overhovedet.

Ifølge SAT skyldes kriminalitet i højeste grad, at der findes individer med to fremherskende kendetegn. For det første er de i besiddelse af den moralske opfattelse, at forbrydelse er et acceptabelt handlingsalternativ. For det andet har de en lav grad af selvkontrol. Men den anden vigtige faktor er miljøet: Hvis individer, som ikke kan styre sig selv og som anser forbrydelse for acceptabelt, lever i miljøer, der tolererer (eller decideret anerkender) forbryderisk adfærd, så bliver de med stor sandsynlighed forbrydere. I et interview siger Per-Olof Wikström sådan: »Social utsatthet förklarar 3–4 procent av variationen av brottsligheten, medan personlig moral och självkontroll, samt de miljöer man deltar i förklarar runt 60 procent. De flesta som lever i social utsatthet är inte brottslingar. Detta kan inte i sig vara en orsak till brott, fortsätter han och återkommer till orden självkontroll och moral.«

Det er jo noget helt andet end Hakan Kalkan: »Et eksempel kunne være en ny cykel; noget der udover den åbenlyse brugsværdi også kan give anerkendelse fra vennerne. Men i det her miljø har mange af forældrene ikke råd til en cykel til hvert barn. De unge kan derfor stå over for et valg om, hvorvidt de skal stjæle en cykel eller ej. Et valg, som man som dreng fra middelklassen ikke står over for.«

Jeg kan ikke vide, hvad Per-Olof Wikström ville tænke, hvis han hørte citatet fra Kalkan. Men det kunne måske være noget i retning af: Sikke dog noget elendig sociologi. For det første er den åbenlyst uvidende om SAT. For det andet: Hvordan kan det være, at unge fra middelklassen ikke stjæler flere Ferrarier? Dem er det jo kun overklassen, der har råd til, selv om det giver stor anerkendelse at køre rundt i en. Man kunne med SAT i hånden forestille sig, at årsagen var, at de fleste unge – også i middelklassen – tager moralsk afstand fra forbrydelse og lever i sociale miljøer, der ser ned på forbrydere. Så derfor.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra RUC eller Hakan Kalkan om alle de spørgsmål, jeg rejser i denne blog. Og som der selvfølgelig er udfoldede svar på i disputatsen.

Men jeg kunne også godt finde på at lufte en bekymring: Er det sådan, at RUC er ved at udvikle sig til et sted, hvor man specialiserer sig i at bagatellisere og relativisere og hvidvaske alle de problemer, der specifikt har at gøre med stormellemøstlig kultur, der møder Danmark? Det er kun få år siden, det bagatelliserende og relativiserende og hvidvaskende makværk ”Magt og (M)ulighed” udkom. Er dette et nyt eksempel på den samme, foruroligende tendens?

Rettelse: Pressemeddelelsen er som nævnt i selve blogindlægget udsendt af presseafdelingen ved RUC, og Hakan Kalkan arbejder som ligeledes nævnt i selve blogindlægget på RUC. Men den omtalte bog er udgivet på Hans Reitzels forlag og bygger på en disputats fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Det står nederst i pressemeddelelsen, så jeg beklager at have overset det.

Men min bekymring over RUC-forskere, der bagatelliserer og relativiserer problemer, der opstår i mødet mellem Stormellemøsten og Danmark består. Dog er den helt åbenbart en del af noget større: Der er tilsyneladende stadig ingen på Sociologisk Institut eller Hans Reitzel, der undrer sig over misforholdet mellem SAT og Kalkans arbejde.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.