Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Skal Danmark have en politisk historie?

Hvor sagen om den eventuelle oprettelse af et kolonihistorisk museum i Vestindisk Pakhus i København ender, ved ingen.

På den ene side af striden står en gruppe aktivistiske forskere – uden tung, kolonihistorisk baggrund, i øvrigt – og aktivistiske venstrefløjsere i Folketinget. På den anden side står eksperterne i dansk kolonihistorie, der i høj grad har base i Rigsarkivet.

Men hvor står Folketinget selv, når det gælder politisk og politiserende historieskrivning? Det skulle man måske tro, tinget ikke havde en mening om. Men det har det faktisk.

I Tyrkiet forholder det sig sådan, at man siden nationens grundlæggelse har benægtet, at der i perioden fra 1915 til 1923 fandt et folkedrab sted på den armenske befolkningsgruppe i Det Osmanniske Rige. I Armenien forholder det sig selvsagt sådan, at man ønsker en officiel tyrkisk anerkendelse af, hvad der skete.

De fleste historikere – og alle seriøse historikere – er enige om, at de tragiske begivenheder, som dengang udspillede sig, målt med vore dages standarder ville blive klassificeret som et folkedrab. Og dermed er de selvfølgelig også enige om, hvad det faktiske begivenhedsforløb var.

Så i grunden findes der ikke en historikerstrid om det armenske folkedrab. Til gengæld findes der en identitetspolitisk strid mellem staten Tyrkiet, der hårdnakket benægter, at den er efterfølgerstat til et regime, der begik folkedrab på en i samtiden ugleset befolkningsgruppe. Og staten Armenien, der vil have en symbolsk oprejsning gennem tyrkisk anerkendelse af de historiske forhold.

Om dette emne udspillede der sig den 19. januar 2017 en forespørgselsdebat i Folketinget. Den endte nogle dage senere med, at Folketinget med stort flertal (alle partier undtagen EL, SF og ALT) vedtog følgende tekst:

»Folketinget bekræfter sin vedtagelse nr. V 54 af 19. maj 2015 vedrørende de tragiske og blodige begivenheder, som udspillede sig i det østlige Anatolien i perioden 1915-1923. Folketinget finder, at den bedste vej til forsoning vil være en åben dialog om historien på grundlag af en fri og ucensureret historieforskning, herunder frigivelse af alle officielle dokumenter fra perioden. Folketinget beklager, at tyrkisk lovgivning forbyder borgere og medier at bruge betegnelsen ”folkedrab” om begivenhederne, og finder, at dette udgør en urimelig begrænsning af såvel forskningsfriheden som ytringsfriheden uden hermed at forholde sig til anvendelsen af denne benævnelse. Folketinget fastholder dermed sin parlamentariske tradition for ikke at udstede domme over historiske begivenheder.«

Hvis Socialdemokratiet og Radikale Venstre faktisk er i besiddelse af rygrad, bliver det politiske svar på kravet om, at staten involverer sig i et projekt, der omfatter en politisk og politiseret historieskrivning, temmelig klart: »Det har vi ikke nogen tradition for. Og når vi ikke har nogen tradition for det, så skyldes det, at der i så fald ville være tale om en ekstrem usund sammenblanding af politik og videnskab.«

Eftersom der ikke siden er indtruffet noget, der kan annullere vedtagelsen, anerkender Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance altså i skrivende stund, at der i Folketinget findes en parlamentarisk tradition for ikke at udstede domme over historiske begivenheder. Således heller ikke over den politik, der i Danmark under Enevælden blev ført i forhold til landets kolonier.

Går man ind på Folketingets hjemmeside og læser debatten, var flere af ordførerne meget skarpe.

Nick Hækkerup sagde blandt andet: »Jeg vil godt sige, at for mig og Socialdemokratiet er det sådan set ikke afgørende, hvilken mærkat man sætter på, men at anerkende, hvad der skete, lære af det og stimulere til forsoning. Når vi ikke synes, at Folketinget skal bruge begrebet folkedrab, er det, fordi vi synes, at man skal fastholde den parlamentariske tradition, man har, med ikke at udstede domme over historiske begivenheder.«

Martin Lidegaard var lige så klar: »Jeg mener faktisk ikke, at det er Folketingets opgave at fælde de her endelige kategoriske domme, selv om jeg sådan set på det personlige plan ikke er i tvivl.«

Mens den politiker, der måske udtrykte tingene allermest klart, var Søren Espersen: »Jeg har meget svært ved at forstå, at det at være en humanistisk stormagt skal betyde, at man så skal beslutte historiske begivenheder ved en afstemning i et parlament. Det har jeg svært ved at forstå. Historie – det tror jeg, vi er enige om – er jo en videnskab, og videnskab udvikler sig. Der er ikke noget, der hedder, at nu er man færdig med det. Der er hele tiden en udvikling i gang og hele tiden nye ting. Det tror jeg nu ikke, der nødvendigvis kommer i den her situation, for jeg mener, at de arkiver og de ting er vel belyst, og at man har en fornemmelse af, hvad der er op og ned. Men vi kan tage en anden sag, teoretisk set, hvor det så skulle vise sig, at en ny videnskab viser noget helt andet. Skal man så have en ny folketingsbeslutning, hvor man omgør den beslutning, man havde truffet før?«

Politisk set er det interessante ved sagen om Vestindisk Pakhus derfor: Er det lykkedes identitetspolitikerne i Enhedslisten og SF at presse den socialdemokratiske regering og Radikale Venstre bort fra et synspunkt, de to partier har haft i mange år – også mens de sad med regeringsmagten fra 2011 til 2015? Eller vil Socialdemokratiet og Radikale Venstre være standhaftige og sige, at der ikke er indtruffet noget, som ændrer på de to partiers holdning. Nemlig at den danske stat og Folketinget ikke har nogen tradition for politisk historieskrivning. Og at der ikke er nogen grund til at ændre denne holdning, som man i fortiden har argumenteret uhyre logisk og konsistent for.

Hvis Socialdemokratiet og Radikale Venstre faktisk er i besiddelse af rygrad, bliver det politiske svar på kravet om, at staten involverer sig i et projekt, der omfatter en politisk og politiseret historieskrivning, temmelig klart: »Det har vi ikke nogen tradition for. Og når vi ikke har nogen tradition for det, så skyldes det, at der i så fald ville være tale om en ekstrem usund sammenblanding af politik og videnskab.«

Kun tiden kan vise, om Socialdemokratiet og Radikale Venstre vil stå ved de holdninger, de allerede har præsenteret mange gange i Folketinget. Eller om de også er blevet så presset af woke støttepartier og woke forskere, at de løber fra principper, de mange gange har forsvaret på landets fineste talerstol.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen