<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Elina ved lige præcis, hvad danskerne er for nogen. Sjældent har man læst så komprimeret vrøvl

En klumme i svenske Aftonbladet er en opvisning i, hvordan man gør vold på virkeligheden, så den passer til ens egen opfattelse af den.

Hvordan føles det at blive belært om hygiejne af et menneske, der har for vane at rulle sig selv i skidt? Sikkert ganske selvmodsigende. Men næppe særlig meget anderledes, end det er at blive belært om indvandringspolitik af den svenske journalist Elina Pahnke.

I en nylig klumme i Aftonbladet med titlen ”Konservativt korståg mod kritisk forskning” skriver Elina Pahnke blandt andet, at »i ett Danmark där statsministeren för en tid sedan sa att målet är att ha noll asylsökande, har det bare varit en tidsfråga innan den ideologiske statsrasismen börjar göra avtryck på forskarfriheten«.

At Sverige i almindelighed og Malmø – den by, hvor Elina Pahnke så vidt vides bor – i særdeleshed er sunket ned i etnisk bandekriminalitet, skyderier og bombesprængninger, og at landet har et utal af områder, hvor den svenske stat har tabt sit herredømme og voldsmonopol, gør åbenbart ikke noget indtryk.

Det er intet mindre end »ideologisk statsracisme« at gøre modstand imod den slags uønskede samfundsforandringer. Der som en langsigtet konsekvens har, at selve det politisk liberale samfund forvitrer – så blandt andet ytringsfrihed, religionsfrihed, kvinders rettigheder og retten til at leve i et samfund præget af lov og orden kommer under pres.

I det hele taget er Elina Pahnkes artikel en opvisning i kognitiv dissonans. Det vil sige en opvisning i, hvordan man gør vold på såvel kendsgerninger som logik for at få sit allerede etablerede verdensbillede til at forblive intakt.

Hun åbner sin artikel med at sige, at Morten Messerschmidt og jeg fattede en »pludselig interesse« for, hvad der sker på universiteterne.

I Danmark betragter vi Sverige som et rædselsvækkende eksempel på, hvad der kan ske, når en magtfuldkommen elite gennemfører en politik, der på den ene side anbefales af tossede forskere og på den anden side ikke går direkte ud over den magtfuldkomne elite selv.

Min interesse for universiteterne er ikke mere pludselig, end at jeg i 2013 rejste en sag om manglen på akademiske standarder ved Aalborg Universitet, som jeg i øvrigt vandt. Den er ikke mere pludselig, end at jeg har været LA’s forskningsordfører siden 2015.

Og den er ikke mere pludselig, end at jeg efter en længere periode med forberedelser i 2020 skrev en hel bog om identitetspolitik ved blandt andet universiteterne.

At gøre vold på kendsgerningerne på den måde er imidlertid nødvendigt for at få den konspirationsteori til at falde i hak, at det danske Folketings interesse for aktivisme på universiteterne er en del af en international, konservativ tendens, der er startet i USA som et backlash mod Black Lives Matter.

I Danmark er tendensen ikke mere konservativ, end at den støttes af både socialdemokrater og liberale ud over de konservative. Og i Frankrig – som også omtales – er det som bekendt en liberal regering, der styrer landet. Med andre ord: Det er vrøvl og sludder, at det er specielt konservativt at være kritisk over for woke teoridannelser. Det er noget, alle tre hovedretninger i europæisk politik interesserer sig for.

I USA er debatten om woke teorier i øvrigt heller ikke af nyere dato. Man kan uden problemer læse Allan Blooms ”The Closing of the American Mind” fra 1987 som en tidlig advarsel mod identitetspolitik på universiteterne. Ligesom Steven Pinkers ”The Blank Slate” fra 2002 helt eksplicit er skrevet for at advare imod, at woke teorier om køn skubber videnskabeligt forankrede teorier med udgangspunkt i blandt andet biologi og kognitionsvidenskab ud fra universiteterne.

De såkaldte Chicagoprincipper fra 2014 voksede heller ikke ud af ingenting. De opstod ud fra en oprigtig bekymring for åndsfriheden i lyset af den såkaldte cancel culture.

Men det er jo bare kendsgerninger. De kan virke stærkt forstyrrende på en forfatter, der allerede ved, hvordan tingene hænger sammen.

Elina Pahnkes behandling af forholdene i Frankrig er også eksotisk. Hun skriver i sin artikel, at den franske forskningsminister Frédérique Vidal rejste debatten om ”islamo-gauchisme” for at aflede opmærksomheden fra såkaldt islamofobi (et begreb, der er opfundet for at udskamme kritikere af islamisme) og Frankrigs kolonihistorie i islamiske lande.

Pahnkes måde at diskutere problemet på, er absurd. Frankrig har en nyere historie med voldelig islamisme, der er mere blodig end noget andet land i Europa. Og det er uomtvisteligt sandt, at venstrefløjspartier alt for ofte tyr til enten socialdeterministiske forklaringer på problemer, der uden tvivl udspringer af kultur. Eller de tyr til absurde sammenligninger – som Pahnke gør – mellem forfølgelsen af jøder i mellemkrigstiden og kampen mod islamisme og jihadisme (samt – ironisk nok – islamisk antisemitisme) i vore dage.

I Danmark betragter vi Sverige som et rædselsvækkende eksempel på, hvad der kan ske, når en magtfuldkommen elite gennemfører en politik, der på den ene side anbefales af tossede forskere og på den anden side ikke går direkte ud over den magtfuldkomne elite selv. Men ud over den svenske arbejderklasse og lavere middelklasse. Der både må bo i eller i nærheden af de områder, der synker ned i kaos. Og finde sig i at blive stemplet som racister af folk som den højrøvede Elina Pahnke, hvis de stemmer på det eneste gennemført fornuftige parti i Sverige, når det gælder indvandring: Sverigedemokraterne.

Det er derfor, man under VLAK-regeringen i 2018 (og ikke socialdemokraterne, som Elina Pahnke fejlagtigt skriver) vedtog ghettopakken. I Danmark ønsker det politiske flertal heldigvis ikke at lytte til apologetiske forskere, der først anbefalede den vanvittige Udlændingelov i 1983. Og siden har frarådet skiftende regeringer at føre den eneste fornuftige politik: en politik, der går en anden vej end Sverige.

At det danske folketingsflertal eller den danske regering har indflydelse på, hvad der kaldes videnskab – som Elina Pahnke slutter sin artikel med at sige – er decideret løgn. Det har Folketinget og regeringen ikke nogen indflydelse på. Og det ønsker Folketinget og regeringen ikke nogen indflydelse på.

De eneste, der faktisk ønsker at bryde med armslængdeprincippet, er sjovt nok den venstrefløj, der stemte imod V137. Her kræver man jævnligt, at den økonomiske videnskab retter ind efter et politisk ønske om at forstå urentable udgifter som ”investeringer” og i det hele taget dropper sin kernefaglighed.

Jeg ville blive bestyrtet i to omgange, hvis jeg læste en artikel som Elina Pahnkes om et land, jeg troede, jeg kendte godt, i en dansk avis. I første omgang ville jeg blive bestyrtet over en rapport om, hvor galt det står til i et land, jeg umiddelbart havde en anden og mere gunstig opfattelse af. Og i næste omgang bestyrtet over, at man kan presse så meget vrøvl, sludder og løgn ind i en artikel af så forholdsvis begrænset længde.


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Henrik Dahl (f. 1960) er sociolog og medlem af Folketinget for LA. Han har de seneste knap 25 år udgivet en række bøger om kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Nyligst en bog om den venstreradikale identitetspolitik, der kommer fra USA: "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" fra 2020.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
05.12.21, 09:17
To år efter virussens udbrud i Kina ser det ud til, at vi står i et paradigmeskifte, som vil gøre Europa mere kinesisk. Læs mere
Af Marie Høgh
04.12.21, 09:00
Det er krænkeren og ikke kulturen under ledelse af en mediechef, der bærer ansvaret for den forkastelige adfærd – men kvinderne bærer også et ansvar. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
03.12.21, 08:00
Arbejdsløsheden er faldet, og det samme er kriminaliteten, så selvfølgelig skal vi ikke afskaffe ghettoplanen. Læs mere
Af Carolina M. Maier
02.12.21, 17:00
Vi identificerer os i ekstrem grad med vores arbejde – nogle gange så meget, at det kommer til at stå i vejen for at kunne realisere ens drømme om, hvordan man helst vil leve sit liv. Er det rimeligt, at arbejdet tager så meget af os? Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.12.21, 19:00
Man skal virkelig passe på med at udtale sig uden omtanke, da man meget nemt kan komme til at træde folk over fødderne. Det er, som om coronadebatten indeholder mange flere følelser og mange flere forskellige synspunkter og perspektiver end andre emner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere