<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Her er det nye, beskidte debattrick, du er nødt til at kende

Wokeismen kommer til Danmark, og den kommer til at fylde mere. Det kan vi lige så godt vænne os til.

Jeg har tidligere beskrevet her i avisen, hvordan wokeness er på vej til at blive en faktor i det britiske, politiske liv. Til det kan man lægge en stigende bekymring hos den franske præsident Emmanuel Macron, som man kan læse om her. Givet de europæiske kulturers generelle sammenfiltrethed, anser jeg det kun for et spørgsmål om tid, før vi i Danmark, skal i gang med at forholde os til wokeness på et langt mere alvorligt plan, end vi gør i dag.

Overalt, hvor der er kamp, er der uhæderlighed.

Når Folketinget skændes med en kreds af forskere om konsekvenserne af den helt igennem tilforladelige og rimelige vedtagelse V137, der lukkede forespørgselsdebat F49 om overdreven aktivisme, så benytter de mest engagerede forskere gerne kneb som stråmandsargumenter og motivfortolkninger.

Begge dele plejer man at anse for at være unoder i en debat.

Et stråmandsargument er en debatfremgangsmåde, hvor man tillægger sin modpart en tåbelig eller på anden vis karikeret udgave af det, modparten rent faktisk siger, og derpå nedkæmpes ikke modpartens argumenter, som de rent faktisk er fremsat, men den tåbelige udgave af modpartens argument, man selv har opstillet.

I det lange løb narrer et stråmandsargument selvfølgelig ikke nogen. Men på kort sigt kan det forvirre og give en momentan fordel.

Motivfortolkningen består i at hævde, at når ens modpart siger dette eller hint, skal det ikke tages for gode varer. Man har nemlig afdækket en skjult hensigt med argumentet, som ens modpart ganske vist ikke selv har sagt noget om, men som man selv har gennemskuet og nu bruger som ramme for en vidtgående fortolkning.

Fremragende eksempler på stråmandsargumentation og motivfortolkning inden for forskningsdebatten kan man se her eller her.

Når man gerne vil manipulere og stille sig selv i et godt lys, er det typisk bullshit, man tyr til. Det kan være en virksomheds påstand om, at kunderne betyder alt, som ikke rigtig matcher den faktiske kundeoplevelse, når man gerne vil klage over noget eller bare i kontakt med virksomheden.

Eller det kan være en politisk motiveret påstand om, at nu bliver denne eller hin velfærdsydelse meget bedre. Samtidig med at borgerne får tre gange så langt til den angiveligt forbedrede service. Eller når begejstringen i den kommunale folder over, at nu sker der noget godt for miljøet, slet ikke står mål med det helvede, som opstår, når man skal sortere sit husholdningsaffald i hundrede og sytten fraktioner.

Men hver arena har sine egne unoder. Og når det gælder wokeness, skal du til at vænne dig til den unode, der hedder ”motte and bailey”.

Hvis du vil have den lange forklaring, kan du læse Nicolas Schackels oprindelige artikel fra 2005 her.

Hvis du synes, det tager for lang tid eller under alle omstændigheder er en anelse for langhåret, kan du nøjes med populariseringen her.

Men essensen er følgende: I den tidlige middelalder brugte man rundt omkring i Europa en form for fæstningsværk, der på engelsk hedder ”motte and bailey”.

En ”bailey” er et svagt beskyttet område foran et tungt beskyttet forsvarsværk, der hedder en ”motte”. På bailey-området kan man holde marked og mødes i fredsommelighed. Men når fjenden nærmer sig, trækker man sig tilbage til motte, der er meget lettere at forsvare.

Når det gælder skøre påstande fra postmodernismen, og når det gælder skøre påstande fra wokeismen – der er postmodernismens politiske gren – benytter man sig typisk af en motte and bailey-strategi.

Når man ikke er under angreb, siger man helt vilde ting som for eksempel, at ”sandheden er en social konstruktion”. Det er en komplet skør påstand, der ikke lader sig forsvare. Den succes, moderne biomedicin har med at holde mennesker i live, når man sammenligner den med alverdens overtro, gør det jo nærliggende at sige, at hvad end begrebet sandhed i sidste instans måtte betyde, så er biomedicinen nok tættere på sandheden om, hvordan kroppen fungerer, end folkemedicinen. At ”sandheden er en social konstruktion” kan man kalde den svært forsvarlige bailey-udgave af postmodernismen.

Angriber man så postmodernisterne, ved de udmærket godt, at de ikke kan forsvare deres mest outrerede påstande. Derfor trækker man sig tilbage til motte – altså det lettere forsvarlige fæstningsværk – og siger ”det, vi opfatter som sandt, er en social konstruktion”.

Det er jo rigtigt nok – men det er også banalt. Hvad vi i netop dette øjeblik anser for sandt, er opretholdt af institutioner som f.eks. universiteterne. Og derfor en social konstruktion, der kan ændre sig i takt med, at videnskaben gør fremskridt.

Et af wokeismens foretrukne midler til at forvirre borgerne, er motte and bailey.

Hvis man hader sit land og ønsker at udslette fortiden (som er en central del af wokeisme), så kommer bailey-udgaven: Vi skal have et opgør med strukturel racisme og sexisme. Vi skal afkolonisere alting. Derfor skal ethvert spor slettes af mennesker, der for hundredevis af år siden mente ting eller gjorde ting, der i lyset af vore dages standarder er forkerte.

Dette er selvfølgelig et vanvittigt og uforsvarligt synspunkt. Derfor lyder motte-udgaven: Vi bliver aldrig færdige med historien. Den skal altid skrives på ny.

Det er alle fornuftige mennesker enige i. Derfor klarer wokeisterne frisag, når de interviewes af en dårlig journalist. Og kan allerede næste dag fortsætte deres samfundsskadelige virksomhed.

Hvis man nægter at anerkende biologi som et udgangspunkt for kønsidentiteten (en anden central del af wokeisme), kommer bailey-udgaven: Når vi bliver født, bliver vi tilskrevet et køn. Men det er en fuldkommen vilkårlig handling og i virkeligheden et magtovergreb. Derfor gælder det om at nedbryde alle forestillinger om biologi. Så vil folk hen ad vejen finde på at kalde sig det køn, de føler sig som. Uanset hvordan deres genitalier end måtte se ud.

Påstanden er implausibel for noget rationelt tænkende menneske, eftersom over 99 procent af alle danskere identificerer sig med deres biologiske køn og det må antages, at det er totalt umuligt (og aldrig set i menneskehedens historie) at manipulere så effektivt imod menneskets egentlige ønske og vilje.

Derfor falder man ved kritik tilbage til motte-positonen: Alle har lov til at være dem, de er og elske dem, de elsker. Javel – det er alle jo enige i. Men det var bare ikke det, bailey-udgaven af argumentet gik på. Det var langt mere radikalt og helt umuligt at forsvare. Men det er bailey-udgaven, man faktisk arbejder i det mere eller mindre skjulte for at gennemføre.

Wokeismen kommer til Danmark, og den kommer til at fylde mere. Når du kender ideen om motte og bailey, bliver det hele en anelse lettere for dig, der er kritisk. Du skal nemlig lade være med at acceptere motte-udgaven af wokeness, som alle er enige i. Og holde fast i at kritisere bailey-varianten, som ingen fornuftige mennesker kan acceptere eller gå ind for.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Dahl (f. 1960) er sociolog og medlem af Folketinget for LA. Han har de seneste knap 25 år udgivet en række bøger om kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Nyligst en bog om den venstreradikale identitetspolitik, der kommer fra USA: "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" fra 2020.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
24.07.21, 14:00
Stille flanerer vi rundt mellem venners statusopdateringer, hashtags og parader af selvgodhed, det er en flyvetur ind i intetheden. Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.07.21, 19:00
Hvis man begynder at kræve regler og normer, som er meget fjernt fra nutidens Danmark, indført, må man også forvente en modstand fra majoriteten i landet. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.07.21, 14:45
Breivik var et ødelagt menneske, der hadede alt, hvad hans diplomatfar stod for Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
23.07.21, 14:00
Tager vi overhovedet ved lære af naturkatastroferne? Ikke meget tyder på det, for regeringen taler om klimaplan, som når små børn skriver ønskeseddel til jul. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
22.07.21, 12:15
Kirkefolket har naturligvis samme ytringsfrihed som alle andre. Om igen, Venstre. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.07.21, 20:00
Krænkeren er problemet. At vende det på hovedet er provokerende og blokerer for løsninger. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
21.07.21, 00:00
Den socialdemokratiske totalstat er lige præcis det, som det borgerlige Danmark mangler for at vågne op Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.07.21, 00:00
Boligministeren kan glemme alt om at tvinge danskere til at bosætte sig i områder med høj koncentration af ikkevestlige beboere. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.07.21, 20:00
Sentimentaliseringen af alt det udenom cykelsporten er et led i en bredere samfundsudvikling. Læs mere