<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Er der hold i snakken om aktivistiske forskere?

Siden marts har debatten stået i Danmark: Er der ved universiteterne opstået politisk aktivistiske miljøer, der har erstattet gammeldags idealer om forskning med yderligtgående, venstreorienteret aktivisme?

I den forbindelse har apologeter for tingenes nuværende tilstand blandt andet argumenteret for, at problemet overhovedet ikke findes. Det skulle efter denne opfattelse ene og alene være udtryk for nogle højreorienterede politikeres trang til at vække opmærksomhed.

I den mest fornuftige ende finder man lektor Nils Holtug. Han argumenterer for, at forskere gerne må være normative i deres tilgang til de emner, de studerer. Men samtidig sætter han klogeligt nogle grænser op. Både i forhold til redelighed, når det gælder om at fremstille resultater, der støtter ens politiske holdninger. Og i forhold til forskningskvalitet i det hele taget.

I den knap så fornuftige ende finder man en række forskere, som i forskellige variationer siger, at da forskning aldrig kan være helt objektiv og helt værdifri, kan det hele nærmest være lige meget. Et godt eksempel kan læses her.

Men indvendingen mod den måde at argumentere på ligger ligefor: Ja. Det kan godt være, at objektivitet og værdifrihed ikke findes i praksis. Men sandhed er et ideal, man som forsker bør stræbe efter – selvom det er umuligt at nå. På samme måde er spørgsmålet om den almene anerkendelse af videnskabelige resultater et ideal: Det kan godt være, at det aldrig nås. Men den rette måde at forske på er ikke desto mindre stadig at stræbe efter at overbevise alle så godt, det lader sig gøre. Denne vigtige tilføjelse til relativismen og nihilismen, der ligger i påstanden om, at når man ikke kan nå idealerne, kan det hele være ligegyldigt, kan læses hos Lars Qvortrup her.

Endelig er der så de helt outrerede benægtere. Et godt eksempel er for eksempel professor emeritus Heine Andersen, der sammen med Mogens Nygaard Christoffersen skriver i blandt andet Kristeligt Dagblad.

Skønt en person som Julia Suárez-Krabbe decideret har aflagt tilståelse i Berlingske, mener Andersen åbenbart ikke – og den påstand har han gentaget ofte – at der foreligger dokumentation for blandt andet aktivisme. Det er over grænsen ind mod det komiske.

Men den venstreorienterede aktivisme på danske universiteter er ikke bare sporadisk. Den er ekstrem. Det kan man se af et nyligt kampskrift i Politiken med titlen: ”Forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten: Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid”.

Selvfølgelig har forskere lov til at have en holdning og udtrykke den. Men i manifestet (der har over 30 underskrivere) hedder det: »Som akademikere, forskere og undervisere med speciale i Mellemøsten er vi solidariske med palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden, i Israel og de omtrent 7 millioner palæstinensiske flygtninge verden over.«

Det kan ikke læses på andre måder end, at de højtideligt erklærer, at de udfører deres daglige arbejde i solidaritet med palæstinenserne. Og dermed helt klart ikke ud fra et ideal om hverken balance i fremstilling af positionerne eller ligefrem neutralitet.

Navnlig ikke, fordi det gentages mod slutningen af teksten: »Som akademikere, forskere og undervisere i Danmark, en tidligere kolonimagt, er vores støtte til den palæstinensiske befrielse en integreret og fuldstændig nødvendig del af den bredere afkoloniseringsproces.« Det handler tydeligvis ikke om holdninger i fritiden, men om holdninger i arbejdstiden.

Længere nede i manifestet fremstilles Israel gang på gang som et apartheidsamfund. Det er en betegnelse, der primært er lanceret af ngo’en Human Rights Watch, og er – hvis man skal sige det yderst pænt, hvad Adam Holm her bestræber sig på – det, man kan kalde en tilsnigelse.

Som Adam Holm skriver, så har livet som araber i Israel absolut intet at gøre med livet som sort i Sydafrika under apartheidstyret. Og hvorfor lige trække Israel frem som ”apartheidland”, når der f.eks. findes masser af islamiske lande, hvor de rettroende er førsteklassesborgere, og de vantro anden- eller tredjeklasses? Så hvorfor Israel – på et både faktuelt forkert og urimeligt grundlag – skal trækkes frem som slyngelstat på bekostning af andre stater, der faktisk fortjener betegnelsen, står hen i det uvisse.

Et besynderligt træk ved manifestet er, at det slet ikke nævner Hamas. Og dermed heller ikke Iran, der er storsponsor for Hamas.

Hamas har det samme mål som Iran, nemlig staten Israels totale udslettelse. Det er ikke bare noget, man har i munden. Hamas har ved talrige lejligheder forsøgt efter bedste evne at gøre målet til virkelighed.

Skal man forstå Israel til fulde, ville det derfor være en god idé at nævne, at landet står over for en eksistentiel trussel fra Hamas og Iran.

Udover at forskerne selv tilstår yderligtgående venstreorienteret aktivisme, fortæller de også den kyndige læser, hvor de har deres faglige udgangspunkt: Overordnet set handler det alt sammen om afkolonisering.

Det vil blandt andet sige den samme fikse (men i bund og grund forfejlede) idé om en uafvaskelig arvesynd blandt nulevende danskere på grund af den politik, der blev ført under enevælden. Den, som også fik en gruppe vandaler under ledelse af Katrine Dirckinck-Holmfeld til at stjæle en buste af Frederik V og kaste den i Københavns havn.

Den venstreradikale aktivisme stortrives ved danske universiteter. Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved. Fordi den har aflagt fuld tilståelse herom.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Henrik Dahl (f. 1960) er sociolog og medlem af Folketinget for LA. Han har de seneste knap 25 år udgivet en række bøger om kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Nyligst en bog om den venstreradikale identitetspolitik, der kommer fra USA: "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" fra 2020.
Seneste blogs
Af Søren Gade
23.09.21, 22:24
Hvis man forbyder fly, vil de fleste formentligt i stedet vælge bilen, hvilket det europæiske vejnet slet ikke er gearet til. Læs mere
Af Isabella Arendt
23.09.21, 22:19
Jeg kan godt forstå, at landbruget føler, at regeringen lyver for dem - og danskerne. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
23.09.21, 18:30
Vi har desværre aldrig kunnet tage os sammen til at få ryddet den kriminelle fristad – nu er det tid. Læs mere
Af Nauja Lynge
23.09.21, 17:34
Selvstændighedsslæden er ikke køreklar for Grønland. Derfor manipuleres der med præmisserne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.21, 21:00
Grønlands udenrigsminister ønsker stemmeret ud fra etniske skillelinjer, og får en særdeles blid behandling i P1 Morgen. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.09.21, 08:45
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
18.09.21, 19:05
Hvornår melder man afbud, og hvornår vælger man at tage afsted til et arrangement med en lille tvivl i maven? Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.09.21, 19:00
Konstant vækst har vist sig at være skadeligt, både for det enkelte menneske og for planeten. Selvfølgelig kan et alternativ skabes. Det starter først og fremmest med, at vi tror på det, selvom liberalisterne altid vil fortælle jer det modsatte. Læs mere
Af Harun Demirtas
17.09.21, 16:40
Spørgsmålet om, hvorfor sygeplejerskerne er så vrede, og hvad mon man har udsat landets sygeplejersker for, siden de har nået hertil, har stadig ingen forholdt sig til. Læs mere