<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Historien gentager sig

Først Monty Python som satire. Dernæst Monty Python som alvor.

I betragtning af, at jeg har skrevet en hel bog om identitetspolitik, er der et aspekt af hele ”woke-bevægelsen”, jeg er lidt flov over, at jeg ikke fik foldet ud: Dens utrolige lighed med Monty Python. Tag for eksempel denne passage fra ”Life of Brian” fra 1979, som jeg har tilladt mig at oversætte:

Judith: Enhver anti-imperialistisk gruppe som vores må afspejle de forskellige interesser i baglandet.

Reg: Enig.

Alle nikker.

Reg: Francis?

Francis: Jeg mener, Judith har en gyldig pointe, Reg. Under forudsætning af, at bevægelsen aldrig glemmer, at det er en umistelig ret for alle mænd

Stan: Eller kvinder…

Francis: Eller kvinder… til at befri sig selv

Stan: Til at han eller hun kan befri sig selv

Reg: Til at han eller hun kan befri sig selv. Enig. Tak, broder.

Stan: Eller søster

Francis: Tak, broder. Eller søster. Hvor kom jeg til?

Reg: Jeg troede, du var færdig.

Francis: Nå, var jeg? OK.

Reg: Desuden er det en medfødt ret for enhver mand.

Stan: Eller kvinde.

Reg: Hvorfor klapper du ikke i om kvinder, Stan? Du er irriterende.

Stan: Kvinder har fuld ret til at deltage i vores bevægelse, Reg.

Francis: Hvorfor har du altid så travlt med kvinder, Stan?

Stan: Jeg ønsker at blive en.

(Lang pause)

Reg: Hvad?

Stan: Jeg ønsker at blive en kvinde. Fra nu af skal i alle sammen kalde mig Loretta.

Reg: Hvad!?

Stan: Det er min ret!

Judith: Men hvorfor vil du være Loretta, Stan?

Stan: Jeg vil have børn.

Reg: Du vil have børn?!?!?!

Stan: Alle har ret til at få børn, hvis de ønsker det.

Reg: Men du kan ikke få børn.

Stan: Lad være med at undertrykke mig.

Reg: Jeg undertrykker dig ikke, Stan. Du har ikke nogen livmoder. Hvor skal fosteret udvikle sig? Vil du have det i en kasse?

(Stan begynder at græde.)

Judith: Jeg har en ide! Lad os være enige om, at han ikke rent faktisk kan få børn, fordi han ikke har en livmoder. Det er ikke nogens fejl. Ikke engang romernes. Men han kan have en ret til at få børn.

Francis: God ide, Judith. Vi kan kæmpe mod romerne og forlange retten til børn, broder. Søster, undskyld.

Reg: (irriteret) Hvad er pointen med alt det her?

Francis: Hvad?

Reg: Hvad er pointen med at kæmpe for retten til at få børn, når man ikke kan få dem?

Francis: Det er et symbol på vores kamp mod undertrykkelsen!

Forskellen mellem dengang og nu ligger ikke i indholdet. Den ligger i afsenderens grad af alvor og i modtagerens afkodning af det sagte. Hvor det i 1979 var klart for enhver, at dette var en let og morsom udgave af den samme absurdisme, som man kunne finde hos Ionescu, og modtagelsen derfor bestod i latterbrøl og lårklaskning, skal man i vore dage lægge ansigtet i alvorlige folder, når tilsvarende ord ytres. Vil en mand være kvinde, er det en alvorlig sag. Og hvis den nyslåede kvinde gerne vil have børn, skal man ikke modsige vedkommende med biologiske argumenter. Det førte for nylig til, at en spansk politiker blev smidt af Twitter i to uger.

Påstanden om, at den woke virkelighed minder om Monty Python, hænger ikke på en enkelt passage i en enkelt film.

En forskertype som miss Anne Elk og hendes epokegørende teori om brontosaurussen (at den er tynd i den ene ende, tykkere på midten, og tynd igen i den anden ende) findes i lyslevende live, og må ikke latterliggøres.

En skovhugger, der gerne vil gå i dametøj, skal man tage til efterretning som noget fuldkommen u-opsigtsvækkende og normalt.

Og det har aldrig været et bedre råd, end det er i dag, at man ikke bør være uforskammet over for en araber.

Men hvad er det, der har bevirket, at Monty Python er blevet til alvor, og at ingen længere har lov til at le hjerteligt af de ting, der var sjove for fyrre-halvtreds år siden?

Det er nok først og fremmest, at der ikke længere er noget, der hedder ”virkeligheden”. Hvilket Monty Python faktisk selv foregreb i Loretta-sketchen, der ender således:

Reg: Det er et symbol på hans kamp mod virkeligheden.

Kampen mod virkeligheden, som Monty Python omtaler, er ikke længere noget, mennesker med akademisk dannelse taler højt om. For til vore dages akademiske dannelse hører en viden om, at der ikke rigtig er noget, der hedder ”virkeligheden”, og som man bør indrette både det, man siger og den måde, man handler, efter.

Hvis man tager den berømte sketch Osteforretningen, så vil humoren i de mest woke kredse være drejet rundt: Den, der er til grin, er kunden med sin naive forestilling om, at en ”osteforretning” nødvendigvis er et sted, hvor der sælges ost. Mens den, der kæmper sandhedens og fornuftens sag er ekspedienten, der fastholder, at man ikke kan slutte noget som helst ud fra, at men befinder sig et sted, der kalder sig ”osteforretning”. I vore dage skal man altså forestille sig, at hvis man viste Osteforretningen på de skøreste institutter på RUC (eller lagde den ud i Facebook-gruppen Humboldt-forum), så ville folk skraldgrine over den latterlige John Cleese, og føle sympati med Michael Palin.

På samme måde med sketchen Blå Norsk. Her er det igen Michael Palin, der kæmper heroisk imod John Cleeses forrykte, epistemologiske hybris, når han fastholder, at det ikke på nogen måde kan konkluderes, at det ubevægelige papegøje er død. Der er faktisk ingen gyldige argumenter for, at det ikke lige så godt kunne være en papegøje af racen ”blå norsk”, der længes efter fjordene. Så hvorfor trætte den arme dyrehandler med ensformige og dårlige underbyggede påstande om, at den er død og har fødderne sømmet fast til fuglepinden?

Hvis man prøver at sammenfatte, hvordan Monty Python opnåede deres komiske effekter, så skete det forbløffende ofte på den måde, at de gik ud fra, at virkeligheden eksisterer og ikke står til diskussion. Det var den ikke-udtalte antagelse, de tillod sig at antage, at de kunne dele med deres publikum. Og med den som præmis, lavede gruppen sjov med skøre karakterer, som af den ene eller den anden grund nægtede at acceptere logik, empirisk belæg eller blot eksistensen af en fælles virkelighed.

I vore dages akademiske verden er det sine steder højeste mode at antage, at der ikke eksisterer en fælles virkelighed og at logik og empirisk belæg ikke har nogen overbevisningskraft (eller i det hele taget er noget, man skal bøje sig for).

Derfor kommer Monty Python til at stå på hovedet i denne akademiske optik: De figurer i Monty Python, der oprindeligt var til grin, er i den woke videnskabs verden dem, der har ret. Mens de figurer, der repræsenterer den sunde fornuft, er latterlige og rent til grin.

Karl Marx sagde, at historien gentager sig: Første gang som tragedie. Anden gang som farce. Det kan i vore dage ændres til: Historien gentager sig. Første gang med Monty Python som satire. Anden gang med Monty Python som alvor.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Henrik Dahl (f. 1960) er sociolog og medlem af Folketinget for LA. Han har de seneste knap 25 år udgivet en række bøger om kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Nyligst en bog om den venstreradikale identitetspolitik, der kommer fra USA: "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" fra 2020.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
16.09.21, 12:22
Hvorfor træffer skandinaviske kvinder mere kønsstereotype valg end kvinder i resten af verden? Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
16.09.21, 08:56
Danskerne går baglæns i ligestillingsdebatten – hvorfor går de ellers ind for, at kvinder skal pakkes ind, og er imod tvungen barsel til mændene? Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.09.21, 20:25
Først og fremmest burde der ikke herske nogen tvivl om, at vi i det kapitalistiske system, som vi lever under, bliver betragtet som arbejdere, der sælger vores arbejdskraft, og forbrugere, der køber de produkter, der bliver produceret – ikke ret meget andet. Læs mere
Af Mikael Jalving
15.09.21, 13:21
Hvem tænker på børnenes tarv, når det gælder øremærket barsel til mænd? Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.09.21, 10:14
Vil vi have fuld valuta for DA og FH's forslag om øremærket barsel, skal der fuld løn og ingen anciennitetsbestemmelser ind i overenskomsterne. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.09.21, 09:00
Vejen er banet for stormagter, som kiler sig ind og kræver plads i noget, som i værste fald kan ende i en ny kold krig. Hvorfor italesætter regeringen ikke splittelsen i rigsfællesskabet? Læs mere
Af Gitte Seeberg
14.09.21, 15:20
Nyt barselsforslag er et klart skridt mod mere ligestilling. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
14.09.21, 14:20
Naturtalibanerne påstår, at en gammel losseplads er uvurderlig natur. Men vandsalamanderen må flytte sig nogle hundrede meter, så der kan blive plads til, at også politibetjenten og sygeplejersken har råd til at stifte familie i København. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
14.09.21, 11:00
10 gode grunde til at prise måltidet. Få problemer er nemlig så store, at de ikke kan løses over et godt måltid. Læs mere
Af Isabella Arendt
14.09.21, 10:34
Frihedskampen for familierne skal ikke handle om at binde, tvinge og øremærke, men om at sikre dem så meget frihed i deres eget liv som overhovedet muligt. Læs mere