<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi taler for lidt om det største paradoks i velfærdsstaten

At man ikke kan have en humanistisk velfærdsstat uden en legitimerende, anti-humanistisk videnskab, der ophæver det enkelte menneske til abstraktion, er muligvis ikke det største paradoks ved konstruktionen. Men det er absolut et af de vigtigste.

I min bekendtskabskreds er en person, der inden for de seneste par måneder har tabt sig over 10 kg.

Det kunne jeg sådan set godt selv tænke mig. Derfor spurgte jeg for nylig vedkommende, hvad hemmeligheden var. Det viste sig, at den hverken bestod i at spise bestemte ting eller i at afholde sig fra at spise bestemte ting, men i at indtage færre kalorier, end stofskiftet omsætter. Plus én ting til, var svaret dog også: viljestyrke.

I bund og grund synes jeg, det er et svar, der giver mening. Hele mit voksne liv har jeg nydt godt af, at jeg har nogle gode uddannelser. Dem har det krævet en betydelig viljestyrke at erhverve sig. Jeg har en hvilepuls på 57-58. Den har jeg heller ikke opnået ved dovenskab eller genetisk held. Og så er der i det hele taget mange situationer i hverdagen, hvor jeg af bitter erfaring har lært, at jeg skal ”tælle til ti” eller ”sove på tingene”. Ingen af delene falder mig naturligt, men afkræver mig en betydelig viljestyrke.

Men googler man ”vægttab” og ”viljestyrke”, ser det ud, som om sammenhængen på det nærmeste er negativ. At man har en given vægt, synes efter vældig mange eksperters opfattelse at være et forhold, der absolut ikke har noget som helst at gøre med evnen til at fastholde en beslutning på trods af fristelsen til at lade være.

På en vis måde kan jeg godt forstå impulsen til at gå let hen over, at der er noget, der hedder vilje. For har man først sat viljestyrken på dagsordenen, er der ikke rigtig nogen vej uden om at sætte dens modsætning til debat: dovenskaben. Og dermed er der heller ikke nogen vej uden om at diskutere forskellen på den stærke karakter, der kan mønstre en vis viljestyrke, og den svage, der ikke kan.

Den slags efterlader i mange mennesker et ubehag, fordi vi så er inde på det moralske gebet. Det vil helt generelt sige en egn af vores erfaringsverden, hvor vi rangordner tingene efter, hvad der er godt og hvad der er ondt. Her bliver sagen dog ekstra delikat, fordi det er karakteregenskaber, der rangordnes i disse kategorier. Med andre ord: Sætter man sig overhovedet op på den glidebane, der handler om at diskutere karakteregenskaber, rutsjer man hurtigt ned i en diskussion om den gode flid og den gode viljestyrke versus den onde dovenskab og laden-stå-til. Og dermed – hvad velfærdsstatens gud for alt i verden ønsker at forbyde – en diskussion af menneskers personlige ansvar for det, man i mangel af et bedre udtryk kan omtale som deres skæbne.

I mange årtier har jeg efterhånden beskæftiget mig med, hvad socialvidenskaben mener om alverdens emner. Både fordi det er min uddannelse, og fordi det har været nødvendigt i en lang række af arbejdssammenhænge. Blandt andet min nuværende.

I den forbindelse har jeg lagt mærke til en tendens, der er så påfaldende, at den umuligt kan være en tilfældighed: Der hersker inden for de forskellige socialvidenskaber (med undtagelse af økonomien) en tendens til at belægge det personlige ansvar med tavshed eller ligefrem tabu.

Det vil sige: Når man inden for socialforskningens hovedstrøm skal finde forklaringer på dette eller hint, vil man aldrig nogensinde ty til den forklaring, at årsagen til bestemte, sociologiske udfald er menneskers forskelligartede karakteregenskaber.

Tag for eksempel karakterer i skolen. Som ethvert nogenlunde observant og hæderligt menneske ved, kan man komme helt ufattelig langt i vores uddannelsessystem ved at være flittig. Det vil sige: Ved at dyrke sin langsigtede interesse i gode resultater frem for sin kortsigtede interesse i at undgå det ubehag, der følger af indøvelse af færdigheder (blandt andet: repetition, frustration og mere repetition).

Men er det let at finde en forsker, som åbent siger, at der er en massiv sammenhæng mellem lave karakterer og sløset indsats (som der naturligvis er; og som enhver, der har praktiske erfaringer inden for uddannelsessystemet også ved, at der er)? Nej – det er faktisk meget svært.

At forske inden for uddannelsesområdet består meget langt hen ad vejen (men ikke udelukkende; der findes hæderlige undtagelser) i at finde på dårlige undskyldninger for lave karakterer.

På samme måde består forskning inden for integrationsområdet i at finde på dårlige undskyldninger for uacceptabel og antisocial adfærd blandt mellemøstlige indvandrere (senest: ”de små lejligheder og jobbene i frontlinjen”).

Ligesom forskning i social ulighed og forhold på arbejdsmarkedet består i at finde på dårlige undskyldninger for, at det ikke spiller nogen som helst rolle for ens sociale skæbne, om man er flittig, samarbejdsvillig og sparsommelig eller doven, konfliktskabende og sløset.

Begrundelsen for, at vi har en kæmpestor offentlig sektor, er, at vi lever i et samfund med en humanistisk grundindstilling: Det skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste medlemmer.

Men forudsætningen for, at vi kan have en kæmpestor offentlig sektor, der er begrundet i humanisme, er mærkeligt nok, at vi har en socialvidenskab, der i egentlig forstand er anti-humanistisk. Det vil sige: Som ikke tror på mennesket, og som ikke sætter mennesket i centrum. Men som tværtimod altid skriver mennesket ud af ligningen – og dermed leverer legitimationen for, at offentligt ansatte eksperter skal styre og tilrette menneskers liv i stedet for at overlade det til dem selv. Ligesom den anti-humanistiske socialvidenskab også altid er leveringsdygtig, når det gælder forklaringer på, at der ikke er nogen, der har ansvaret for deres egne handlinger.

At man ikke kan have en humanistisk velfærdsstat uden en legitimerende, anti-humanistisk videnskab, der ophæver det enkelte menneske til abstraktion, er muligvis ikke det største paradoks ved konstruktionen. Men det er absolut et af de vigtigste.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Henrik Dahl (f. 1960) er sociolog og medlem af Folketinget for LA. Han har de seneste knap 25 år udgivet en række bøger om kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Nyligst en bog om den venstreradikale identitetspolitik, der kommer fra USA: "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" fra 2020.
Seneste blogs
Af Søren Gade
23.09.21, 22:24
Hvis man forbyder fly, vil de fleste formentligt i stedet vælge bilen, hvilket det europæiske vejnet slet ikke er gearet til. Læs mere
Af Isabella Arendt
23.09.21, 22:19
Jeg kan godt forstå, at landbruget føler, at regeringen lyver for dem - og danskerne. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
23.09.21, 18:30
Vi har desværre aldrig kunnet tage os sammen til at få ryddet den kriminelle fristad – nu er det tid. Læs mere
Af Nauja Lynge
23.09.21, 17:34
Selvstændighedsslæden er ikke køreklar for Grønland. Derfor manipuleres der med præmisserne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.21, 21:00
Grønlands udenrigsminister ønsker stemmeret ud fra etniske skillelinjer, og får en særdeles blid behandling i P1 Morgen. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.09.21, 08:45
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
18.09.21, 19:05
Hvornår melder man afbud, og hvornår vælger man at tage afsted til et arrangement med en lille tvivl i maven? Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.09.21, 19:00
Konstant vækst har vist sig at være skadeligt, både for det enkelte menneske og for planeten. Selvfølgelig kan et alternativ skabes. Det starter først og fremmest med, at vi tror på det, selvom liberalisterne altid vil fortælle jer det modsatte. Læs mere
Af Harun Demirtas
17.09.21, 16:40
Spørgsmålet om, hvorfor sygeplejerskerne er så vrede, og hvad mon man har udsat landets sygeplejersker for, siden de har nået hertil, har stadig ingen forholdt sig til. Læs mere