<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Uffe Elbæk bør vente med sin sejrsrunde

Med triumf i tastaturet erklærer Uffe Elbæk (UE) her i bloguniverset, at han har vundet en strålende sejr over Morten Messerschmidt (MM) og overtegnede. De problemer med pseudovidenskab og politisk aktivisme (samt med politisk ensretning i dele af universitetsmiljøerne), som MM og jeg har bragt på bane, findes overhovedet ikke i Danmark. Det kan man – mener UE – læse ud af nogle ministersvar, han har modtaget.

Godt så.

Det giver jo en glimrende anledning til at samle op på, hvad man faktisk med sikkerhed ved om disse spørgsmål.

I Storbritannien er problemerne med akademisk frihed som følge af chikane fra aktivistiske forskere og studerende (samt desværre også undertiden følgagtige ledelser) blevet så store, at undervisningsminister Gavin Williamson for nylig offentliggjorde en plan for at beskytte friheden. Det skete blandt andet på baggrund af en rapport, som empirisk analyserede spørgsmålet og fandt, at der var et problem.

I USA har Eric Kaufmann også rent empirisk undersøgt problemet og fastslået, at aktivistiske forskere og studerende (igen: desværre undertiden hjulpet på vej af svage ledelser) i fællesskab bidrager til at skabe et klima af undertrykkelse og manglende frihed. Man kan læse en fremstilling af dette i linket her – skrevet af Kaufmann selv.

For den, der har fulgt med i udviklingen i en længere årrække, er dette ikke nogen overraskelse. Allerede i 1987 slog filosofiprofessoren Allan Bloom alarm i det nu berømte værk ”The Closing of the American Mind”. Her skriver Bloom udførligt om aktivisme blandt de studerende; politisering af pensum og fag; og desværre også: følgagtige ledelser.

Men kan vi så ikke være ligeglade i Danmark?

Nej. Det kan vi ikke. Af flere årsager. For det første gælder det som en tommelfingerregel, at hvad der udspiller sig i den angelsaksiske, akademiske verden, før eller siden kommer til Danmark. Det hænger sammen med, at forskning over et vist niveau altid er transnational. Og hermed er vi så fremme ved den anden årsag til, at vi ikke kan være ligeglade.

Fordi eliteforskning er transnational, rammer tendenser i den angelsaksiske verden allerede danske forskere. Det mest berygtede eksempel er anklagerne mod Ole Wæver for racisme. Der er fuldkommen grundløse ud fra den forståelse af racisme, de fleste mennesker har. Men Eske Willerslev har også fortalt, hvordan han på Cambridge blev mødt med anklager om racisme, fordi han fremlagde sin forskning.

Kort og godt: Den transnationale eliteforskning har allerede et problem. Og dette problem rammer naturligvis på grund af forskningens transnationale natur forskere, der er ansat ved danske universiteter.

Men problemerne med pseudovidenskab og aktivisme findes skam allerede i Danmark. Og det er veldokumenteret.

I 2013 udgav Henning Bech og Mehmet Ümit Necef bogen ”Er danskerne racister?”. De to forfattere – der begge var (Bech er afgået ved døden) eller er forskere – dokumenterer i denne bog, at væsentlige dele af dansk forskning i indvandring er aktivistisk og at denne del af den danske forskning arbejder på en dagsorden, der bevidst og aktivt forsøger at stemple danskere som ”racister” for på den måde at tilsløre, at det eventuelt kunne være mellemøstlig kultur, der skabte så mange problemer.

En tilsvarende kritik finder man i bogen ”Æresrelateret social kontrol” fra 2019, skrevet af Bo Wagner Sørensen, Sofie Danneskiold-Samsøe og Yvonne Mørck (der alle tre er forskere). I denne bog siger de tre forfattere, at dansk forskning i indvandring har et generelt problem: At den selv er præget af en social kontrol, som fører til en systematisk underkendelse af mellemøstlig kultur og religion som årsag til problemer.

At denne underkendelse findes, kom blandt andet til udtryk i, at vores nuværende, socialdemokratiske regering afviste rapporten Magt og (M)ulighed. Den var netop skrevet af to forskere – Lise Galal Paulsen og Louise Lund Liebmann – fra det flertalsmiljø i den danske indvandringsforskning, der ifølge bogen ”Æresrelateret social kontrol” arbejder på systematisk at skjule kulturens og religionens betydning for den æresrelaterede sociale kontrol i sociale miljøer, der har deres rødder i Mellemøsten.

Som man let kan se, er der masser af problemer med aktivisme og usunde, videnskabelige principper i Danmark. Regeringen har sågar allerede været nødt til at tage hånd om det.

Men det, der i virkeligheden er det største problem i Danmark, er svage universitetsledelser.

Ideelt set er forskningen selvregulerende. Det vil sige, at den videnskabelige metode og de videnskabelige institutioner af sig selv skulle korrigere dårlig videnskab og på den måde få den lempet ud fra universiteterne.

Og lad mig lige fastslå en gang til, så alle vil være i ond tro, hvis de binder mig stråmandsargumenter på ærmet: Jeg er ikke ”imod” nogle typer af forskning, fordi jeg ”ikke kan lide dem”.

Jeg har principielle indvendinger mod forskning, der ikke er rationel. Det har jeg, fordi videnskab efter min opfattelse per definition er en af rationalitet båret aktivitet. Og fordi det indebærer, at når man er styret af rationalitet, har man også personligt en forpligtelse til at handle rationelt.

Rationelle mennesker er således forpligtet til at lytte til rationel kritik. Og så længe, det sker, går jeg varmt ind for at lade universiteterne være.

Min grænse går der, hvor der er dele af universitetsmiljøerne, der dropper forpligtelsen til at være rationelle og handle i overensstemmelse med dette, og ledelserne ikke skrider ind. Det er for dårligt, at ledelserne for indeværende ikke håndhæver den ubetingede forpligtelse til at være rationelle, alle forskere har. Og deri ligger min kritik.

I princippet er forskningen altså selvregulerende. Men kun i princippet. Og det hænger blandt andet sammen med, at institutionaliseringen af videnskaben også kan føre til institutionalisering af pseudovidenskab og aktivisme.

Denne institutionalisering af ikke-rationel videnskab og aktivisme har ført til, at der er opstået miljøer, der simpelthen ikke lytter til rationel kritik, og derfor aldrig kunne drømme om at indrømme, at man er besejret af rationelle argumenter, der er stærkere end ens egne.

De aktivistiske forskningsmiljøer inden for forskning i indvandring har for eksempel aldrig lyttet ordentligt til kritikken fra Bech & Necef, eller til kritikken fra Wagner Sørensen, Danneskiold-Samsøe & Mørck.

Ligesom de kønspolitiske og kønsaktivistiske forskningsmiljøer i Danmark aldrig har lyttet ordentligt til den kritik imod dem for at fornægte blandt andet biologi og neurovidenskab, der oprindeligt blev fremsat af Steven Pinker i bogen ”The Blank Slate” fra 2002. Men som også er blevet fremsat af biologen Kåre Fog i bogen ”Humaniora – Videnskab eller varm luft?” fra 2015.

Man kan simpelthen ikke etablere en dialog med dele af kønsforskningen om fornægtelsen af solid videnskab fra andre discipliner. Dermed svigter den forpligtelsen til at handle rationelt. Og dermed svigter den altså også selve princippet om videnskab.

Et godt eksempel på, hvordan kønsforskningen svigter grundlæggende videnskabelig redelighed ved at nægte at gå seriøst ind på kritik, kan man finde hos den danske forsker Torsten Skov.

Han har kritiseret danske forskere for at begå grove fejl i deres forskning og for at være baseret på aktivistisk anti-videnskabelighed, men har simpelthen ikke fået svar, når han henvendte sig til de pågældende forskere.

At der ikke svares ordentligt og redeligt på seriøs og gennemarbejdet kritik, er en kæmpe skandale. For det forhindrer netop den selvregulering, som burde være et bærende princip på ethvert universitet.

Der er kort sagt masser af problemer med pseudovidenskab og aktivisme på danske universiteter. Det er allerede – i modsætning til, hvad UE tror og påstår - yderst veldokumenteret. Nogle forskere, såsom Julia Suárez-Krabbe, tilstår det oven i købet selv.

Det falder alt sammen tilbage på, at vore universiteter har særdeles svage ledelser, som på den ene side undlader at gribe ind der, hvor de burde. Og på den anden side svigter de forskere, der har brug for støtte og truer med at gribe ind over for ofrene for undertrykkelse – ikke udøverne.

Det viser et rystende eksempel publiceret i Politiken så sent som i dag.

Jeg kender ikke nogen politikere, der vil blande sig i universiteterne, fordi de i banal forstand ”ikke kan lide” dette eller hint resultat. Men når forskningen svigter rationaliteten og de forpligtelser, der følger af at være rationel, og svage ledelser intet gør, må der en ydre impuls til.

Den leverer jeg gerne.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Henrik Dahl (f. 1960) er sociolog og medlem af Folketinget for LA. Han har de seneste knap 25 år udgivet en række bøger om kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Nyligst en bog om den venstreradikale identitetspolitik, der kommer fra USA: "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" fra 2020.
Seneste blogs
Af Desiree Ohrbeck
18.09.21, 19:05
Hvornår melder man afbud, og hvornår vælger man at tage afsted til et arrangement med en lille tvivl i maven? Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.09.21, 19:00
Konstant vækst har vist sig at være skadeligt, både for det enkelte menneske og for planeten. Selvfølgelig kan et alternativ skabes. Det starter først og fremmest med, at vi tror på det, selvom liberalisterne altid vil fortælle jer det modsatte. Læs mere
Af Harun Demirtas
17.09.21, 16:40
Spørgsmålet om, hvorfor sygeplejerskerne er så vrede, og hvad mon man har udsat landets sygeplejersker for, siden de har nået hertil, har stadig ingen forholdt sig til. Læs mere
Af Marie Høgh
17.09.21, 15:30
Det er til at græde over, at ligestillingskampen er blevet så afstumpet, at moderskabet omtales som et biologisk pligtarbejde, man i virkeligheden er for kompetent og for ligestillet til at udføre. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
17.09.21, 13:14
Den nye barselsordning er et udtryk for en forfejlet gammeldags tilgang til ligestilling og familielivet. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
17.09.21, 11:32
Vild natur er ikke at sætte et hegn omkring naturen og sætte semivilde dyr derind. Det er at lege noget, som ikke er. Læs mere
Af Carl Holst
17.09.21, 11:29
Hvem havde forestillet sig, at regeringen ville give myndighederne mulighed for tvangsvaccination og ekspropriation? Det er i tilspidsede situationer, man får forstærket folks styrker og svagheder. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
17.09.21, 09:57
Kære medborgere på Vestegnen. Nu ved vi så meget om vaccination, at vi tør lade os vaccinere. Læs mere
Af Søren Gade
16.09.21, 16:10
Jeg er umådeligt trist over, at EU blander sig i folks barsel. Som liberal arbejder jeg for at give familier flere valgmuligheder, ikke færre. De nye barselsregler er ikke liberale. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
16.09.21, 12:22
Hvorfor træffer skandinaviske kvinder mere kønsstereotype valg end kvinder i resten af verden? Læs mere