<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Uffe Elbæk bør vente med sin sejrsrunde

Med triumf i tastaturet erklærer Uffe Elbæk (UE) her i bloguniverset, at han har vundet en strålende sejr over Morten Messerschmidt (MM) og overtegnede. De problemer med pseudovidenskab og politisk aktivisme (samt med politisk ensretning i dele af universitetsmiljøerne), som MM og jeg har bragt på bane, findes overhovedet ikke i Danmark. Det kan man – mener UE – læse ud af nogle ministersvar, han har modtaget.

Godt så.

Det giver jo en glimrende anledning til at samle op på, hvad man faktisk med sikkerhed ved om disse spørgsmål.

I Storbritannien er problemerne med akademisk frihed som følge af chikane fra aktivistiske forskere og studerende (samt desværre også undertiden følgagtige ledelser) blevet så store, at undervisningsminister Gavin Williamson for nylig offentliggjorde en plan for at beskytte friheden. Det skete blandt andet på baggrund af en rapport, som empirisk analyserede spørgsmålet og fandt, at der var et problem.

I USA har Eric Kaufmann også rent empirisk undersøgt problemet og fastslået, at aktivistiske forskere og studerende (igen: desværre undertiden hjulpet på vej af svage ledelser) i fællesskab bidrager til at skabe et klima af undertrykkelse og manglende frihed. Man kan læse en fremstilling af dette i linket her – skrevet af Kaufmann selv.

For den, der har fulgt med i udviklingen i en længere årrække, er dette ikke nogen overraskelse. Allerede i 1987 slog filosofiprofessoren Allan Bloom alarm i det nu berømte værk ”The Closing of the American Mind”. Her skriver Bloom udførligt om aktivisme blandt de studerende; politisering af pensum og fag; og desværre også: følgagtige ledelser.

Men kan vi så ikke være ligeglade i Danmark?

Nej. Det kan vi ikke. Af flere årsager. For det første gælder det som en tommelfingerregel, at hvad der udspiller sig i den angelsaksiske, akademiske verden, før eller siden kommer til Danmark. Det hænger sammen med, at forskning over et vist niveau altid er transnational. Og hermed er vi så fremme ved den anden årsag til, at vi ikke kan være ligeglade.

Fordi eliteforskning er transnational, rammer tendenser i den angelsaksiske verden allerede danske forskere. Det mest berygtede eksempel er anklagerne mod Ole Wæver for racisme. Der er fuldkommen grundløse ud fra den forståelse af racisme, de fleste mennesker har. Men Eske Willerslev har også fortalt, hvordan han på Cambridge blev mødt med anklager om racisme, fordi han fremlagde sin forskning.

Kort og godt: Den transnationale eliteforskning har allerede et problem. Og dette problem rammer naturligvis på grund af forskningens transnationale natur forskere, der er ansat ved danske universiteter.

Men problemerne med pseudovidenskab og aktivisme findes skam allerede i Danmark. Og det er veldokumenteret.

I 2013 udgav Henning Bech og Mehmet Ümit Necef bogen ”Er danskerne racister?”. De to forfattere – der begge var (Bech er afgået ved døden) eller er forskere – dokumenterer i denne bog, at væsentlige dele af dansk forskning i indvandring er aktivistisk og at denne del af den danske forskning arbejder på en dagsorden, der bevidst og aktivt forsøger at stemple danskere som ”racister” for på den måde at tilsløre, at det eventuelt kunne være mellemøstlig kultur, der skabte så mange problemer.

En tilsvarende kritik finder man i bogen ”Æresrelateret social kontrol” fra 2019, skrevet af Bo Wagner Sørensen, Sofie Danneskiold-Samsøe og Yvonne Mørck (der alle tre er forskere). I denne bog siger de tre forfattere, at dansk forskning i indvandring har et generelt problem: At den selv er præget af en social kontrol, som fører til en systematisk underkendelse af mellemøstlig kultur og religion som årsag til problemer.

At denne underkendelse findes, kom blandt andet til udtryk i, at vores nuværende, socialdemokratiske regering afviste rapporten Magt og (M)ulighed. Den var netop skrevet af to forskere – Lise Galal Paulsen og Louise Lund Liebmann – fra det flertalsmiljø i den danske indvandringsforskning, der ifølge bogen ”Æresrelateret social kontrol” arbejder på systematisk at skjule kulturens og religionens betydning for den æresrelaterede sociale kontrol i sociale miljøer, der har deres rødder i Mellemøsten.

Som man let kan se, er der masser af problemer med aktivisme og usunde, videnskabelige principper i Danmark. Regeringen har sågar allerede været nødt til at tage hånd om det.

Men det, der i virkeligheden er det største problem i Danmark, er svage universitetsledelser.

Ideelt set er forskningen selvregulerende. Det vil sige, at den videnskabelige metode og de videnskabelige institutioner af sig selv skulle korrigere dårlig videnskab og på den måde få den lempet ud fra universiteterne.

Og lad mig lige fastslå en gang til, så alle vil være i ond tro, hvis de binder mig stråmandsargumenter på ærmet: Jeg er ikke ”imod” nogle typer af forskning, fordi jeg ”ikke kan lide dem”.

Jeg har principielle indvendinger mod forskning, der ikke er rationel. Det har jeg, fordi videnskab efter min opfattelse per definition er en af rationalitet båret aktivitet. Og fordi det indebærer, at når man er styret af rationalitet, har man også personligt en forpligtelse til at handle rationelt.

Rationelle mennesker er således forpligtet til at lytte til rationel kritik. Og så længe, det sker, går jeg varmt ind for at lade universiteterne være.

Min grænse går der, hvor der er dele af universitetsmiljøerne, der dropper forpligtelsen til at være rationelle og handle i overensstemmelse med dette, og ledelserne ikke skrider ind. Det er for dårligt, at ledelserne for indeværende ikke håndhæver den ubetingede forpligtelse til at være rationelle, alle forskere har. Og deri ligger min kritik.

I princippet er forskningen altså selvregulerende. Men kun i princippet. Og det hænger blandt andet sammen med, at institutionaliseringen af videnskaben også kan føre til institutionalisering af pseudovidenskab og aktivisme.

Denne institutionalisering af ikke-rationel videnskab og aktivisme har ført til, at der er opstået miljøer, der simpelthen ikke lytter til rationel kritik, og derfor aldrig kunne drømme om at indrømme, at man er besejret af rationelle argumenter, der er stærkere end ens egne.

De aktivistiske forskningsmiljøer inden for forskning i indvandring har for eksempel aldrig lyttet ordentligt til kritikken fra Bech & Necef, eller til kritikken fra Wagner Sørensen, Danneskiold-Samsøe & Mørck.

Ligesom de kønspolitiske og kønsaktivistiske forskningsmiljøer i Danmark aldrig har lyttet ordentligt til den kritik imod dem for at fornægte blandt andet biologi og neurovidenskab, der oprindeligt blev fremsat af Steven Pinker i bogen ”The Blank Slate” fra 2002. Men som også er blevet fremsat af biologen Kåre Fog i bogen ”Humaniora – Videnskab eller varm luft?” fra 2015.

Man kan simpelthen ikke etablere en dialog med dele af kønsforskningen om fornægtelsen af solid videnskab fra andre discipliner. Dermed svigter den forpligtelsen til at handle rationelt. Og dermed svigter den altså også selve princippet om videnskab.

Et godt eksempel på, hvordan kønsforskningen svigter grundlæggende videnskabelig redelighed ved at nægte at gå seriøst ind på kritik, kan man finde hos den danske forsker Torsten Skov.

Han har kritiseret danske forskere for at begå grove fejl i deres forskning og for at være baseret på aktivistisk anti-videnskabelighed, men har simpelthen ikke fået svar, når han henvendte sig til de pågældende forskere.

At der ikke svares ordentligt og redeligt på seriøs og gennemarbejdet kritik, er en kæmpe skandale. For det forhindrer netop den selvregulering, som burde være et bærende princip på ethvert universitet.

Der er kort sagt masser af problemer med pseudovidenskab og aktivisme på danske universiteter. Det er allerede – i modsætning til, hvad UE tror og påstår - yderst veldokumenteret. Nogle forskere, såsom Julia Suárez-Krabbe, tilstår det oven i købet selv.

Det falder alt sammen tilbage på, at vore universiteter har særdeles svage ledelser, som på den ene side undlader at gribe ind der, hvor de burde. Og på den anden side svigter de forskere, der har brug for støtte og truer med at gribe ind over for ofrene for undertrykkelse – ikke udøverne.

Det viser et rystende eksempel publiceret i Politiken så sent som i dag.

Jeg kender ikke nogen politikere, der vil blande sig i universiteterne, fordi de i banal forstand ”ikke kan lide” dette eller hint resultat. Men når forskningen svigter rationaliteten og de forpligtelser, der følger af at være rationel, og svage ledelser intet gør, må der en ydre impuls til.

Den leverer jeg gerne.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Dahl (f. 1960) er sociolog og medlem af Folketinget for LA. Han har de seneste knap 25 år udgivet en række bøger om kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Nyligst en bog om den venstreradikale identitetspolitik, der kommer fra USA: "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" fra 2020.
Seneste blogs
Af Marie Høgh
14.05.21, 16:00
DF's forslag om at gøre undervisning i de famøse tegninger obligatorisk er velmenende – men aldeles uigennemtænkt. Læs mere
Af Utku H. Güzel
14.05.21, 15:10
Der foregår noget umenneskeligt og noget meget forkert for øjnene af os alle sammen, vi ved det godt, vi er slet ikke i tvivl, men alligevel vælger vi bare at se passivt på. Selv om vi har vænnet os til denne evige konflikt, og at den bare er blevet en naturlig del af Mellemøstens historie, er den stadig en skamplet. Læs mere
Af Carl Holst
14.05.21, 11:08
Politisk journalistik må ikke alene blive målt på antal seere og læsere. Anders Langballes nye bog giver et bekymrende indblik i den politiske journalistisks verden. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
14.05.21, 08:25
»Man dukker sig, venter på, at tingene ændrer sig, vender tilbage til normalen, indtil det igen er tid til at søge dækning og vente på, at tingene går over. Ingen er interesseret i en løsning og trækker tiden i langdrag,« siger min veninde i Tel Aviv. Læs mere
Af Gitte Seeberg
13.05.21, 16:53
Det er naivt og ude at proportioner at tro, at man kan købe sig til politisk indflydelse for 20.000 kr. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.05.21, 16:02
Dommedagsprofeterne om konsekvenserne af Storbritanniens farvel til EU har det svært for tiden. Læs mere
Af Nauja Lynge
12.05.21, 22:05
Det vrimler med nordatlantiske forfatter, som kan noget og som sætter nye dagsordener. Tak for det. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.05.21, 13:30
Landets tungeste kunstmuseum kalder til pseudodebat mellem ligesindede. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
11.05.21, 15:50
Bæredygtig dannelse bør have en meget mere central plads i udviklingen af et bæredygtigt samfund, end tilfældet er i dag. Naturen skal stå så stærkt for hver af os, at vi vil gå gennem ild og vand for at passe på den. Først da bliver det for alvor meningsfuldt at bære de afsavn, som f.eks. 70-procentsmålsætningen indebærer. Læs mere