<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Derfor er det nødvendigt, at vi genopliver debatten om indoktrinering

Det er virkelig et pillearbejde at grave sig ned i den sproglige manipulation og de retoriske strategier, der anvendes for at præsentere den såkaldte normkritik som banal og ukontroversiel orientering til børn og unge om, hvordan verden er indrettet.

Gennem en fælles bekendt fik jeg for nylig præsenteret et uddrag af noget undervisningsmateriale, der i dagens Danmark anvendes til at undervise i begrebet ”køn”.

Her kan man blandt andet læse, at begrebet kan opdeles på følgende måder: biologisk køn, juridisk køn, sprogligt køn, kønsidentitet og kønsudtryk.

Om det juridiske køn kan man læse: »Det køn, man tildeles ved fødslen, og som fremgår af ens pas og personnummer.«

Om begreberne cis og trans kan man i det samme materiale læse: »Når man taler om identitet og køn, kan man dele folk ind i to kategorier: Cispersoner og transpersoner.«

På dette sted skal man altid komme med den bemærkning, at kønsdysfori (at man ikke føler, man tilhører sit biologiske køn) findes og gennem en lang årrække har kendetegnet cirka 0,5 pct. af befolkningen. Det er en situation, der fordrer al mulig respekt og forståelse. Men også en situation, hvor man gør klogt i at lytte til, hvad psykiatere gennem en årrække har samlet op af erfaringer om spørgsmålet. Blandt andet kan de fortælle, at tilstanden i barneårene langtfra altid er et forvarsel om, at man som voksen vil forstå sig selv som transseksuel. Det kan også være et forvarsel om, at man som voksen vil forstå sig selv som homoseksuel.

Når det så alt sammen er sagt, er der ikke nogen som helst tvivl i mit sind om, at undervisningsmaterialet er voldsomt tendentiøst.

Blandt andet er det helt ude af proportioner at stille de vilkår, der gælder for 0,5 pct. af befolkningen op som ”den ene side af sagen” og de vilkår, der gælder for de resterende 99,5 pct. som ”den anden side af sagen”.

Hvis man skal oversætte dette til politik, svarer det til at fremstille situationen i Danmark på den måde, at på den ene side findes Veganerpartiet, og på den anden side findes alle andre partier.

På den ene side kan man sige, at det ikke er løgn. På den anden side kan man sige, at det er en helt absurd fortegning og forvrængning af det store billede, hvor et numerisk marginalt fænomen sidestilles med et, der er over 99 gange større.

Under dette ligger selvfølgelig en modvilje mod at bruge ordet ”normalt”. Ikke i en normativ betydning. Men simpelthen i den statistiske betydning: ”Hvad der er mest almindeligt”. Kort sagt ligger manipulationen altså i, at man på forhånd nægter at skelne mellem eller disponere ud fra begreberne ”sjældent” og ”almindeligt”. Det er ikke redeligt.

Idéen om, at man ”tildeles” et juridisk køn, er også en relativt snedig (men gennemført odiøs) manipulation. Det smager nemlig af administrative afgørelser og principiel vilkårlighed. Men giver det mening at sige, at en beskrivelse af et empirisk faktum er det samme som en ”tildeling”? I mit pas er jeg for eksempel ”tildelt” en højde (fodtøj inklusive) på 188 centimeter. Dog er det meningsløst at insinuere, at en administrativ medarbejder i vores vidtforgrenede stat efter diverse arkane overvejelser har truffet den afgørelse, at når jeg har mine sko på, er jeg 1,88 meter høj. Det er langt mere rimeligt at sige, at der står i passet, at jeg har denne højde, fordi det er en afspejling af det, normale mennesker kalder ”sandheden”.

Hele idéen om, at man ”tildeles et juridisk køn” er kort og godt en sproglig manipulation, der er beregnet på at skjule, at det, passet og personnummeret viser, er en fuldkommen objektiv og nøgtern afspejling af det biologiske køn.

Det er virkelig et pillearbejde at grave sig ned i den sproglige manipulation og de retoriske strategier, der anvendes for at præsentere den såkaldte normkritik som banal og ukontroversiel orientering til børn og unge om, hvordan verden er indrettet.

Normkritik er nemlig overhovedet ikke banal og ukontroversiel. Faktisk er den lige det modsatte. Selv om den flere og flere steder smugles ind i folkeskolen som den vedtagne sandhed om køn og seksualitet.

Normkritikken bør altid være voldsomt kontroversiel og bør altid være noget, der udfordres. Og hvorfor så det?

For det første fordi den tilslører alt, hvad der i statistisk forstand er typisk og normalt, til fordel for en gennemført manipulerende sidestilling af det ekstremt sjældne med det ekstremt almindelige. Hvad i alverden kan det store flertal af børn og unge bruge det til? Børn og unge har brug for at vide, at de skal behandle sjældne mennesker med samme omsorg og respekt og forståelse, som de behandler almindelige. Men de har ikke brug for at få udslettet de årsagsforklaringer, der leder frem til, at noget er sjældent og andet almindeligt. Og det gør normkritikken helt systematisk.

Alt i alt ville det jo være meget bedre, hvis man sagde, at det biologiske køn er den typiske årsag til en lang række ting. I den banale ende: Hvor høj og hvor tung det er sandsynligt, at man vil blive som voksen. Samt hvilket køn man vil identificere sig med. I den mindre banale ende: Hvad man vil få af interesser som voksen, samt hvilke erhvervsvalg, der vil være mere eller mindre sandsynlige.

De ting, jeg har listet op her, er der faktisk empirisk evidens for. I modsætning til de luftige manipulationer, normkritikken disker op med.

Den ideologi, der ligger bag normkritikken (queer-/genderideologien) har mange negative konsekvenser. Blandt andet at den truer biologiske kvinder ganske alvorligt (som man kan læse i denne kronik). Kvinder presses i forhold til ”safe spaces” som omklædningsrum. Kvinder presses af, at transkvinder ønsker at deltage i kvinderækkerne inden for idræt, og at dette vældig ofte er dybt unfair. Kvinders erfaringer om kvindelighed presses af transpersoner, der ikke har nogen biologiske erfaringer herom. Men alligevel gerne vil regnes som fuldgyldige deltagere i samtalen. Og så udviskes kvinders historiske erfaringer også støt og roligt, når selve kategorien ”kvinde” gøres så ustabil og uklar, som queer-/genderideologien ønsker.

I 1970’erne rasede en debat om indoktrinering i folkeskolen. Med beklagelse må jeg konstatere, at det problem, indoktrineringsdebatten dengang udsprang af, stadig eksisterer. Alle dannelsesinstitutioner i Danmark (daginstitutioner, folkeskoler, gymnasier, videregående uddannelser, efterskoler, højskoler og sågar folkekirken) er i vore dage erobret af venstreorienterede. De sætter dagsordenen og udskammer med hård hånd alle andre, som gradvis marginaliseres.

Denne indoktrinering med venstreorienterede idéer i enhver dansk dannelsesinstitution skal den omtrentlige halvdel af befolkningen, der ikke er venstreorienteret, naturligvis afvise.

På den ene side er der et hensyn til lærernes metodefrihed, som jeg mener, det er vigtigt at acceptere og respektere (og jeg kan lige så godt på forhånd tilkendegive, at jeg bliver vred, hvis nogen laver stråmænd og hævder, at jeg har andre holdninger).

På den anden side må man insistere på, at lærere (med videre) for det første opfører sig professionelt. Hvilket vil sige, at de parkerer deres personlige holdninger uden for klasselokalet og opfører sig sagligt og fagligt inde i klasseværelset. Og for det andet at det er uacceptabelt at fremstille kontroversielle antagelser, som om de var ukontroversielle.

Dette er desværre, hvad der sker i disse år. Fordi den venstreorienterede magtovertagelse af dannelsesinstitutionerne er tæt på at være perfekt, og stort set intet borgerligt lys er i stand til at slippe ud fra de sorte huller af venstreorienteret dominans og ideologi, der er opstået.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Dahl (f. 1960) er sociolog og medlem af Folketinget for LA. Han har de seneste knap 25 år udgivet en række bøger om kulturhistoriske og samfundsmæssige forhold. Nyligst en bog om den venstreradikale identitetspolitik, der kommer fra USA: "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden" fra 2020.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
19.04.21, 15:23
Kineserne klasker sig på lårene af grin over USA’s og Vesteuropas kurs mod den multietniske afgrund. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
18.04.21, 14:30
Hallo, hallo, er du til stede, Lars? Læs mere
Af Mikael Jalving
18.04.21, 10:00
Tak til den store tyske menneskekender Arthur Schopenhauer, der allerede for 200 år siden slog fast, at viljen er umættelig og ideologisk. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.04.21, 17:57
Samtidig bæver jeg ved reaktionerne fra både EU og Danmark. Læs mere
Af Martin Ågerup
17.04.21, 13:09
Fastholdelsen af forsamlingsforbud på 10 tilsidesætter en grundlovssikrede rettigheder uden saglig grund Læs mere
Af Marie Høgh
16.04.21, 14:00
Hvis du tror, at socialdemokraterne er nationalkonservative, er du faldet for et snedigt orkestreret blændværk. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
16.04.21, 11:35
Der er desværre nu kun ét parti i Danmark, som ikke køber Socialdemokratiets nye absurde samfundskontrakt. Læs mere
Af Isabella Arendt
16.04.21, 08:11
Der er brug for decentralisering. Der er brug for en helt grundlæggende erkendelse af, at der i Danmark er millioner af voksne mennesker, som selv kan tage ansvar for deres liv og hverdag. Læs mere
Af Henrik Dahl
15.04.21, 23:42
Vi er inødt til at genoverveje hele det spørgsmål om indoktrinering i folkeskolen, man diskuterede i 1970’erne. Der skal være metodefrihed og åbenhed i folkeskolen. Men der må også være nogle retningslinjer som sikrer, at det kontroversielle ikke bliver forklædt som det ukontroversielle. Læs mere