Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Et barn skal have ret til at have to fædre

Retten til familie og børn skal ikke være afhængig af køn eller seksualitet

På én weekend har et borgerforslag samlet over 50.000 underskrifter.

Forslaget går ud på at anerkende to fædre og give dem lige rettigheder, når det handler om barnet. Og det er på tide. Lad os dog gøre det!

Tænk at leve i Danmark, som var det første land i verden, som lovliggjorde registreret partnerskab mellem to personer af samme køn, og så stadig ikke have taget det næste skridt: retten til at stifte en familie.

Danmark gav i 1989 LGBT+-personer ret til at åbne et nyt kapitel for mennesker af samme køn, der er forelsket i hinanden. Siden har vi i Danmark også fået lov til vielser. Men LGBT+-personers ønske om at få børn ligesom alle andre mennesker, har vi som samfund vendt det døve øre til.

Det er ikke umuligt at finde smutveje.

Der er flere LGBT+-personer, der får et barn. Heldigvis for det. Men det er ikke uden udfordringer.

Vi skal væk fra diskussioner om, hvad er ”naturligt” og ”ikke naturligt”.

Når to mænd ønsker at få et barn, har de to muligheder:

Enten skal de finde en kvinde, der gerne vil indgå i det projekt med dem, eller også skal de rejse til lande som USA og betale mere end 1 mio. kr. for at få et barn med hjælp fra en rugemor.

Et barn med tre eller flere forældre (f.eks. to fædre og en mor) fungerer fint for mange. Og der er ikke bevis for, at børn fra regnbuefamilier skulle trives dårligere. Det er netop derfor, det for mange er helt uforståeligt, at Danmark endnu ikke har grebet ind for at ligestille alle mennesker og give dem lige meget adgang til at stifte en familie, som de ønsker.

Vi skal væk fra diskussioner om, hvad er ”naturligt” og ”ikke naturligt”.

Jeg har selv talt med nogle mennesker, der er imod rugemoderskab.

For nogle mennesker er det svært at forestille sig, da de mener, at ikke alle mennesker bør få børn. Nogle tøver heller ikke med at kalde ønsket noget af det mest egoistiske. Dog glemmer de, at det netop er dem, der er de mest egoistiske, hvis de mener, at to heteroseksuelle uden at spørge andre om lov godt må få børn, mens to homoseksuelle mænd ikke må få lov, fordi det føles unaturligt.

Hvorfor skal LGBT+-personer ikke få børn?

Når vi i dag lever i et land, hvor unge mennesker allerede i deres barndom siger fra over for standardiserede køn, seksualitet og normer, må vi erkende, at tiden er inde til at droppe snakken om ”det naturlige”, der altid giver fortrin, mens ”det unaturlige” bare er det mest forkerte og egoistiske.

Diskussioner om rugemoderskab og brug af andre kvinders kroppe mod penge åbner tit for en etisk diskussion, uden at nogen forholder sig til den virkelighed, at flere lande allerede har godkendt rugemoderskab og udarbejdet et system for at sikre, at når det sker, så skal kvindekroppen netop ikke udnyttes. Der er ingen mand, der rejser til de lande og peger helt tilfældigt på en fattig kvinde for at få hende til at bære deres barn mod penge.

Der er regler. Og det er på tide, at Danmark begynder at forholde sig til det i stedet for at gøre det til en umulig debat.

Muligheden for at stifte en familie må ikke være noget, der afgøres af, hvilken seksualitet eller køn man har. Vi skal sørge for, at alle har lige adgang til at kunne stifte familie.

Og indtil vi får den nødvendige debat, er det vigtigt, at Christiansborg arbejder på at anerkende de familier, der allerede har gjort brug af de muligheder, som ”de gode fremmede lande” har givet dem, i stedet for at lade som om, at det ikke sker. For det sker.

Derfor kommer jeg også fra min plads på Københavns Rådhus til at arbejde for at sidestille disse forældre og børn, der stammer fra en anden form for familiekonstellation, med andre børn og familier, indtil Christiansborg kommer ind i kampen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen