<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

De “dovne” har reddet menneskeliv. Hvad gjorde du, Bent Winther?

Ikke fordi det skal handle om, hvem af os der er mest vigtige. Hvad kalder du så dig og dit arbejde som du kunne klare fra en sofa? Sygeplejerskerne har reddet liv. Hvad gjorde du?

De, som har set døden i øjnene og kommet et skridt tættere på graven, har med den dybeste respekt og evig taknemlighed kigget dybt ind i sygeplejerskernes øjne. Det var dødsangsten, der gjorde det.

Angsten for især at dø helt alene på en kold, kedelig patientstue, at blive glemt, eller helt overladt til sig selv, som nogle af dem havde læst om var sket i lande som Italien og Kina.

Sygeplejersker over hele landet, der har passet på syge patienter, har altid lidt haft på fornemmelse, at den indsats, sygeplejerskerne yder, måske bliver glemt, når lyset bliver tændt for enden af tunnellen.

Det er ikke, fordi sygeplejerskerne forventer, at borgerne for evigt skal være taknemmelige for deres indsats. For som mange andre har peget på under Corona-krisen, er det at passe på syge mennesker sygeplejerskernes arbejde.

Men Corona har været hård ved dem, og deres indsats blev til tider glemt og ikke anerkendt af arbejdsgiverne. Derfor blev deres eneste trøst de hilsener, de fik fra befolkningen og ikke mindst fra de patienter, de passede. Nogle kunne tale og andre kunne sende et taknemmeligt blik til dem for, at de kunne stå til rådighed, trøste dem og blive ved med at smile, mens selv deres børn, ægtefæller eller kærester blev sendt hjem og fik beskeden, at de ikke måtte komme på besøg. Det handler nemlig om en meget farlig smitsom sygdom.

Det er noget af det værste for en patient – at blive forladt helt alene. Tanken, at man er ramt af en sygdom, som man slet ikke kender til, og at man måske dør, fylder naturligt.

Som en af mine gode lægebekendte fortalte fra frontlinjen: Det ikke at have nogen, der kan trøste eller holde dem i hånden, eller som kan bede dem hvile øjnene lidt og forsikre, at man holder øje med deres vejrtrækning, er forfærdeligt. Tænk ikke at kunne sove, fordi du er bange for at ikke vågne op igen.

Selv om beroligende medicin også har været brugt, var det, der gjorde mig stolt, hendes kæmpe store ros til sygeplejerskekollegerne, som ifølge hende stod ved siden af patienterne og beroligede dem uafbrudt og utrætteligt.  

Selv på sociale medier har jeg læst flere opslag, hvor de udskrevne patienter fortæller, at de er så evigt taknemmelige for alle de sundhedsfagliges, men ikke mindst sygeplejerskernes indsats, fordi de har været der for dem.

Skribenten Bent Winther kalder dog i et indlæg i Berlingske sygeplejersker for ”dovne”.

Sygeplejersker har ydet en kæmpe indsats og været med de syge hele vejen, fra de ringede til 1813, til de lå på en patientstue og kom ud igen. De fleste af dem er blevet udskrevet raske – andre mistede desværre livet. Men fælles for dem alle sammen var, at de havde sygeplejerskerne ved sig. Og de blev ikke efterladt til sig selv, som de frygtede for.

Alligevel undrer skribenten sig over, hvorfor sygeplejersker og andet frontpersonale nu gerne vil forhandle overenskomster og forbedre vores vilkår. Han skriver, at sygeplejersker ikke bør ”kunne drage fordel af nedlukningen”. Han mener åbenbart, vi er ”dovne” og ikke har fortjent en lønforhøjelse.

Uden at havde den fornødne kendskab til skribentens arbejdsvilkår, kan jeg forestille mig, at han som journalist sikkert har været en af dem, som statsministeren har sendt hjem, da han trods alt ikke besidder en funktion, der kan kaldes for kritisk.

Det undrer mig dog alligevel, hvordan han kan nå frem til konklusionen, at vi er ”dovne” og ikke bør få en lønforhøjelse.

For mens han var hjemme og måske kunne klare arbejdet fra computeren, mens han lå på sofaen med Netflix i baggrunden – og samtidig fik sin gode (formentlig bedre end sygeplejerskernes) løn – så har sygeplejerskerne været på vagt 8-12 timer i træk i dragter, masker og visir og holdt øje med deres patienter for at sikre, at de trak vejret.

Jeg misunder ingen.

Jeg vil heller ikke gøre mig klog på andres arbejde. Men jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor der er så mange (u)kloge hoveder, der gerne vil blande sig i noget, som de jo slet ingen forstand har på.

Da der blev forhandlet overenskomster i 2017, sagde arbejdsgiverne og arbejdstagerne ”på gensyn” igen til i år. Så det har altid været meningen at overenskomstforhandle nu. At den så falder på samme tidspunkt som Corona og nogle mener, det er en forkert timing, er jeg lodret uenig i, da der jo nu er større vidensgrundlag om, hvad en sygeplejerske, pædagog og en sosu-assistent kan, og dermed om, hvordan man korrekt lønplacerer dem efter det.   

Corona har haft konsekvenser for vores liv og måden, vi lever på. Men vi lærte også meget af det. Det er den tilgang, forhandlingerne forhåbentlig får præg af, hvor man husker og lærer af, hvor vigtigt frontpersonale har været – og derfor hvor vigtigt det også er sikre, at de bliver passet på, så de kan passe endnu bedre på danskerne.

Dovne – det er vi ikke.

Soldater er vi ikke. Og nej, superhelte er vi heller ikke.

Takke behøver du heller ikke, hvis du ikke vil. Det vores arbejde, vi gør.

Men præcis derfor skal vi have løn og ordentlige arbejdsvilkår og rammer, så vi kan blive ved med at være sygeplejersker og passe på dig, hvis du får brug for hjælp, og på hele Danmark.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Harun Demirtas (f. 1989) er tidligere flygtning, sosu- assistent og sygeplejerske. Nu er han kredsnæstformand for sygeplejersker i Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
15.01.21, 22:41
Det er meget egoistisk af de grønlandske politikere at forsøge at løse Grønlands store svøbe – de socialt udsatte – uden at inddrage de mange grønlændere i Danmark, som hver dag berøres af dette emne.   Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.01.21, 18:16
Hvad skal vi andre stille op, når vi mener, at store grupper af mennesker ikke er til at tale med eller har nogle absurde holdninger? Læs mere
Af Jan E. Jørgensen
15.01.21, 16:34
Som ufortrødent arbejder videre trods corona. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.01.21, 07:00
Den tiltalte er uskyldig, indtil andet er bevist, og har krav på en fair rettergang. Også Inger Støjberg. Læs mere
Af Signe Munk
14.01.21, 15:00
Vi tager vores drikkevand som en selvfølgelighed. Det skal vi ikke – men derimod skride ind, så forureningen af det bliver stoppet. Læs mere
Af Rune Lund
14.01.21, 13:10
Det handler om, at loven gælder for alle Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.01.21, 11:05
Bliver alle vi ældre, der har levet en eremittilværelse for at undgå smitte, nu udsat, når vi vaccineres i store centre. Jeg spørger ministeren, om han føler sig sikker på, at forholdene er i orden. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.01.21, 15:35
Det er artige sager, hvad tilhængerne af masseindvandring har kaldt os andre. Læs mere
Af Henrik Højlund
13.01.21, 15:16
Coronaepidemien forstærker øjensynlig argumentationen mod Guds eksistens. Men det ser ikke bedre ud uden Gud. Læs mere