Vi får uddannet flere sygeplejersker.
Vi har i år optaget 225 ekstra sygeplejestuderende som en del af regeringens plan om at skabe tusinde flere sygeplejersker. Og faktisk står vi også i den glædelige situation, at der er mange, der gerne vil være sygeplejersker. Der er endda flere hundrede ansøgere, der bliver afvist, fordi der ikke er nok studiepladser.
Det er gode tider.
Gode tider, fordi vi fortsat kan rekruttere. Men sådan kan det ikke blive ved, hvis vi ikke bliver bedre til at passe på sygeplejerskerne.
Corona-krisen har for mange sygeplejersker været den sidste dråbe. Som sygeplejerskernes formand Grete Christensen skriver meget fint i sin blog, er der ikke meget energi tilbage i sygeplejerskerne på grund af de besparelser, der har været på sundhedsområdet i mange år, som har betydet både arbejdspres og lønefterslæb. Det kommer oven i en sundhedskrise, hvor sygeplejersker i den grad har stillet sig til rådighed nærmest uden økonomisk anerkendelse.
Omvendt er der mange, der overvejer at forlade faget. Det viser tallene fra et forskningsprojekt på VIA University College, hvor nyuddannede sygeplejersker og sygeplejestuderende på 6. og 7. semester har deltaget. Mere end hver fjerde nyuddannede sygeplejerske tvivler på, at de arbejder som sygeplejerske om fem år.
Det er alarmerende. Men hos arbejdsgiverne er situationsfornemmelsen omvendt.
De har endda en forestilling om, at sygeplejersker kan fastholdes ved at rykke rundt på dem som legoklodser.
Det kommer selvfølgelig af, at arbejdsgiverne har drømme om at kunne flytte sygeplejersker rundt på forskellige afdelinger og dække vagthuller for hinanden. Denne bekymrende tilgang til sygeplejerskernes arbejdsliv har sygeplejerskerne i mange år været imod og fortalt, at det kan have fatale konsekvenser for fastholdelsen af sygeplejersker i faget.
Under corona-krisen har sygeplejersker været villige til at blive flyttet rundt. For der ventede en vigtig mission for samfundet. Danmark skulle ikke ligne Italien. Derfor er de på nærmest ingen tid blevet omorganiseret og var villige til at møde op et andet sted.
Men som sygeplejerskernes formand siger, er der desværre nu nogen, der prøver at udnytte den situation, vi har stået i, og vil gerne bruge sygeplejerskerne, som om der permanent er en krisetilstand, hvor de bare kan sendes rundt mellem afdelinger og endda hospitaler.
Det kan godt være, at historier om, hvordan sygeplejersker i corona-krisen har oplevet deres arbejde, ikke har nået pressen, som de forfærdelige billeder fra andre lande har gjort. For så slemt har det heldigvis ikke været i Danmark. Men det betyder ikke, at det har været nemt!
Det har naturligvis også haft sine konsekvenser for de enkelte sygeplejersker, der har stået med de svære opgaver, som de med oprejst pande også er kommet ud af. Men kriseramte arbejdsdage kan ikke tilbydes sygeplejersker som almindelig hverdage!
For som i alle andre brancher skal sygeplejersker også have en fast arbejdsplads, kollegaer, man kender til, og rammer og et speciale, man kender til.
Hvis regeringen og de øvrige politikere og ikke mindst arbejdsgiverne har interesse i at uddanne flere sygeplejersker og ikke mindst fastholde dem, vi allerede har, skal de nu rette op på vores vilkår og opgive de urealistiske drømme.
Ellers mister man endnu flere sygeplejersker, og det har Danmark ingen gavn af.
Mens der bliver kigget på de pressede vilkår, må ingen være i tvivl om, at vi som en faggruppe har forventninger om, at arbejdsgiverne denne gang skal til lommerne for en real og bemærkelsesværdig lønfremgang næste år, når der forhandles overenskomst.
Godt nok forsøger man at skrue ned for forventningerne med en sang om, at også økonomien er corona-smittet, og at der ikke er meget at komme efter. Men mens der bliver delt hjælpepakker ud til alle kriseramte brancher i Danmark, må nogen også sætte sig ned og finde en pose penge til sygeplejerskerne.
Som en sygeplejerske forleden sarkastisk sagde: Der er altid en økonomisk krise, når vi forhandler overenskomster. Nu må det være nok.
