Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Alt det, du ikke vidste om tyrkisk lokalvalgkamp

Det var ikke en nem og lige valgkamp mellem partierne i Tyrkiet.

Det endte måske for første gang, som meningsmålingerne viste i Tyrkiet. Nemlig at Erdogan har tabt store byer som Ankara og Istanbul.

Erdogans parti, AKP, er stadig det største parti i Tyrkiet med over 45 pct. af stemmerne ved lokalvalget. Men selv om hans parti fik flest stemmer i hele Tyrkiet, bliver det set som ham, der har tabt allermest, fordi han mistede de store byer.

Eksperter i Tyrkiet kalder valgkampen for en sejr for demokratiet. Men de understreger også, at det har været en meget svær valgkamp og i en grim tone. Det er derfor ikke så overraskende, at New Zealand også fik en overraskende besked fra Erdogan fra et af hans valgmøder. Han har kørt hele sin valgkamp i samme tone og reagerede på samme måde over for alle og især mod hans modkandidater i andre partier. Og New Zealand fik også mærket tonen helt tilfældigt.

Erdogan (AKP) har sammen med Bahceli (MHP), som er formand for det højreekstremistiske nationalistiske aktionsparti, besluttet sig for at give hinanden håndslag på at danne en alliance for at vinde sammen. De har således opfordret hinandens vælgere at støtte hinandens opstillede kandidater. I Istanbul og Ankara opstillede koalitionen, som kaldte sig for ”folkets alliance”, kun kandidater fra AKP. I Istanbul opstillede de Binali Yildirim, som var Tyrkiets sidste statsminister, indtil den nye grundlov trådte i kraft og gjorde op med statsministerposten for altid og gav al magten til præsidenten. I Ankara opstillede de en tidligere minister, Mehmet Özhaseki, fra AKP. Begge har tabt til oppositionen.


National-Alliancen

I oppositionen er to partier gået sammen mod Erdogans alliance. De kalder sig for National-Alliancen. Bag den er landets andenstørste parti, CHP, også kendt som Atatürks Parti, dannet af Atatürk i 1923, og derudover Iyi-partiet (Det Gode Parti), som blev stiftet for ca. 1,5 år siden af Meral Aksener; en kvinde, der tidligere var medlem af MHP. Hun var en stor stemmesluger, men blev ekskluderet fra MHP af Bahceli sidste år efter en intern magtkamp. Hun havde kritiseret MHP’s nuværende politik og samarbejde med AKP, som hun ikke mente afspejlede partiets værdier som et parti med sekulære holdninger.

Iyi-partiet blev stiftet i oktober 2017. Det lykkedes i oktober Aksener at samle hele 240.000 underskrifter på kun seks timer for at blive opstillet til præsidentvalget – langt mere end de 100.000, der krævedes. Det lykkedes hende ikke at vælte Erdogan, men hun fik dog 43 parlamentsmedlemmer.

Derfor var denne alliance stærk – og den vakte frygt hos Erdogan ved lokalvalget.

Men det var stadig ikke nok. For at få mest mulig indflydelse til lokalvalget, især i de store byer som Istanbul og Ankara, skulle de også samarbejde med det prokurdiske parti HDP i Tyrkiet. Selv om HDP ikke direkte har været i alliancen, har de lovet at støtte alliancen alligevel. Det betød således, at HDP ikke opstillede nogen kandidater i store byer som Ankara og Istanbul. Stemmerne, som skulle gå til en eventuel kurdisk kandidat, gik således i stedet til National-Alliancen og styrkede dem endnu mere.

Alliancen kunne regne med kurdernes støtte, ikke alene på grund af dårlig økonomi og politik, men også fordi Erdogan har ført en meget hård kamp mod kurderne siden sidste valg.

»Vil I have et nyt land, kan I skride til Kurdistan i Irak,« sagde Erdogan.

Det var Erdogans svar på HDP’s efter en mere retfærdig politik for kurderne.

Kurderne svarede dog tilbage ved stemmeboksene ved at stemme på oppositionen. Altså på National-Alliancen.

Dagen efter lokalvalget meldte valgmyndigheden endelig resultaterne ud. Oppositionen havde vundet valget. Valgmyndigheden var dog kritisk over for mediet Anadolu Agency, som er et offentligt medie, der havde ansvaret for at dele sidste nyt om valgresultaterne med medierne i Tyrkiet.

Anadolu Agency gjorde det dog ikke helt, som de skulle. Faktisk har ingen tyrkere i over 15-16 timer kunnet få de endelige resultater af Istanbuls valg. Derfor måtte National-Alliancens kandidat Ekrem Imamoglu (CHP) otte gange på talerstolen foran medierne og opfordre Anadolu Agency til at gøre dets arbejde og dele dets viden med befolkningen. Derudover opfordrede han også alle de frivillige og arbejdende folk til at være vågne de næste 48 timer, indtil det reelle valgresultat blev offentliggjort.

Imamoglu vidste nemlig fra indrapporteringer fra hans eget partis medarbejdere ved valgstederne, at han havde vundet overborgmesterposten i Istanbul.

Men stadig var der tvivl. Især da den tidligere statsminister Binali Yildirim tidligt på aftenen allerede havde erklæret sig selv som vinder, gjorde det hele stemningen i Tyrkiet endnu mere spændt om natten på valgdagen.

Men resultaterne er nu endelig kommet frem.

Det er en sejr for Atatürks parti og National-Alliancen, at de har vundet de mest vigtige og største byer i Tyrkiet.

Men det var ikke den eneste overraskelse, der skete i går. Derudover fik Tyrkiet for første gang også en kommunistisk borgmester i byen Tunceli. Fatih Mehmet Macoglu er kendt for sin kamp for gratis offentlig transport, gratis vandforsyning og for at tale de fattiges sag. Tunceli er en provins med flertal af kurdere, zazakier og alevierne.

Alt i alt. Selv om Erdogans parti har fået ca. 45 pct. af stemmerne i hele Tyrkiet med 778 borgmesterposter, er det stadig ham, der har tabt mest.

Den 2. april meldte Erdogans parti dog ud, at de mente, der var fejl ved stemmeoptællingerne, og at der skal omtælling til. I Istanbul alene fandtes 31.124 stemmebokse. Hvis der kan findes én fejl i Erdogans favør per boks i Istanbul, vil det give over ca. 31.000 stemmer, som ville kunne give overborgmesterposten til AKP. For i dag ligger netop stemmetalsforskellen mellem Folkets Alliance og National-Alliancen på ca. 25-30.000.

Klagevejen er dog delt i tre trin. Først er det valgudvalget i de forskellige regioner i Istanbul, der tager stilling til, om de skal omtælles. Og hvis svaret bliver et afslag, kan man bringe det til byvalgsudvalget. Og hvis de igen får et afslag, kan Erdogan som sidste trin bringe det foran det øverste valgudvalg, som behandler tredje gang. Alle tre udvalg har to-tre dage til at beslutte, om de vil omtælle stemmerne. Hvis alle tre udvalg beslutter sig for ikke at omtælle stemmerne, så forventes Istanbul at få det endegyldige resultat 10.-12. april. Det kræver dog, at alle tre udvalg afviser anmodningen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Harun Demirtas (f. 1989) er tidligere flygtning, sosu- assistent og sygeplejerske. Nu er han kredsnæstformand for sygeplejersker i Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
21.07.19, 07:14
Fra individ til organisme, fra samfund til sværm. Velkommen til overvågningskapitalismen. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
20.07.19, 18:56
Jeg trækker mig fra den offentlige debat. Voldsmanden vinder. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.07.19, 01:42
Grønlandske familier fik hjælp fra danske frivillige, da flodbølgen ramte.  Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.07.19, 12:24
Integrationsministeren skal have ros for at stå fast. Jeg udtrykker et lønligt håb om, at ministeren i fremtiden holder fast i, at han ikke udtaler sig om fakta, han ikke kender, og konsekvenser, han ikke har gennemtænkt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.07.19, 16:09
Det midlertidigt besatte område er heldigvis en lise for sjælen. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under 1 af 10 muslimske indvandrere bliver integreret. Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere