Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ikke kun kvinders ære, men også mænds manddom bliver målt på den dråbe blod

Selv om bekymringer er vigtige, er vejen frem ikke at imødekomme uvidenheden med industrialisering af rekonstruktionen af mødomme. Det er ikke med blod, men med viden, vi skal vaske fordommene væk. Og et forbud er første skridt.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har sendt et forslag om at forbyde mødomsrekonstruktioner i høring. Årsagen er, at der i nogle familier desværre eksisterer en forventning om, at pigen skal bløde under sit første samleje. Og at det i øvrigt er uacceptabelt, hvis ikke samlejet på bryllupsnatten er det første.

Jeg kender godt traditionen, og den er stadig eksisterende. Som barn kunne jeg ikke forstå, hvorfor der var blod på lagenet, når nogen var blevet gift, og hvorfor lagenet inden morgenbønnen skulle hænges ud på altanen, så alle kunne få øje på det i landsbyen i Tyrkiet.

Da jeg spurgte min mor om, hvem der havde blødt, sagde hun, det var næseblod.

Men sandheden er naturligvis langt fra det. I dag er der mange debattører og politikere, der debatterer emnet. Nogle er for og nogle er imod. Men det, som savnes i debatten, er mænd, deres pligt og deres stemme.

Der er ingen tvivl om, at de mest sårbare i denne praksis er kvinder. Og jeg er totalt imod rekonstruktion af mødommen, hvis en sådan overhovedet findes.

For en kvindes ære og ærbarhed kan naturligvis ikke måles på en dråbe blod eller på, om hun har haft sex før ægteskabet eller ej. Der er nogle, der er bekymrede over konsekvenserne af et forbud. De frygter, at det vil gå ud over kvindens sexliv, at hun vil finde farlige veje til at få foretaget sådant en operation, at hun i værste fald kan blive smidt på gaden, kaldt luder eller blive udsat for æresdrab.

Men de skal huske, at det aldrig redder liv at lade nogen bløde.

Omvendt! Vi skal standse det.

Det skal naturligvis ikke stå alene. Ved siden af skal vi arbejde for, at folk får den nødvendige viden om seksualitet og det sunde sexliv. Det mener jeg, at man allerede kan begynde med i folkeskolens seksualundervisning.

Men hvad med mændene?

For det er altså ikke kun kvinders ære, der bliver målt på den dråbe blod. Også mænds manddom bliver målt på, om han kan gennemføre samlejet. Og hvis man f.eks. er homoseksuel, og familien tvinger sin søn til et ægteskab med en kvinde, fordi den mistænker ham eller har fået nok af landsbyens rygter om sønnen, er dråben med blod på lagenet også med til at redde mandens ære – og familiens mulighed for at rette ryggen, som om familiens søn ikke er homoseksuel (som om ingen homoseksuel kunne gennemføre et samleje med en kvinde!).

I Tyrkiet er der lavet mange klassiske gamle film med det scenarie. Efter brylluppet møder manden sin kone nøgen for første gang og har kun en opgave. Men manden er syg og svag, og inden han gennemfører samlejet, falder han i søvn. Kvinden, som er den kloge og smukke, der f.eks. bliver spillet af skuespillerinden Türkan Soray, skærer sig overfladisk i håndleddet for at redde både sin egen, men også sin mands ære. Hun søber lagenet til, som senere bliver lagt foran deres soveværelse. Hendes svigerfar, der spændt venter udenfor, glæder sig over lagenets udseende og vil nu give besked til hele landsbyen. Dette gør han ved at skyde løs i luften med sin pistol for at signalere, at selvfølgelig var hans søn ikke syg eller døende, som alle var bekymrede over – han havde gennemført.

Sønnen vågner med angst og nervøsitet, og inden bruden har fået lov til at forklare, hvor klog hun var og fandt på en løsning, som reddede dem begge, falder han om og dør af angst, efter at han hører skud uden for deres vindue.

Sådan er virkeligheden desværre i nogle familier.

Selv om der er mange perspektiver i denne debat, og selv om bekymringer er vigtige, er vejen frem ikke at imødekomme uvidenheden med industrialisering af rekonstruktionen af mødomme. Det er ikke med blod, men med viden vi skal vaske fordommene væk. Og et forbud er første skridt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Harun Demirtas (f. 1989) er tidligere flygtning, sosu- assistent og sygeplejerske. Nu er han kredsnæstformand for sygeplejersker i Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
21.07.19, 07:14
Fra individ til organisme, fra samfund til sværm. Velkommen til overvågningskapitalismen. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
20.07.19, 18:56
Jeg trækker mig fra den offentlige debat. Voldsmanden vinder. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.07.19, 01:42
Grønlandske familier fik hjælp fra danske frivillige, da flodbølgen ramte.   Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.07.19, 12:24
Integrationsministeren skal have ros for at stå fast. Jeg udtrykker et lønligt håb om, at ministeren i fremtiden holder fast i, at han ikke udtaler sig om fakta, han ikke kender, og konsekvenser, han ikke har gennemtænkt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.07.19, 16:09
Det midlertidigt besatte område er heldigvis en lise for sjælen. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under 1 af 10 muslimske indvandrere bliver integreret. Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere