Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Danmark falder ikke fra hinanden, hvis man giver et stykke kartoffel til et barn på fem år

Det handler ikke om en kartoffel. Det handler om, hvordan børnene kommer til at huske og bedømme os i fremtiden.

I det øjeblik barnet blev nægtet at få den kogte kartoffel, skammede menneskeheden sig.

Et barn bliver nægtet et stykke kartoffel på asylcentret Sjælsmark. Barnet bedes overholde reglerne, fordi de kogte kartofler kun er for børn under tre år. Det øjeblik jeg så videoen, blev jeg dybt rørt og frustreret. Nok fordi jeg kunne se mig i dette barn.

Det er bare en kartoffel. Danmark falder ikke fra hinanden, hvis man giver et stykke kartoffel til et barn på fem år.

Jeg er selv et asylbarn. Jeg har været i flere landes asylsystem. Tyskland var et af dem. Jeg har selv med min mor og en søster boet på et asylcenter med flere hundrede mennesker og blev til sidst overflyttet til et asylcenter, der var forbeholdt for de udviste. Mennesker uden fælles sprog, men med en drøm, drømmen om en bedre fremtid, som var fælles for dem alle.

Vi blev puttet i ét værelse i alle de centre, vi kom til som familie. Det første år havde vi ikke et køleskab, ligesom vi heller ikke havde en kogeplade. Vi var dybt afhængige af kantinen, hvor man tre om gange om dagen kunne komme og få mad. Hvis man kom i god tid, kunne man slippe for at stå i køen i lang tid. Og som om nogen udefra skulle snyde og have elsket at være på centret, skulle man også bevise, at man faktisk var centret – også til folk, der havde set en flere gange før. Dette gjorde man med sit id-kort (ausweis) til kantinemedarbejderne hver dag tre gange om dagen, før man fik maden på tallerkenen.

Jeg kan ikke huske, om jeg overhovedet nogle gange har nægtet et måltid eller ikke har brudt mig om det, men jeg tænker nu meget over, hvad min mor mon havde gjort, hvis jeg havde nægtet og bedt om noget andet? I disse tider, hvor der tales meget om krænkelseskultur, og enhver, der kritiserer, bliver talt ned til og stemplet som krænket og offergjort, synes jeg, det er på sin plads i dette eksempel at pege på, at der er sket en krænkelse af et barns tarv og en fars integritet.

At faren bliver vred og truer med at smide maden på gulvet, er for mig forståeligt. Hvad ville du ikke gøre for dit barn? Prøv lige at forestille dig at være forælder, der ikke kan skaffe et stykke kartoffel til sit barn, og heller ikke selv må lave det, fordi de ikke må lave mad inde på værelserne. Magtesløshed må være det rette ord her.

Tit når jeg ser opslag med asylcentre eller nyheder om det, tænker jeg på børnene, men også de voksne, der tilbringer tiden på et asylcenter. På et asylcenter gør mennesker uanset alder ikke andet end at tænke på, hvad fremtiden bringer, og prøver at leve med frygten for at blive udvist af landet. Selv om disse mennesker på Sjælsmark er udviste og ingen grund har til at være på centret, er det altså stadig en væmmelig følelse at leve med hver dag.

Man kan ikke lægge fremtidsplaner og må leve dag efter dag.

Da vi endelig en dag kom frem i ventelistens kø og havde fået en kogeplade og køleskab, kunne min mor endelig lave lidt mad og evt. varme resterne til mig og min søster på værelset. Mest var det mælken, hun varmede. Mælk, der altid var snak om, at der var blandet vand i, fordi uanset, hvor meget man kogte denne mælk, blev den aldrig tyk og kunne aldrig bruges til noget som f.eks. risengrød, som er de fleste børns livret.

Måske kan man have svært ved at forstå det. Måske kan man også mene, at det er forældrenes ansvar, og de hellere må se at komme af sted til deres hjemland. Men uanset hvordan deres skæbne ender, er det altså oplevelserne, man får med sig fra et asylcenter, der gør størst indtryk på en om, hvad det er for et land, man kom til, og hvilket menneskesyn og behandling man fik. Hvis man som dansker mener, at mennesker og selv de små skal behandles, som de i dag bliver, er man velkommen til at fortsætte med det.

Men jeg bedømmer stadig Tyskland ud fra de oplevelser, jeg har fra asylcentret. De møder, min mor var tilkaldt hos udlændinge-politiet på centret, hvor hun altid forlod mødet med tårer i øjnene. Den dag klokken 7 om morgenen, hvor min bedste ven aldrig dukkede op i kantinen for at hente sin madpakke til skolen, fordi de i løbet af natten blev tvangsudvist af politiet, uden at nogen af os fik mulighed for at give ham et kram.

Derfor handler det altså ikke om en kartoffel. Det handler om, hvordan vi synes børn og generelt mennesker skal behandles, når de er i vores land, og hvordan børnene kommer til at huske og bedømme os i fremtiden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Harun Demirtas (f. 1989) er tidligere flygtning, sosu- assistent og sygeplejerske. Nu er han kredsnæstformand for sygeplejersker i Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere
Af Signe Munk
11.07.19, 16:00
Skønhedsindustrien, samfundet og vi selv har et fælles ansvar for de skønhedsidealer, som lægger et enormt præstationspres på især unge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.19, 10:18
Min ringe person har netop fået tre dages karantæne. Læs mere
Af Jens Kindberg
10.07.19, 00:02
De fleste af os har vel været i berøring med hospitalsvæsnet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.19, 22:14
Af hjertet tak, Harun Demirtas, du fremskynder det tidspunkt, hvor omfattende hjemsendelser på grundlovens og retsstatens grund vil finde sted. Læs mere
Af Harun Demirtas
08.07.19, 15:14
Når et menneske får en invitation til indirekte at takke af og skride fra dette land, kan man ikke længere argumentere for, hvorfor det skulle kunne betale sig at integrere sig i dette land, når landet pisser på en. Læs mere