Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Erdogan kan få en overraskelse fra kurderne i morgen

Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt.

Der er valg i Tyrkiet, og pulsen stiger, hver gang der kommer en ny meningsmåling. I dag kom endnu en, som igen peger på, at Erdogan ikke får magten, som han ønsker det allerede i første runde, og derfor må gøre sig klar til endnu en valgkamp, der bliver endnu sværere end den nuværende.

Den anden runde bliver den 8. juli, og ifølge de fleste meningsmålinger bliver det mellem Erdogan og Ince fra det republikanske parti CHP – også kendt som kemalisternes eller Atatürks parti, der har skarpe og kritiske holdninger mod islamismen. 

Tyrkerne, der bor i Europa uden for Tyrkiet, har allerede stemt, og stemmerne er sendt til Tyrkiet. Erdogan er meget stolt og glad og tager gerne også æren for at have sørget for, at tyrkerne siden 2015 har opnået retten til at stemme og påvirke Tyrkiets fremtid fra udlandet. Ca. to millioner i udlandet har brugt denne ret.  

Men hvad sker der med de stemmeberettigede i Tyrkiet? Vil Erdogan også sørge for, at der bliver sendt stemmebokse til alle steder, hvor der er nogen, der har stemmeret?

Svaret er nej.  

Allerede nu er der nogen i Tyrkiet, der er optaget af at forhindre kurderne i at komme til stemmeboksen.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg på JP, er kurdernes stemmer meget afgørende. Både til præsidentvalget, men også til parlamentsvalget, der finder sted i morgen.  

Det prokurdiske parti HDP’s formand Demirtas sidder i dag bag tremmer og fører sin præsidentvalgkamp på sociale medier. Og kurderne i det østlige og sydøstlige Tyrkiet bliver forhindret i at nå stemmeboksene i morgen. Valgstationer i byer som Van, Tunceli, Sirnak, Siirt, Mardin, Kars, Hakkari, Erzurum, Erzincan, Elazig, Diyarbakýr, Bitlis, Bingöl, Batman og Agri er blevet bedt om at flytte fra ét sted til det andet. Det betyder, at nogle kurdere må transportere sig over 40 km for at nå stemmeboksene. Det har vakt stor kritik blandt alle oppositionspartier i Tyrkiet, men især fra det kurdiske partiet HDP, da de i nogle dele af disse byer har de opnået mere end 60 pct. af stemmerne ved sidste valg. Det opfattes derfor som et angreb direkte på kurdernes stemmeret.

Man kan derfor allerede nu konkludere, at valgkampen ikke bliver ført på lige fod for alle, der stiller op. Mens Erdogan bruger alle medier i Tyrkiet til at fokusere på ham, og der max bliver brugt 30 sekunder til et minut på andre, der stiller op, bruger Erdogan også midler og ressourcer, han har opnået via sin post, til sin valgkamp. Andre partier må kæmpe sig frem i medierne eller i værste fald bruge sociale medier til at føre valgkampen på, som Demirtas gør fra fængslet i dag.

Men hvorfor gør Erdogan det nemmere for tyrkerne i udlandet at stemme, mens han gør det modsatte for kurderne i Tyrkiet?

Svaret er, at han har erfaret ved sidste valg, at han fik rigtig mange stemmer fra tyrkerne i udlandet, og derfor skal det gøres nemmere for dem at komme til stemmeboksen en gang til. 

Omvendt med kurderne i Tyrkiet: Hvis han kan forhindre det prokurdiske parti HDP i at komme over spærregrænsen, som er på 10 pct., kan alle de stemmer, der blev brugt på HDP, men ikke fik dem til at komme over spærregrænsen gå tabt. Det betyder at HDP mister sine mandater i parlementet og det kan give AKP flertallet.

Erdogan lægger hindringer i vejen for kurderne, ikke fordi han er nervøs for, at HDP’s formand Demirtas bliver valgt som præsident. Ham ser han egentlig ikke som en trussel. Ham taler han ikke en gang om, når han er til sine valgmøder. Men han er nervøs for parlamentsvalget. Da alle partierne i oppositionen har indgået en koalition om at bakke hinanden op og stå sammen mod Erdogans magt i parlamentet, hvis han bliver valgt som præsident, vil Erdogan ikke kunne opnå alle sine ønsker og beføjelser, uanset hvor mange stemmer han får til præsidentvalget. For det kræver, at parlamentet er med i hans ideer og tanker. Og ifølge meningsmålingerne netop nu, vil oppositionen få flest mandater i parlamentet, hvis HDP kommer over spærregrænsen. 

Derfor prøver Erdogan nu forhindre kurderne i at stemme, så HDP ikke kommer over spærregrænsen og kommer i parlamentet, så oppositionen ikke får flere mandater end ham. Lykkes hans forehavende, så kan han få et parlament, som han kan bede om at gøre, som han vil. For uden HDP vil AKP opnå flertallet i parlementet.

Hvad vil der så ske?

Hvis Erdogan opnår præsidentposten, men ikke flertallet i parlamentet, vil der opstå en konstant magtkamp mellem dem, som på ingen måde vil gavne Tyrkiet. I så fald vil enten parlamentet eller præsidenten formentlig kræve et nyvalg. Dog er der det særlige, som også gør Erdogan bekymret: at man ikke bare kan udskrive ET valg. Det vil sige, at man skal til både præsident- og parlamentsvalg en gang til. De to valg er simpelthen bundet sammen ved de nye ændringer, man har vedtaget i forfatningen.

Det sjove og mest komplicerede er dog, hvordan man skal tolke det vigtigste i forfatningen rigtigt:

Altså hvor mange gange kan så Erdogan stille op?

Hvis præsidenten udskriver valg, vil Erdogan måske ikke kunne stille op igen, fordi den forfatning, man for nylig vedtog, kun giver en person ret til at stille op til præsidentposten to gange.

Spørgsmålet her vil dog blive, hvordan man i så fald vil tolke forfatningen. For lige nu er Erdogan præsident og stiller op til hans anden periode som præsident. Og hvis man udskriver endnu et valg, jamen så er han ude!

Dog mener nogle eksperter, at man naturligvis ikke vil medregne den nuværende periode, da forfatningen først træder i kraft efter dette valg i morgen. Men uanset hvad, risikerer Erdogan altså sidde kortere ved magten, end han regner med, hvis han ikke får flest mandater i parlamentet.  Fordi et parlament med flest oppositionsmandater faktisk kan køre ham af på sporet, meget før regner med. Det kræver blot, at parlamentet udskriver nyvalg i to omgange.

Med andre ord: Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt.

 P.S: Hvis Tyrkiet ikke får en præsident ved første runde i morgen, er det kun præsidentvalget, der går til anden runde. Parlementsvalget bliver under alle omstændigehder afgjort i morgen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Harun Demirtas (f. 1989) er tidligere flygtning, sosu- assistent og sygeplejerske. Nu er han kredsnæstformand for sygeplejersker i Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.
Seneste blogs
Af Rune Lund
15.11.18, 13:58
Det er virkelig det helt centrale spørgsmål, der presser sig på i forlængelse af dagens skandale i finanssektoren. I morgen er der nok en ny igen. Læs mere
Af Christel Schaldemose
15.11.18, 11:45
Ansvarlighed er et nøgleord i diskussionen om Europas fremtid. At forlade EU er ikke løsningen på de udfordringer, vi står over for. I denne uge fik vi to meget forskellige bud på Europas fremtid. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.11.18, 09:17
Rigsfællesskabet er vigtigt for EU, USA, Kina og Rusland. Det er tragikomisk, at vi ikke selv kan se det. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.11.18, 08:51
EU-tilhængere brugte 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig til at hylde EU som fredens projekt. Men det er for letkøbt og historieforvanskning Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.11.18, 08:21
De arbejdende ved DSB mødes med agressiv fremfærd og revolverdiplomati fra DSB's ledelse og Dansk Industri. Læs mere
Af Nauja Lynge
14.11.18, 12:16
En statsminister er minister for hele Danmark. Den evne har Støjberg ikke. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.11.18, 12:10
Fremtidens investerings- og lånemarked starter nu. Læs mere
Af Mikael Jalving
14.11.18, 11:45
Regeringskrisen i Sverige afspejler en langt dybere samfundskrise. Læs mere
Af Nauja Lynge
13.11.18, 15:38
Prisen for dansk berøringsangst betales af mindretal og udsatte borgere. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her