Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Homoseksuelles befrielse er forbundet med de heteroseksuelles frihed

Først skal de heteroseksuelle gøre op og søge friheden. LGBT-personer bliver begrænset, fordi de heteroseksuelle ikke er sat fri.

Måske er der ikke mange, der tænker over det. Men faktisk er det en gave at have en homoseksuel i familien. Når det homoseksuelle medlem i familien springer ud, kaster han sig ikke alene i en kamp for friheden. En familie bliver sat på prøve af, hvor stærk kærligheden og de bånd, de har til hinanden, er. Men også forståelsen for kærlighed og frihed får en anden betydning, som ikke andre familier ikke er så privilegerede at forstå som en sådan familie. 

Hele familien kaster sig ind i noget og må pludselig befries fra mange roller, forpligtelser, religiøse overbevisninger og drømme, man har gjort sig siden barns barndommen. Disse befrielser opnår man takket være den homoseksuelle søn, som skiller sig fra resten af familien og pludselig sætter hele familiens stærke bånd, kærlighed og respekt på prøve. Det er altså et privilegie at have et homoseksuelt familiemedlem.

I disse dage taler man på de sociale medier en del om homoseksuelles frihed og begrænsninger på grund af religion. Og den eneste religion, man tit hører om, når der generelt diskuteres frihed og seksualitet og begrænsninger, er selvfølgelig igen islam.

For takket være de sociale medier og pressen i øvrigt er hele verden velinformeret om, hvordan homoseksuelle behandles i de muslimske lande. Henrettelser, tortur, æresdrab og endda dem, som bliver kastet ud fra høje bygninger, er vi smerteligt bevidste om.

Formålet med dette indlæg er sådan set heller ikke at fortælle historien om, hvad muslimske homoseksuelle bliver udsat for, og hvorfor de bliver det. Med dette indlæg vil jeg dog stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de heteroseksuelle aldrig selv tænker på, at det faktisk også kan være dem selv, der er begrænset og mangler frihed?

Faktisk er det ikke bare de homoseksuelle, men også de heteroseksuelle, man burde sætte fri fra alle deres forpligtelser og pæne roller, som de er blevet tildelt til at stræbe efter. Af en religion, som fylder mere og mere i vores hverdag - og jo mere den fylder, jo mere truer den dig, dine kære, mig, mine kære, altså os og ikke mindst demokratiet.

Mange homoseksuelle - uanset hvilken religiøs overbevisning de har, men naturligvis særligt muslimer - springer ikke ud og gør dermed ikke op med den kultur og religion, som spænder ben for dem og tvinger dem til at være en anden. For nogle er det sådan hele livet på grund af den uendeligt dårlige samvittighed, man måske har over for sin mor, far eller søskende. Man vil ikke skuffe dem, fordi de måske ikke er så stærkt forbundet til eller opfatter ordet frihed og frisind, som man selv gør i dagens Danmark, eller måske er de selv bange og har angst for at miste, tabe eller endda dø.

Men der er altså et stort spørgsmål, som heteroseksuelle også burde svare på.

Hvorfor skal de homoseksuelle kæmpe for friheden ikke bare for dem selv, men også for alle heteroseksuelle?

Det er ikke kun de homoseksuelle, der skal gøre op med kultur og religion og overbevise om, at man ikke er syg eller gør noget forkert, for at vinde frihedskampen. 

Også heteroseksuelle må gøre op med det samme og overbevise sig selv om, at de er sat fri for alle deres forpligtelser og en opdragelse, der pådutter dem et bestemt menneskesyn, livsstil, seksualitet, køn og familiesyn.

Hvis virkelig en mor er den, der elsker sit barn allerhøjst og vil gøre alt for en, hvad er det så, der forhindrer hende i at acceptere sit barn, som vedkommende er?

Er det, hvad mon naboen, ens kusine, fætter eller onkels datters døtre og resten af tredje generations slægtninge tænker? Hvad vil de mon sige og tænke, hvis de fik at vide, at ens søn er så uopdragen og så dansk, at han ikke længere overholder de basale traditioner, kulturen og religionen, men gør, det som passer ham selv?

Er det mon, hvad religionen mener? Den religion, som man tit italesætter, når man taler om fred, men aldrig italesættes, når den låser mange i skabet? Altså med de dele, hvor der er fortællinger, som bliver tolket på en måde, der i den grad indirekte inviterer dem til at slå homoseksuelle ihjel, hvilket jo faktisk også desværre sker i nogle lande i verden. 

Så mange regler og så mange retningslinjer for, hvad man bør gøre og ikke gøre.

Og disse regler og retningslinjer er jo ikke skrevet af dem, som vil elske uanset køn, men af dem, som elsker det modsatte køn. Altså heteroseksuelle. Hvis en mor bliver tvunget til at tage afstand fra sin søn, fordi omgivelserne vil dette, eller sønnen ikke vil springe, ud fordi han ønsker at beskytte hende fra onkels datterdøtre, som er klar til at bagtale hende og slå hende med sønnens seksualitet, eller hvis han risikerer at blive slået ihjel, fordi religionen eller traditionen siger det, og det igen er heteroseksuellernes pligt at gøre det, så er denne kamp for frihed ikke min og resten af LGBT-personernes. Den er først og fremmest de heteroseksuelles kamp for friheden.  Det er dem, som ikke kan elske deres barn, som de er; det er dem, som bliver begrænset af kulturen, traditionen og religionen. Det er dem, som får roller, og det er dem, som har drømme. Det er dem som bliver påduttet af religionen, og det er dem, som får besked på at følge de religiøse retningslinjer.

Det er uretfærdigt at tvinge en homoseksuel til at kæmpe for friheden både for sig selv og for de heteroseksuelle.

Heteroseksuelle burde derfor gå forrest i kampen for friheden.

For LGBT-personer bliver begrænset, fordi de heteroseksuelle ikke er sat fri.

Først skal de heteroseksuelle gøre op og søge friheden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Harun Demirtas (f. 1989) er tidligere flygtning, sosu- assistent og sygeplejerske. Nu er han kredsnæstformand for sygeplejersker i Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.
Seneste blogs
Af Casper Hedegaard
21.11.18, 12:39
Besparelser på uddannelse sætter en stærk begrænsing på vores lands udviklingspotentiale. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
21.11.18, 11:23
Vi skal have strengere straffe, mere politi og politikere med røv i bukserne. Luk også vores grænser og stop indvandringen, vi har problemer nok, som det er. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
21.11.18, 10:07
Frygten hersker rundt omkring i vores Europa. Derfor skal der en grundig massage til, og den skal leveres af trygge proeuropæiske hænder. Venstre er klar på at vise vejen! Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.11.18, 13:19
Det er for længst en kendsgerning, medmindre noget andet sker. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.11.18, 13:04
Oplevelser og indtryk fra en uge i det forvandlede Danmark. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.11.18, 11:16
Vi kan ikke gamble med sikkerheden for hele den danske stat med en motor drevet af offentlig forvaltning for udenlandske midler, og på ordre fra Kina. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.11.18, 16:12
Det er skræmmende, at nogen synes, en sygeplejerske er en landsforræder, fordi hun hjælper mennesker, der er på flugt fra krig, fattigdom og død. Men også det, at der er mennesker med dette forfærdelige menneskesyn i Danmark. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.11.18, 13:15
Efterskolerne byder på et helt særligt fællesskab Læs mere
Af Anders Vistisen
19.11.18, 11:01
Det er slut med dansk selvbestemmelse over danske velfærdsydelser. Bliver i stedet styret fra Bruxelles. Læs mere
Af Nauja Lynge
19.11.18, 07:26
Det sker formodentlig, for at kinesisk mineprojekt kan omgås Unesco-regler. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her