Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Skadelig symbolpolitik sætter integrationen tilbage

Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold.

I bedste fald kan symbolpolitik være harmløs, men som regel udstiller det en politisk impotens og har den stik modsatte effekt af det oprindelige formål. Sagt på en anden måde, så er symbolpolitik et skridt frem og to tilbage og gør i virkeligheden mere skade end gavn.

Ikke desto mindre er symbolpolitikken blevet et tilbagevendende instrument, der har vundet indpas i den danske værdipolitik.

De seneste 25 år har integration af flygtninge og indvandrere stået højt på den politiske dagsorden, og nu hvor vi efterhånden er oppe at tale om tre generationsindvandrere, der er født og opvokset her i landet og som rettelig burde kaldes danskere, er der for alvor kommet fart på integrationsprocessen.

Flere og flere kommer i job – og på såvel mellemlange som lange videregående uddannelser udgør efterkommerne nu en stigende andel.  Er alle udfordringer – endsige problemer – så løst?  Nej, så langt fra. Problemer med radikalisering, ekstremisme, høj og hårdkogt kriminalitet og social kontrol eksisterer stadig, men netto set går altså i den rigtige retning, selv om de negative historier fylder væsentligt mere end de positive.

Alligevel kan man ind imellem få det indtryk, at der er politikere, som reelt ønsker at sabotere den positive integrationsproces med det ene mål for øje at fastholde modsætningsforholdet mellem ”dem og os” og derved at hyppe deres egne kartofler ved konstant at puste til fremmedfrygten.

Som når Naser Khader (K) lokker Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) til at være medunderskrivere på et brev, der vil stoppe bevillingen til et projekt, der har til formål at løsrive muslimske kvinder fra den sociale kontrol. Her må man bare spørge, hvad formålet er andet end forsøg på at sabotere en positiv integrationsproces. Borgerlige politikere, der normalt hylder anstændighed, kommer her med udokumenterede påstande og modarbejder klart det mål, som de og deres partier ellers har hylet op i årevis – nemlig at muslimske piger skal slippes frie af de sociale bindinger, der ofte præger deres kultur. Naser Khader har smidt en bombe, mens mesteren i symbolpolitik selv er krøbet i flyverskjul.

Burkaforbuddet er et andet eksempel på symbolpolitik, når det er værst. Jeg ved godt, at det i lovteksten er formuleret som et maskeringsforbud, og at det også omfatter Ku Klux Klan, som Jakob Ellemann Jensen er kommet for unåde at sige, til trods for at han som politisk ordfører for det gamle bondeparti normalt ikke er bleg for at kalde en spade for en spade. Men det er og bliver et burkaforbud, som den konservative Rasmus Jarlov i alt den maskeradesnak trods alt har været så ærlig at indrømme.

Gavner det så noget?

Nej. Der er kun omkring 200, der bærer burka, og blandt dem findes sågar danske konvertitter, som har tilvalgt en ny religion. Normalt hylder vi vores demokrati ved at tage vidtgående hensyn til mindretal, men i tilfældet troende muslimer gælder den demokratiske dyd åbenbart ikke. Nej, de skal forbydes i det offentlige rum, fordi det lige pludselig er så vigtigt, at vi kan se hinanden i øjnene.

Det er og bliver en omgang symbolpolitik, der måske tilfredsstiller den indre svinehund, men som ikke bidrager positivt til et højere mål om integration – og hvad værre er, så udstiller det blot, at vi er klar til at bruge præcis de samme redskaber til at udskamme en bestemt religion, som vi ellers normalt beskylder de mest islamiserede mellemøstlige samfund for at bruge. Det kaldes normalt for hykleri eller dobbeltmoral.

Og symbolpolitikken stopper ikke her.

Når et museum i Viborg ikke vil vise Muhammed-tegningerne på en blasfemiudstilling, er det politiske modsvar straks en appel om, at medierne skal genoptrykke tegninger, og integrationsminister Inger Støjberg, som tilsyneladende har svært ved at tage sin ministertitel alvorligt, smider straks sin lagkageske for at gå i brechen med sin egen gengivelse af Muhammed-tegningerne. Hun har dem åbenbart som baggrundsbillede på sin iPad, hvilket hun har lov, ligesom museet har lov til at lade være. Men man fristes blot til at spørge, hvad ministerens symbolpolitiske markering er til for?

Har islamisterne virkelig vundet, og bliver Danmark et kalifat, hvis ikke vi alle har Muhammed-tegningerne tatoveret på vores mælkehvide baller – og er klar til at flashe dem, så snart nogen fra den populistiske højrefløj med den såkaldte integrationsminister i front råber op om selvcensur?

Søren Pind, der efterhånden hører til de mere forstandige, skrev det så udmærket, at hele Muhammed-diskussionen er gået fra at udstille et reelt problem, om at alle skal kunne tåle hån, spot og latterliggørelse, til nu at blive en ondsindet demonstration. En rød klud i ansigtet på muslimske medborgere, når den mindste lejlighed byder sig.

Med andre ord tjener tegningerne nu kun et konfrontatorisk og symbolpolitisk formål, der sjældent fører til noget godt – og i hvert fald ikke fremmer en integrationsproces, som er i positiv gænge.

Lad os for guds skyld komme videre. Og kunne de bagstræberiske politikere så ikke være så venlige at pålægge sig selv en smule selvcensur, så de ikke gør mere skade end gavn?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil

Gitte Seeberg (f. 1960) er direktør i AutoBranchen Danmark og uddannet jurist og advokat. Medlem af Folketinget fra 1994 og siden Europa-Parlamentet for de konservative indtil 2007, hvor hun var med til at stifte Ny Alliance. I otte år, fra 2008-2016, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Hun blogger om natur, miljø og bæredygtighed, politik og EU.

Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
20.11.18, 13:19
Det er for længst en kendsgerning, medmindre noget andet sker. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.11.18, 13:04
Oplevelser og indtryk fra en uge i det forvandlede Danmark. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.11.18, 11:16
Vi kan ikke gamble med sikkerheden for hele den danske stat med en motor drevet af offentlig forvaltning for udenlandske midler, og på ordre fra Kina. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.11.18, 16:12
Det er skræmmende, at nogen synes, en sygeplejerske er en landsforræder, fordi hun hjælper mennesker, der er på flugt fra krig, fattigdom og død. Men også det, at der er mennesker med dette forfærdelige menneskesyn i Danmark. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.11.18, 13:15
Efterskolerne byder på et helt særligt fællesskab Læs mere
Af Anders Vistisen
19.11.18, 11:01
Det er slut med dansk selvbestemmelse over danske velfærdsydelser. Bliver i stedet styret fra Bruxelles. Læs mere
Af Nauja Lynge
19.11.18, 07:26
Det sker formodentlig, for at kinesisk mineprojekt kan omgås Unesco-regler. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
18.11.18, 18:25
Vores politikere kender godt til problemerne, men de er ramt af en infantil frygt for at blive upopulær iblandt de pæne og virkelighedsfjerne i EU, men også herhjemme. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
18.11.18, 16:08
Hvorfor Macron og Merkel er livsfarlige for Europa Læs mere
Af Nauja Lynge
18.11.18, 14:21
Menneskerettigheder er en menneskeskabt konstruktion, som ikke er tilpasset nutidens udfordringer. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her