Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hårde nedlukninger skal undgås, hvis vi skal kunne genrejse os efter corona

Corona skal stadig behandles som en krise, men vi skal i 2022 også gøre mere for at beskytte alt det, der giver vores samfund værdi, og som skal kunne genrejse os, mens vi lærer at leve med og forhåbentlig til sidst besejrer corona.

Nu hvor 2021 snart rinder ud, og vi står på tærsklen til 2022, er det for mig oplagt at reflektere over, hvordan vi som samfund har ageret ikke bare i år, men faktisk de seneste to år.

For vi har som verdenssamfund levet med corona i to år nu. På dette tidspunkt i 2019 var smitten koncentreret i Kina og endnu ikke en verdensomspændende og samfundsforandrende problemstilling.

Det skulle det snart blive.

Ting, vi aldrig troede, vi skulle opleve, er sket. Og er sket igen og igen. Vores samfund har været lukket ned. Gaderne har været tomme. Toiletpapir er revet ned fra hylderne. Forretninger har drejet nøglen om, livsværker er smuldret mellem hænderne på dem, der har bygget dem op fra bunden. Mange har mistet og lidt afsavn.

Heldigvis er det trods alt stadig de færreste, der har måttet betale den højeste pris. At vi i Danmark er kommet så relativt nådigt gennem coronaepidemiens første par år, har vi alle en del af æren og ansvaret for.

Men tab har vi alle måttet indkassere. Om det har været fejringer og jubilæer, vi er gået glip af. Knus og kærlighed. Drømme, der er bristet. Job, der er mistet. Ferier, der var sparet op til. Studentertiden, der blev bag skærmen i stedet for udfoldet i levende live, som den burde. Juleaftener i isolation i stedet for i familiens skød. En mistet mulighed for at sige farvel.

Vi har levet med tabene, fordi vi måtte.

Vi må slå corona på dens egen bane i stedet for hele tiden at gå i defensiven. For så bliver den pris, vi allerede har betalt, blot endnu højere.

Men det er også oplagt, at vi, nu hvor det nye år banker på døren, ser fremad. Hvad har vi lært? Og hvordan lærer vi at leve med corona? Hvordan sikrer vi, at den pris, vi betaler for at undgå sygdommen, ikke bliver for høj? At den ikke bliver så høj, at vi ikke kan rejse os igen.

I starten kendte vi ikke meget til sygdommen. Alt var uklart og usikkert. Mange var bange. Vi vidste ikke, hvordan den ville påvirke os. Vi kendte ikke langtidsvirkningerne. Meget ved vi stadig ikke, men vi ved dog heldigvis meget mere. Selv om smitten i dag er rekordhøj, er vi et andet sted.

Selv om der stadig vil være restriktioner, er det for mig at se afgørende, at vi i vores bestræbelser på at stoppe smitten ikke også grundlæggende skader selve det samfund, vi prøver at beskytte mod smitten. Vi skal derfor mig at se undgå unødigt hårde nedlukninger fremadrettet. Vi skal sikre, at vi ikke bare holdes i live, men at livet også er værd at leve. Vi skal holde liv i vores virksomheder og de arbejdspladser, som bliver helt afgørende, når Danmark skal genrejses. Den nærmest undtagelsestilstandslignende virkelighed, vi fra tid til anden har oplevet, har nok været nødvendig, men den kan ikke fortsætte. Ikke i måneder og i år endnu.

Vi må – hvor svært det end kan være – lære at leve med corona. Vi må slå corona på dens egen bane i stedet for hele tiden at gå i defensiven. For så bliver den pris, vi allerede har betalt, blot endnu højere.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen