Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi skal have vores frihedsrettigheder tilbage. Nu

Når en regering griber til så omfattende og indgribende foranstaltninger som forsamlingsforbud, mulighed for at tvangsvaccinere borgere, tvangslukning af store dele af erhvervslivet og neddrosling af medier som TV 2 og DR og grænselukninger, så skal beslutningerne kunne retfærdiggøres og forsvares. Lad os komme tilbage til normale retstilstande nu.

Efter et hektisk forår med håndsprit, afstand, nedlukning af arbejdspladser, lukning af grænserne og meget andet i forbindelse med covid-19 er det endelig blevet sommerferie for Danmark.

Politikerne holder også sommerferie, og jeg håber virkelig, at det vil give mange af dem tid til at læse den rapport, som tænketanken Justitia netop er kommet med. Pennefører på rapporten er Institut for Menneskerettigheders tidligere direktør Jonas Christoffersen. Titlen er ”Retsstaten og covid-19”. Rapporten beskriver indgående de forskellige faser i forbindelse med nedlukningen af samfundet i begyndelsen af marts, hvordan regeringen suverænt satte sig alene på magten, og hvordan Folketing og myndigheder fik minimeret deres indflydelse gennem forløbet.

Siden marts blev der truffet en række vidtgående beslutninger, hvor regeringen fik nogle meget vidtgående beføjelser, og hvor Folketinget langt hen ad vejen må siges at have været sat uden for indflydelse.

Statsministeren tog hele ansvaret på sig, og Folketingets partier gav regeringen en blankocheck til at gøre, hvad den fandt bedst. Noget, som især de blå partier inderligt har fortrudt. Især Venstres Jakob Ellemann-Jensen har mange gange i medierne beklaget sig over den manglende indflydelse på ikke mindst genåbningen af samfundet.

Det har mildest talt heller ikke været nemt at forstå.

Statsministeren udtalte for nylig i et dameblad, at beslutningen om lukningen af samfundet i sidste ende skete på baggrund af en mavefornemmelse. Noget, jeg ikke blev overrasket over, og så dog. For regeringen har haft travlt med at forsvare beslutningen med, at det var eksperterne, der havde anbefalet det. Noget, som imidlertid ikke lige kunne godtgøres. At statsministerens mavefornemmelse for den hurtige lukning efterfølgende må siges at have været rigtig, er en anden sag.

Personligt tror jeg på, at det var godt, at der blev handlet hurtigt.

Det er dog lykkedes os at komme rigtigt langt med bekæmpelsen af covid-19. Men det gør nu ikke beslutningen mere rigtig. Når en regering griber til så omfattende og indgribende foranstaltninger som forsamlingsforbud, mulighed for at tvangsvaccinere borgere, tvangslukning af store dele af erhvervslivet, lukning af domstolene og neddrosling af medier som TV 2 og DR, så skal beslutningerne kunne retfærdiggøres og forsvares.

Den slags beslutninger må kun i alle yderste nødstilfælde tages, og hvis de tages, skal det ikke være ved ultrahurtig hastebehandling, uden at nogen reelt har mulighed for at komme med indsigelser eller kommentarer. Og hvis beslutningerne om at indskrænke borgernes frihedsrettigheder alligevel tages, skal de selvsagt rulles tilbage, straks muligheden byder sig.

Når man har magten og kan lide magten, er det oplagt, at det kan synes bekvemt, at man har fået en lang række bemyndigelser, som gør, at man selv kan bestemme og slipper for at delagtiggøre de øvrige partier i overvejelserne.

Men sådan må det ikke være, og derfor skal vi hurtigst muligt tilbage til normal tilstand. Danmark har et utroligt agilt politisk system, som vi kan være stolte af. Politikerne driver ikke plat på alvorlige trusler mod samfundet. Derfor kan man roligt have processer, hvor man inddrager Folketinget og skaffer de nødvendige flertal.

Regningen for covid-19 krisen bliver stor. Mange virksomheder klarer den ikke. Andre vil skulle kæmpe for at komme på fode igen, selv om hjælpepakkerne har været en god og velkommen håndsrækning. Mange er blevet arbejdsløse, og flere vil helt sikkert komme til, når lønkompensationen udløber i slutningen af august. Det er meget vidtrækkende konsekvenser, som beslutningerne har haft for rigtigmange mennesker, virksomheder og dansk økonomi generelt. Derfor må og skal vi vide, hvorfor og hvordan beslutningerne er truffet. Og derfor skal Folketinget være en del af beslutningerne.

I mange lande har regeringsledere udnyttet covid-19-situationen til at indføre regler, der strider mod almindelige menneskerettighedsprincipper. Har man ikke demokrati på rygraden, er det sikkert også fristende. Men det har vi faktisk i Danmark. Så kære Folketing og regering. Kig på anbefalingerne fra Justitia. Det er et godt redskab til at få tingene tilbage i god gænge igen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}