Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

#HeToo – Krasnik, Bornedal og alle de andre virkelighedsfornægtere

Er det, fordi nogle mænd har følt sig personligt truffet, eller er det, fordi de har en særlig masochistisk trang til at forsvare noget, som ikke kan forsvares?

Jeg mindes ikke, at der nogensinde før har været en så vigtig verdensomspændende bevægelse med det samme bundtræk som den nuværende #MeToo-bevægelse. Bevares har man tidligere set antræk til at skulle like kampagner for eller imod alverdens gode eller onde ting på de sociale medier, men det, som adskiller #MeToo-fænomenet fra alt, vi tidligere har set, er, at den ikke er orkestreret fra centralt hold.

Det er ikke en bevægelse, der er sat i søen af en kvindeorganisation, et reklamebureau med speciale i virale kampagner eller en chefredaktør, der i agurketiden mangler et projekt til at fylde de hvide sider i sin avis.

Nej, #MeToo er grundlæggende en græsrodsbevægelse, der udspringer af kvinder, og som har spredt sig fra land til land, fra film- og teaterverdenen over politik- og medieverdenen til andre brancher samt kulturelle- og sociale sammenhænge. Det har især (men ikke kun) været kvinder, der er stået frem med deres dybt personlige fortællinger om, hvordan de har været udsat for forskellige former for seksuelle overgreb og forulempelser af mænd, som har udnyttet deres magtpositioner.

Nogle gange har beretningerne præcist og i detaljer været rettet mod navngivne personer, som f.eks. filmproducenten Harvey Weinstein og Kevin Spacey, men i langt de fleste tilfælde har de været uden navn på synderen, og hvor intentionen kun har været at bidrage til den vigtige fortælling om de massive overgreb og forulempelser, kvinder bliver udsat for. Herhjemme er det foreløbigt kun miljøet omkring Zentropa i form af Peter Aalbæk Jensen, der fuldt berettiget er blevet kølhalet for sin grænseoverskridende adfærd, men mon ikke det kun er toppen af isbjerget, vi har set. I hvert fald er der ingen grund til at tro, at vi på det her punkt skulle adskille os fra Sverige, hvor hundredvis af kvinder inden for film- og teaterverdenen er stået frem i en fælles fortælling om seksuelle overgreb.

Jeg ved ikke, om det er, fordi nogle mænd har følt sig personligt truffet, eller det er, fordi de har en særlig masochistisk trang til at forsvare noget, som ikke kan forsvares. Men på det seneste har vi imidlertid set nogle ynkelige forsøg på at afspore en vigtig debat ved enten at fremstille mænd som uskyldige ofre, der nu ikke længere tør flirte eller, som filminstruktøren Ole Bornedal gjorde i en forvrøvlet kronik, forsøge at fremstille sexchikane som en kalkuleret erhvervsrisiko, som kvinder måtte påregne sig, når de valgte at gøre karriere i f.eks. filmbranchen.

Ikke så underligt, at Ole Bornedal er klappet i som en østers, siden Weekendavisen bragte hans indlæg, da ethvert offentligt forsvar for sit synspunkt ville have udstillet instruktøren som debil.

I det hele taget kan man undre sig over Weekendavisens position i hele #MeToo-sagen, hvilket Deadlines vært Niels Krause Kjær også på bedste vis udstillede den 4. december, hvor den ellers normalt klarttænkende chefredaktør, Martin Krasnik, blev klædt af til skindet.

Krasnik har således givet til lyd for, at man kun kan tage #MeToo-kampagnen alvorligt, når kvindesagen får flyttet debatten over i de muslimske miljøer, hvor de seksuelle overgreb og den sociale kontrol er langt værre – senest illustreret i den nye bog af Sara Omar, der på grusom vis beskriver systematiske æresdrab og incest inden for de muslimske miljøer.

Mage til vrøvl fra Krasniks side skal man lede længe efter. Den muslimske kvindeundertrykkelse er afskyelig og grusom. Æresdrab, incest og voldtægter er forfærdelige, og man kan ikke tage afstand nok. Men at det skal afholde danske, svenske, amerikanske kvinder fra at fortælle deres personlige historier, er uden for enhver fatteevne.

Aalbæks grænseoverskridende adfærd samt Weinsteins og Spaceys krænkelser bliver jo ikke mindre skrækkelige af at blive perspektiveret ind i det muslimske miljø. I så fald kan man altid finde nogle, som har en værre historie end én selv. Én, som er blevet voldtaget hårdere, chikaneret mere og har lidt større overlast end én selv.

Det kaldes med et engelsk udtryk for whataboutism, og det er som regel en yndet argumentationsteknik blandt dem, som ikke har noget personligt i klemme og hellere vil tale om alt muligt andet eller blot lukke en debat ned.

#MeToo-debatten er imidlertid for vigtig til, at den må afspores pga. nogle forvirrede mænds manglende empati, eller fordi deres tidligere selvbestaltede privilegier er blevet udstillet.

Med de sociale medier som Facebook og Twitter har kvinder i alle lande og fra alle kulturelle miljøer nu mulighed for at delagtiggøre hele verdenen i deres livshistorier. Det skal de benytte sig af.

#MeToo handler således ikke bare om at hænge navngivne personer til tørre og lade folkedomstolen ordne resten. Den handler primært om at udstille en generel overgrebskultur mod kvinder og få den ændret, så kvinder i hele verden trygt kan gå på arbejde og gøre karriere, uden de skal tvinges til at lægge krop til andre, end de selv vil.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil

Gitte Seeberg (f. 1960) er direktør i AutoBranchen Danmark og uddannet jurist og advokat. Medlem af Folketinget fra 1994 og siden Europa-Parlamentet for de konservative indtil 2007, hvor hun var med til at stifte Ny Alliance. I otte år, fra 2008-2016, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Hun blogger om natur, miljø og bæredygtighed, politik og EU.

Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
17.07.18, 00:24
Det er gået op for mig, at man kan være mangeårig direktør for en liberal tænketank uden overhovedet at dokumentere sine påstande med kvantitative data. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.07.18, 19:54
Aarhus har fået verdens største havnebad tegnet af den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels Læs mere
Af Anders Vistisen
16.07.18, 12:26
Danmark bør sigte efter at bruge to pct. af bnp på forsvaret. Læs mere
Af Harun Demirtas
15.07.18, 17:11
Mener vi danskere virkelig, at enhver, der kaster med mudder og taler ned til udlændinge, skal vælges? Har vi ingen krav til politikerne om vores fremtid? Læs mere
Af Mikael Jalving
15.07.18, 10:34
Kultur og islam stikker dybere end til et juridisk eller filosofisk spørgsmål om skyld og ansvar. Kulturer spørger ikke om lov. Læs mere
Af Anna Thygesen
13.07.18, 15:21
Det er mig en gåde, hvorfor mange danskere opfatter enhver form for national stolthed som racistisk og udskammer og håner folk, der tillader sig at være stolte over at være danske. Læs mere
Af Susanne Westhausen
13.07.18, 10:21
Danskerne er helt vilde med delevenlige og bæredygtige løsninger. Nu må vi få øjnene op for at dele ejerskabet til virksomhederne! Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
12.07.18, 22:38
Det er betegnende, at Cepos’ direktør systematisk forbigår de tal, der fortæller om konsekvenserne af den muslimske/ikkevestlige indvandring. Læs mere
Af Naser Khader
12.07.18, 14:54
Hvis de arabiske lande har et ønske om at klare sig bedre, så er der nogle ”sygdomme” på hjemmefronten, som skal behandles først. Læs mere
Af Anders Vistisen
12.07.18, 13:45
Det er slut med dansk eneret over velfærdsområdet, ligesom den danske model bliver udhulet efter ny EU-indblanding Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her