I Jyllands-Posten kan man læse, at der siden folketingsvalget i 2019 skulle være ført en ulighedsskabende politik. Dette skulle være sket, selvom forståelsespapiret siger, at regeringen og støttepartierne vil bekæmpe uligheden. Artiklen på bygger på tal fra Finansministeriet.
Det er selvfølgelig en alvorlig sag – særligt for Enhedslisten, der insisterede på at hegne hele forståelsespapiret ind for at forhindre stigende ulighed. Derfor kan jeg også sige med det samme, at hverken jeg eller Enhedslisten har nogen som helst interesse i at nedtone kritik af en socialdemokratisk regering, hvis den fører borgerlig, ulighedsskabende politik.
Men det kræver så, at man kan løfte den bevisbyrde. Og det kan de borgerlige partier ikke. Selvom de i artiklen påkalder vennerne i Cepos som eksperter til at udlægge teknikken, så falder kritikken til jorden med et brag.
For hovedargumentet bag kritikken er, at tallene fra Finansministeriet, der bruges, tager det hele med. Men det er så langt fra virkeligheden, at man må mistænke Cepos og de borgerlige kritikere for enten ikke at kunne fortolke ministerens svar eller bevidst at vildlede læseren.
Langtfra alle initiativer er medtaget
Finansministeriets tal tager langtfra alle initiativer med. Faktisk er en række lighedsskabende initiativer udeladt. Et eksempel er det midlertidige børnetilskud, som var en af de første aftaler, der blev indgået med bl.a. Enhedslisten. Et andet eksempel er tilbagerulningen af skattegaven til virksomhedsarvinger, som heller ikke er med i opgørelsen. I finansloven for 2020 aftalte Enhedslisten sammen med de andre partier bag finansloven, at denne milliardstore gave fra VLAK-regeringen til bl.a. nogle af de allerrigeste mennesker i Danmark skulle rulles tilbage.
Af tilsvarende lighedsskabende initiativer, som ikke er regnet med, kan nævnes stop for forældrekøb via virksomhedsskatteordningen, stramning af beskatning af leasede firmabiler og justering af skatteregler ved aktieavancebeskatning. Var disse initiativer regnet med, ville det samlede indtryk af regeringens økonomiske politik være anderledes. Men det interesserer åbenlyst ikke Cepos eller en politiker som Troels Lund Poulsen, der hellere vil råbe ”spin” og ”lodret løgn” i Jyllands-Postens spalter.
Velfærden øger ligheden
Samtidig ved vi, at mere velfærd giver udvidede forbrugsmuligheder for dem, der har mindst. Velfærd giver nemlig adgang til nogle ydelser, som ellers skulle være købt privat eller tegnet forsikring på. Dermed er velfærden lighedsskabende. Målt i forhold til den tidligere regerings nedskæringspolitik er der da heller ingen tvivl om, at Finansloven for både 2020 og 2021 med genopretning af velfærd og investering i den grønne omstilling er lighedsskabende. Vi taler her om finanslovsaftaler, der indebærer den største realvækst i det offentlige forbrug i 10 år. En sådan beregning af de udvidede forbrugsmuligheder glimrer også ved deres fravær i svaret fra Finansministeriet. Men heller ikke en så åbenlys mangelvare kan Cepos og ”lodret løgn”-råbende borgerlige politikere få øje på.
Regeringen skylder – uligheden er slet ikke bekæmpet nok
Når alt dette er sagt, så står det tilbage som et faktum, at regeringen i den grad mangler at levere ift. at bekæmpe den stigning i uligheden, som vi har set gennem flere år. Hvis ikke vi bare skal tale om at bekæmpe uligheden, men rent faktisk også gøre noget ved det, så er der to områder, vi bliver nødt til at tage fat på. Det drejer sig om at genoprette det sociale sikkerhedsnet, f.eks. dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, og tilbagerulle skatterabatter til velhaverne i vores samfund, der har oplevet en sand gaveregn af den ene skatterabat efter den anden gennem flere år. Det er ikke nok, at uligheden i stort omfang bekæmpes ved at lave den nødvendige genopretning af velfærden efter mange års nedskæringer og forringelser.
