Bare for at gøre det helt klart, så det ikke kan misforstås: Der kan ikke laves reformer, der øger de økonomiske skel, forringer det sociale sikkerhedsnet eller sænker skatten i toppen. Det sikrer forståelsespapiret. Og det var afgørende for, at Socialdemokratiet kunne danne regering. Enhedslisten havde ganske enkelt ikke kunnet støtte dannelsen af en socialdemokratisk regering uden lige præcis dén garanti.
Mette Frederiksen har i dag et interview i Børsen, hvor hun redegør for, at regeringen vil fremlægge reformer inden sommer, der skal skaffe mindst 10.000 personer i ”øget arbejdsudbud”. Når man læser interviewet kan man dog se, at der rent indholdsmæssigt ikke rigtig er noget nyt under solen. Det er stadig grundlæggende sådan, at jeg og Enhedslisten ikke her har et problem med Socialdemokratiet ift. diskussionen om arbejdsudbud. Vi har et problem med Det Radikale Venstre.
”Øget arbejdsudbud”, som også kaldes ”øget strukturel beskæftigelse”, lyder måske som noget dejligt. Men det er det ikke, for det er ikke rigtige arbejdspladser, vi taler om. Det er derimod et tal, der bliver beregnet i Finansministeriets regnemaskine, som er det antal mennesker, der teoretisk – teoretisk! – står til rådighed for arbejdsmarkedet. De største kilder til at ”øge arbejdsudbuddet” de seneste år har været højere pensionsalder, sænkelse af skatterne for de rigeste, forringelserne af efterlønnen og den lange stribe af reformer, der svinger pisken over syge og arbejdsløse, så selv terminale kræftpatienter er blevet sendt i arbejdsprøvning. Der er tale om en politik, der på fornedrende og skandaløs vis har øget uligheden.
Forståelsespapiret garanterer, at det ikke sker igen. Punktum.
Der er derfor reelt kun to måder, hvormed man kan øge det teoretiske arbejdsudbud i Finansministeriets regnemaskine: ved at komme med forslag, der ikke er i konflikt med forståelsespapiret og/eller ved at ændre den politiske regnemaskine i Finansministeriet, så en lang række tiltag, der reelt øger beskæftigelsen også, i modsætning til i dag, kan indregnes, f.eks. ved at indregne initiativer, der mindsker nedslidning, stress, sikrer flere unge en uddannelse, eller ved f.eks. at indregne effekten af flere pædagoger i daginstitutionerne.
