Så er endnu en bog om Lise Nørgaard på vej og i den forbindelse er det kommet frem, at hendes børn ikke ligefrem synes, hun har været en varm og nærværende mor.
Rager det os?
Normalt går jeg en bue uden om børneopgør med berømte forældre. Det forekommer mig at være en ufin måde at få opmærksomhed på og så er det i øvrigt umuligt for forældrene at forsvare sig mod anklagerne.
Men i Lise Nørgaards tilfælde er børnenes dom relevant.
Af to grunde.
For det første fordi Lise Nørgaard hører til blandt de mest magtfulde skabere af historien om 1900-tallets Danmark, ikke mindst kvindehistorien. Tænk bare på ”Matador”, der har opnået ikonisk status. I serien fornemmer man tydeligt Nørgaards kulturradikale sym- og antipatier, herunder hendes kritiske syn på borgerfruernes tilværelse og hendes sympati med dem, der valgte erhvervsarbejde frem for hjemmet. Helt som Lise Nørgaard selv gjorde og siden er blevet massivt hyldet for. Her i Politiken i forbindelse med hendes erindringer ”Kun en pige”:
”I bogen fornemmer man, hvor megen oprørstrang og stædig viljestyrke det krævede for Lise Nørgaard at befri sig for borgerskabets konventioner og for kvindeundertrykkelsens påtryk.”
Borgerskabets forfærdelige kvindeundertrykkelse bestod bl.a. i forventningen om, at kvinden tog sig af hjem og ikke mindst af børnene. En forventning Lise Nørgaard til eftertidens stående applaus befriede sig fra.
Hvor var det flot af Lise!
Hun har simpelthen opnået status af rollemodel for eftertidens kvinder. Hende, der valgte rigtigt og modigt, og som altid har været klar med en peptalk om, hvor godt det er at kvinderne er på arbejdsmarkedet og ikke spilder deres tid på småbørnspasning.
På den baggrund er det sandelig relevant at høre om, hvordan hendes egen virkelighed var bag glansbilledet.
Den anden grund er, at Lise Nørgaards børn tydeligvis ikke er ude på at svine deres mor til. Det er faktisk dæmpede og nydelige kommentarer, de kommer med. Men de fortrænger på den anden side heller ikke sandheden, som er, at de følte sig overset af den feterede kvindesagskvinde og Matador-mor, der i sit nye ægteskab var travlt optaget af sin karriere, sine voksne venner og nye ægtemand.
Og allermest sigende: Da hun forlod sin første mand, børnenes far, forlod hun også børnene til fordel for et spændende job i København. Først to et halvt år senere blev hun genforenet med dem. Jo, du læste rigtigt: To et halvt år – i et barns liv et helt årti. Det skyldtes datidens boligmangel, forsvarer Lise Nørgaard sig med. Ja, ja. Men man kunne jo også have prioriteret at vente på en bolig sammen med sine børn frem for at lade jobbet splitte familien.
Og da børnene så endelig blev genforenet med deres mor, var det ansatte barneplejersker, der tog af dem til dagligt, mens Lise Nørgaard var på arbejde.
Som en af døtrene udtaler:
”Jeg ville gøre mig bedre end jeg er, hvis jeg nægtede, at det i perioder er noget, vi søskende har brugt til at være enige om, nemlig at mor ikke var en god mor”.
Pænt formuleret, men ikke desto mindre dræbende.
Men der er også enighed om, at Lise Nørgaard ikke kunne have opnået den succes, hun fik, hvis hun valgt at være mere mor og mindre karriereorienteret. Karriereræset har sin pris, der vel at mærke er større for omgivelserne end Lise Nørgaard selv afslører i sine idylliserende erindringer.
Den historie er relevant for os i dag.
For den familiemodel, alle skrues ned i i dag, er lavet af og til Lise Nørgaard-typerne. Dem, der keder sig ihjel over at skulle bruge dagen på sine børn og hellere vil sidde på en avisredaktion.
Mens den mor, der gerne vil bruge mere tid på at være mor for sine børn bliver straffet økonomisk. For kvinder skal selv tjene deres penge, som den gamle Nørgaard docerer. Javel, ja, men prisen for det er, at de ikke selv kan passe deres egne børn, men må overlade det til (i dag statsfinansierede) børnepassere.
Lad endelig Lise Nørgaard snakke. Men er der grund til at lytte til hendes gode råd til, hvordan man indretter sig som mor og kvinde?
Jeg synes det ikke.
