Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kære Ole Birk Olesen, er indholdet af Sara Omars bog horribelt ”gak”?

"Dødevaskeren" fortæller om grov kvindeundertrykkelse af muslimske piger, herunder en onkelvoldtægt. Alt det, man for otte år siden blev brændemærket for at råbe op om.

Ritt Bjerregaard gør det, Anders Jerichow gør det, alle gør det for tiden: læser ”Dødevaskeren”. Bogen, der bliver prist fra højre til venstre. Ikke overraskende. Sara Omars selvbiografiske værk er litterært vellykket og giver samtidigt et gruopvækkende indblik i forholdene for kvinder i den muslimske verden. Som Berlingskes anmelder opsummerede det, så udsættes kvinderne for ”tæsk, fornedrelse, voldtægter, tvangsægteskaber og risiko for æresdrab”.

Læg dertil den allestedsnærværende angst og underkastelse under religionens regler, der gør, at man lukker øjnene for de overgreb, der foregår lige for øjnene af én. Hovedpersonens mor Rubar bliver f.eks. systematisk mishandlet af sin mand, uden at Rubars meget sympatiske mor griber ind og råber op om forholdene. Hun forsøger at råde lidt bod på det, men gør ikke dét, man ville forvente, at en mor ville gøre. Og hovedpersonen selv, Frmesk, bliver voldtaget som femårig af en onkel.

Ved læsningen af den sidste sætning ringer der måske en klokke i dit hoved, kære læser.

For det med, at piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, plejer at være fuldstændigt utilstedeligt, ja, direkte kriminelt at udtale offentligt her i landet.

Og alligevel er Politikens lederskribent ikke oppe i det røde felt over det, de plejer at fejlæse som en uhørt krænkelse af en hel befolkningsgruppe. Hele caffe latte-segmentet lovpriser i stedet en bog, der som sin hovedsag netop har afdækningen af islamisk kvindefjendtlighed og en onkelvoldtægt af en mindreårig, der i bogen beskrives som legitimeret af Koranen.

For præcis otte år siden var der en debattør, der forsøgte at gøre opmærksom på de samme forfærdende forhold. Han udtalte, at ”kvinder i islam er ikke noget værd. De kan bruges til seksuelle formål men de har ingen værdi”. Samtidigt understregede han, at ”det er islam som ideologi, der var problemet”, ikke muslimer som sådan, og at ”det særegne ved islam som ideologi er, at islam har et fjendtligt kvindesyn og et nedværdigende syn på kvinder og piger.” Derfor foregår der, hævdede han, alle mulige former for misbrug af kvinder, ligesom der er piger i ”muslimske familier, der bliver voldtaget af deres fædre, onkler og fætre”.

Præcis den kvalmende onkelvoldtægt, som ”Dødevaskeren” skildrer.

Hvordan blev budskabet modtaget? Fik debattøren støtte, priser og blev han tiljublet af kvindegrupper for sit forsvar for kvinders rettigheder?

Nej, manden blev stemplet som en højrerabiat galning og tilskrevet udtalelser, han ikke var kommet med (som at alle muslimske fædre voldtager deres piger, selv om han udtrykkeligt understregede, at det ikke gjaldt alle). Han blev sigtet for racisme og trukket igennem tre retsinstanser. Og han blev så berygtet som islamofob, at en jihadist fandt det betimeligt at forsøge at skyde ham.

Nok så tankevækkende: Den danske offentlighed tog aldrig hans ord alvorligt som det, de var: Et forsvar for kvindekønnet og en advarsel om, hvad vi kvinder kan vente os, hvis samfundet islamiseres. Man karaktermyrdede budbringeren, så man kunne sove roligt videre og overhøre budskabet. Nu er man måske ved at vågne omsider, og tak for det.

Men mon det gælder alle? Tag f.eks. vores transportminister, Ole Birk Olesen, der også er en toneangivende liberal debattør.

I 2009 var han frontløber i kampagnen mod Lars Hedegaard og udtalte i en Deadline-debat, at Hedegaards påstande var ”horrible” og ”meget mærkelige”. For selvfølgelig elsker man sine børn og vil beskytte dem, det er noget helt ”grundlæggende”.

Derfor var Lars Hedegaards påstande om islamisk kvindefjendtlighed ”langt ude”. De var ”gak”, som han formulerede det med provinsiel selvsikkerhed.

Kære Ole Birk Olesen: Hvis det, Hedegaard sagde om kvindefjendtlighed i islam, er ”horribelt” og ”gak”, er indholdet af ”Dødevaskeren” det så også?

Jeg ved godt, at du som transportminister har rigeligt at lave, men du er jo på den anden side en mand, der sætter en ære i at følge med i debatten og selv at tage del i den, så jeg vil se frem til dit svar. Når det kommer.


PS. Hvis du endnu ikke ejer et eksemplar af ”Dødevaskeren”, så sender jeg gerne et styk til Transportministeriet. Den bør læses af alle kulturblinde liberalister


Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.