Jeg var lige ude at gå en hurtig tur i pausen. Gaderne lå fuldstændig øde hen. Man kunne se skæret fra tv-skærmene igennem vinduerne. Og alle sad og fulgte med og heppede på spillerne – vores hold – Danmarks hold. Jeg tror, at landskampene i denne tid har været vigtigere end nogensinde før. Mange føler sig ensomme, og vi er afskåret fra at se venner og familie på samme måde som før. Vi savner muligheden for at være sammen med masser af andre mennesker på én gang. Det at være sammen – hver for sig – er ikke det samme og bliver det aldrig, selvom om initiativerne med fællessang i tv eller rødvin med vennerne over skype bestemt også kan noget.
Som sagt er jeg ikke herrehåndboldnørd, men efter kampen tror jeg, det lykkedes mig at høre samtlige interviews med spillere og træner samt evalueringen i studiet. Og jeg blev ekstra glad om hjertet – ja, nærmest lidt rørt – da jeg hørte, at de har tænkt på os herhjemme, os, som er i karantæne og sidder og følger med. De har spillet for os. Det skal de have tak for – det har været skønt at være sammen med dem i denne turnering – fælles – på afstand. Kæmpe tillykke til det danske herrelandshold i håndbold, og tillykke til os alle. Jeg tror også, jeg skal følge med, når VI skal spille til OL.
