<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

SU'en skal fordobles: 100.000 unge studerende lever i relativ fattigdom

Hvis vi vil komme fattigdommen i Danmark til livs, må vi anerkende, at den også eksisterer blandt ungdommen. Første skridt er at opgøre den, så studerende regnes med; det næste er at fordoble SU’en - og så skal boligerne være til at betale.

Ja, den er god nok: og faktisk endnu værre. 111.804 studerende mellem 18 og 30 lever under den af FN-fastsatte relative, fattigdomsgrænse. I Danmark ligger grænsen på ca. 10.000 kroner om måneden efter skat. Og den falder altså over 100.000 unge studerende under, eller svarende til hver anden!

Men Jens Philip, de er er jo unge; de er jo studerende; selvfølgelig er de fattige! Det var vi jo også, da vi var unge og studerede! Ja, måske – og hvad så? Hvorfor er det, at vi som samfund har accepteret, at fattigdom for unge er OK?

For børn er vi alle enige om, at det er skadeligt. For voksne ligeså. Men akkurat for unge? Ja, der er det, hvis man skal tro den herskende konsensus, OK – og endda sundt, formativt; noget, der gir’ rygrad og som næsten fremstilles som en slags lidelsesideal. Et ideal, hvor det er ønskværdigt, at unge må nøjes med pasta de sidste par uger i måneden; hvor det er ønskværdigt, vi må bekmyre os over huslejen eller droppe tandplejen.

Men det er ikke ønskværdigt. Det er blot idelogiske skyklapper, der skal sløre det åbenlyse faktum, at fattigdom er skadeligt og usundt – også for unge. Og som samtidigt slører det forhold, at det ikke er naturgivent – at det ikke behøves være således. I så rigt et samfund som det danske er fattigdom nemlig noget, vi vælger til. Ingen behøver være fattige. Vi har velstand nok til alle, hvis blot vi fordeler den fair.

Og er det fair, at unge, som gør det mest gavnlige for samfundet, de kan, nemlig studerer, af den grund må leve i fattigdom? Det mener jeg ikke.

Til gengæld er det åbenbart den officielle opfattelse i Danmark. Her opgør vores statslige statistiskagentur, Danmarks Statistisk, nemlig den relative fattigdom, eksplicit fraregnet studerende. Den eneste grund til, at jeg i dag kan præsentere de umaskerede tal, er, at jeg igennem mit virke som vært på Radio4 har bedt dem lave en særkørsel, hvor de medregner studerende.

Studerende, siger Danmarks Statistik, har nemlig selv valgt det; er det midlertidigt; og kan få hjælp hjemmefra. Men hvad er det for en fejlagtig opfattelse af, hvad det vil sige at være fattigdom, foruden at være ung og studerende? For det første er det et vilkår, at man skal have en uddannelse: ufaglært arbejde er efterhånden en saga blot. For det andet tager en uddannelse gerne 3-6 år (den almindige indikator for vedvarende fattigdom er hos DST blot ét år). Og for det tredje gælder hjælpen hjemmefra kun fra udvalgte få, hvis forældre selv har økonomisk formåen.

Og derudover står også det helt centrale forhold, at priserne på alt stort set er de samme, om man er studerende eller direktør; for når ens husleje skal betales, hjælper 10 pct. studierabat på McDonalds jo næppe.

Hvis man ikke køber min kritik af den danske opgørelse, kan man måske nøjes med at overveje, hvorfor Danmark ifølge DST er det eneste land, overhovedet, der ikke medregner studerende? Det spørgsmål vil jeg i al fald gerne have svar på.

Hvis man ej heller køber min argumentation om, at studerende reelt er fattige, kan man måske overveje at lytte til Nordea, som absolut i al fald ikke kan klandres for at være venstreorienterede eller studentikose. De har nemlig lavet et minimumsbudget for studerendes udgifter, der ca. er dobbelt så høj som SU’en efter skat; nemlig 10.000. Adspurgt direkte, svarer forbrugsøkonomen bag tallene mig: ”du kan ikke leve af en SU”. Suprise! Ikke for os studerende, men måske for jer derude, der ynder at omtale dem nedladende og neglierende som café-penge.

Man kan tage arbejde – eller tage et lån. Men det er ej heller ønskværdigt, når ens studium er timesat til mere end et fuldtidsarbejde. Og burde det virkeligt være nødvendigt med lån eller en arbejdsuge på over 37 timer, udelukkende for at kunne få indtægter nok til at matche det absolutte minimumsbudget, som spejler den relative fattigdomsgrænse?

Det mener jeg ikke. Derfor har jeg tre krav, som skal realiseres, hvis vi skal have gjort op med fattigdom, sådan som Verdensmålene (foruden vores etik og moral som velstående nation) blandt andet forpligter os på:

1) Drop udelukkelsen af studerende, når vi opgør relativ fattigdom. Et retvisende billede af fattigdommen i Danmark er nødvendigt, førend vi kan gøre noget ved den – og førend regeringen kan måles på sin reduktion af den.

2) Fordobl SU’en, så den reelt afspejler minimumsbudgettet og fattigdomsgrænsen. En snuptagsløsning, der med ét kan udrydde store mængder af ungdommens fattigdom – og som afgjort også ville være en god investering for staten.

3) Gør noget ved boligmarkedet. I dag sluger det nemlig hovedparten af vores SU; det vil sige, den SU, I alle betaler, og som for øjeblikket ryger lige lukt op af vores, unge lommer igen for dernæst at ryge ned i lommerne på de allerede formuende, ejerne, som typisk selv er gamle, enten i form af pensionskassers investeringer eller folk med friværdi og ekstra ejendomme. Det ville også gøre noget for alle de unge, som er fattige, men ej studerende. De er nemlig også væsentligt overrepræsenterede i den allerede-eksisterende statistisk.

Og det var alt for denne gang. Tak fordi, du, kære boomer, læste med.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Jens Philip Yazdani (f. 1998, Aarhus) er en vred ung mand, som forarges over – og bl.a. skriver om – unges plads i præstationssamfundets uddannelsessystem, klodens kollisionskurs med klimakatastrofen, behandlingen af flygtninge og indvandrere i dagens Danmark, og kapitalismens konsekvenser for vores samfund. Derudover studerer han mellemøststudier (persisk) på Københavns Universitet og er tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
24.07.21, 14:00
Stille flanerer vi rundt mellem venners statusopdateringer, hashtags og parader af selvgodhed, det er en flyvetur ind i intetheden. Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.07.21, 19:00
Hvis man begynder at kræve regler og normer, som er meget fjernt fra nutidens Danmark, indført, må man også forvente en modstand fra majoriteten i landet. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.07.21, 14:45
Breivik var et ødelagt menneske, der hadede alt, hvad hans diplomatfar stod for Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
23.07.21, 14:00
Tager vi overhovedet ved lære af naturkatastroferne? Ikke meget tyder på det, for regeringen taler om klimaplan, som når små børn skriver ønskeseddel til jul. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
22.07.21, 12:15
Kirkefolket har naturligvis samme ytringsfrihed som alle andre. Om igen, Venstre. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.07.21, 20:00
Krænkeren er problemet. At vende det på hovedet er provokerende og blokerer for løsninger. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
21.07.21, 00:00
Den socialdemokratiske totalstat er lige præcis det, som det borgerlige Danmark mangler for at vågne op Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.07.21, 00:00
Boligministeren kan glemme alt om at tvinge danskere til at bosætte sig i områder med høj koncentration af ikkevestlige beboere. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.07.21, 20:00
Sentimentaliseringen af alt det udenom cykelsporten er et led i en bredere samfundsudvikling. Læs mere